Information om medicin, der er til at forstå

Revisionsdato: 23.10.2015

Denne artikel blev bragt i Berlingske Tidendes tillæg "Best in Class", der udkom mandag den 16. november 2015. Artiklen er ikke revideret siden 2015. 

 

Der er ét sted, du finder fyldestgørende informationer om sygdomme og medicin, hvad end du er læge, patient eller pårørende. Medicin.dk gør en dyd ud af at give dig den bedste, opdaterede viden om lægemidler og sygdomme, så du er bedre rustet, hvis du bliver syg.  

 

Det er nu 40 år siden det første Lægemiddelkatalog blev udgivet, og med det åbnede sig en hel ny verden for de unge læger, sygeplejersker og andre folk i medicinbranchen, der endelig fik et gennemarbejdet opslagsværk, som både var pædagogisk og forståeligt. I dag er Lægemiddelkataloget gået online som medicin.dk, hvor det løbende opdateres. Visionen om at formidle fyldestgørende oplysninger omkring lægemidler har fortsat førsteprioritet, men hvor det traditionelle Lægemiddelkatalog var forbeholdt fagfolk, har borgerne i dag også fri adgang til information om deres sygdomme, symptomer og medicin. 

 

Et dynamisk opslagsværk 

Min.medicin.dk og pro.medicin.dk henvender sig henholdsvis til private og fagfolk. Siderne fungerer som opslagsværk, men du præsenteres også for temaer, nyheder og interessant viden om sundhed. 

"Før i tiden blev kataloget opdateret hvert år, og selv om det på daværende tidspunkt var et kvalitetsstempel, er det naturligvis markant forbedret i dag, fordi vi løbende kan opdatere online, når der eksempelvis fremlægges nye forskningsresultater. At vi i dag også involverer borgerne i vores viden, gør det kun endnu bedre, og der findes faktisk ikke andre informationskilder omkring lægemidler, der formidler svært stof på samme lettilgængelige måde," siger Henrik Friis, læge og ansvarshavende redaktør for medicin.dk. 

Bag den omfattende videnssamling står en række specialister, der hver især udpeges af de Lægevidenskabelige Selskaber. Forfatterne og referenterne er alle læger, med undtagelse af enkelte tandlæger og farmaceuter. 

"Vi har 4,5 millioner sidevisninger om måneden, og det har vi dels, fordi vi har en stor vidensbank, og dels fordi vi er en anerkendt og troværdig kilde," siger Henrik Friis. 

 

Lægevidenskab på godt dansk 

Når du køber din medicin på apoteket, har du indlægssedlen som dit pejlemærke, men det er ikke altid nok, mener Henrik Friis. 

"På min.medicin.dk giver vi en lødig, ensartet information, der hjælper patienten i mødet med lægen. Den information du finder på min.medicin.dk er den samme som din læge finder på pro.medicin.dk - forskellen er blot, at informationerne på min.medicin.dk er oversat til almindelig dansk." 

For at gøre den komplekse viden så forståelig som mulig, vil du på min.medicin.dk kunne finde billeder, illustrationer og film om medicin og sygdomme, men du får også hjælp til selvhjælp uden medicin. 

"Der kan være mange grunde til, at du klikker dig ind på medicin.dk, men for de fleste handler det om, at de gerne vil blive klogere på den medicin de tager eller på en eventuel sygdom. Men i stedet for udelukkende at henvise til medicinske præparater gør vi også meget ud af at informere om, hvordan du kan klare dig uden lægemidler," siger Henrik Friis. 

 

Den lille forskel i hverdagen 

Mens de mange danskere, der er ramt af alt fra uren hud til influenza og det, der er værre, flittigt besøger min.medicin.dk, er især de praktiserende læger, yngre speciallæger og sygeplejersker glade for den information, de kan finde på pro.medicin.dk. 

"Som sygeplejerske i et akutteam i kommunen bruger jeg meget ofte pro.medicin.dk, da jeg ofte står alene i situationer, hvor jeg udreder en borger i forhold til dennes sygdomshistorie. Jeg kunne ikke drømme om at søge medicinoplysninger andre steder," fortæller Kirsten Brink, der er sygeplejerske i et akutteam i Ikast-Brande Kommune. 

 

Denne artikel blev bragt i Berlingske Tidendes tillæg "Best in Class", der udkom mandag den 16. november 2015.