Større forsigtighed ved brug af antibiotika

Publiceret: 15.11.2012

Sundhedsstyrelsen skriver "Som en konsekvens af, at stadig flere patienter udvikler resistens mod antibiotika, udsender Sundhedsstyrelsen nu en ny "Vejledning om ordination af antibiotika", der beskriver, hvornår antibiotika kan ordineres."

Generelt anbefaler Sundhedsstyrelsen større forsigtighed ved brug af antibiotika. Det betyder bl.a., at indikationerne for, hvornår der bruges antibiotika, strammes, ligesom det anbefales, at der bruges præparater, der sjældnere giver anledning til resistensudvikling. Sundhedsstyrelsen tilføjer, at antibiotisk behandling naturligvis straks skal iværksættes, hvis det anses for livreddende, og at den nye vejlednings pårimære formål er at begrænse "uvirksom og unødvendig behandling."

Hovedtræk i den nye vejledning  

De basale regler, der lægges vægt på i vejledningen, er: 

  • "Antibiotikabehandlingen skal kunne forventes at sikre mod alvorlige/livstruende forløb eller at afkorte sygdomsforløbet væsentligt.
  • Kliniske og diagnostiske undersøgelser skal være udført i en grad, der som minimum sandsynliggør bakteriel årsag.
  • Det valgte antibiotikum skal være så smalspektret og påvirke normalfloraen så lidt som muligt, jf. generelle og lokale retningslinjer for anvendelse af antibiotika. 
  • Hvis den initiale behandling ikke virker, skal valget af antibiotikum revurderes og eventuelt justeres efter mikrobiologisk diagnostik.
  • Varigheden af behandlingen skal være så kort som muligt og følge den evidens, som foreligger på området.
  • Diagnosen, der udløser recepten/ordinationen, skal specifikt angives i ordinationssystemet, herunder på recept og i journal. "    

Udgivelsen af den nye vejledning falder sammmen med Europæisk antibiotikadag, der i år afholdes den 16. november, hvor der i Europa sættes fokus på antibiotikabehandling. 

  

Pro.medicin.dk og den nye antibiotikavejledning 

Antibiotikavejledningen på pro.medicin.dk vil blive opdateret i overensstemmelse med de nye retningslinjer snarest. 

 

Links: 

Se Sundhedsstyrelsens nye "Vejledning om ordination af antibiotika

Læs nyheden i sin helhed på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

  

Se antibiotikavejledningen på pro.medicin.dk 

  

Besøg også antibiotikaellerej.dk - en ny hjemmeside med fokus på brug af antibiotika. Bag siden står Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Lægeforeningen og DSAM.