Lægemidler til gravide og ammende

Publiceret: 07.03.2011

Den seneste uges debat vedrørende information til fagpersoner om anvendelse af lægemidler hos gravide har gjort indtryk. Medicin.dk har derfor iværksat en række initiativer, der forhåbentlig vil resultere i en mere klar og brugervenlig vejledning.  

  • Overskriften for kategorien "Kan anvendes" ændres straks til "Kan om nødvendigt anvendes". Det sker for at sende et signal om, at fordele og ulemper altid skal overvejes, inden der ordineres lægemidler til gravide. Kriterierne for denne kategori af lægemidler ændres ikke.

     

  • Alle antidepressive lægemidler gennemgås med henblik på evt. tekstændringer og med henblik på at vurdere, om kategorien skal angives mere restriktivt.

     

  • Alle lægemidler gennemgås med henblik på at kunne markere lægemidler, hvor medicin.dk’s vejledning i betydende omfang adskiller sig fra beskrivelsen i produktresumé.

     

  • Der arbejdes på at etablere et formaliseret og tæt samarbejde med Lægemiddelstyrelsen.

     

  • Der påbegyndes drøftelse med relevante brugere vedrørende ordinationsstøtteprogram, som kan beskytte mod uhensigtsmæssig anvendelse af lægemidler.

 

Court Pedersen 

Ansvarshavende redaktør 

pro.medicin.dk