Fejl i produktionen af Truxal® 15 mg

Publiceret: 31.10.2011

Lægemiddelstyrelsen skriver den 31. oktober 2011, at Lundbeck informerer om, at der er sket en fejl i produktionen af Truxal® 15 mg tabletter. 

  

I en produktion på 7000 pakninger af det antipsykotiske middel Truxal® er pakkens indhold ikke Truxal®, som der står på selve papæsken, men i stedet det tricykliske antidepressiva "Nortrilen®", som står angivet på beholderen inde i æsken. Nortrilen® indeholder det aktive stof nortriptylin og er beregnet til det hollandske marked. 

  

Fejlen gælder kun pakninger med batchnummer 2282853. Nummeret er stemplet ind i bunden af selve papæsken omkring beholderen. Pakninger med dette batchnummer skal leveres tilbage til apoteket. Pakker med andre batchnumre er ikke behæftet med fejl. 

  

Læs mere og se fotografier af Truxal® pakningen og Nortrilen® beholder på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside