Prostaglandinsyntesehæmmere

M01A

Revideret: 20.03.2018

Prostaglandinsyntesehæmmere virker hæmmende på uterinkontraktioner. Prostaglandinsyntesehæmmere (indometacin) kan forlænge graviditeten ved truende for tidlig fødsel og reducerer smerter i relation til uterinkontraktioner, som fx primær dysmenoré og smerter i relation til oplægning af spiral. Reducerer blødningsmængden hos kvinder med menoragi, som ikke har organisk eller koagulationsmæssig baggrund. 

Anvendelsesområder

  • Primær dysmenoré.
  • Kan forsøges ved sekundær dysmenoré, hvis organisk årsag er udelukket.
  • Menoragi.
  • Andre anvendelsesområder: Truende for tidlig fødsel før uge 28+0.

Præparatvalg

Prostaglandinsyntesehæmmere har dokumenteret effekt over for dysmenoré og menoragi.
I forbindelse med truende for tidlig fødsel er indometacin den eneste prostaglandinhæmmer med dokumenteret effekt. Indometacin er ikke markedsført, men kan (rekvireres på udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen).  

Doseringsforslag

Dosering ved truende for tidlig fødsel (andre anvendelsesområder): 100 mg som startdosis. Efter 12 timer 50 mg hver 8. time i højst 48 timer. 

Nedsat lever- og/eller nyrefunktion

Indometacin er kontraindiceret ved svært nedsat lever- og/eller nyrefunktion. 

Kontraindikationer

Øget blødningstendens. Gastritis, ulcus ventriculi eller ulcus duodeni. Astma. Bør ikke anvendes, hvis der kan rejses mistanke om placentaløsning, ved tegn og symptomer på intrauterin infektion, ved samtidig svær præeklampsi eller tegn på føtal kompromittering (svær væksthæmning, påvirkede cirkulatoriske forhold, patologisk CTG der ikke skyldes vestorm).

Bivirkninger

Gastro-intestinale gener med smerter, kvalme, opkastning, diarré eller obstipation, evt. kan der udvikles ulcera. Passerer over placenta til barnet. De alvorligste bivirkninger kan ses hos fosteret og inkluderer i sjældne tilfælde præmatur lukning af ductus arteriosus. Der er rejst mistanke om en øget risiko for nekrotiserende enterocolitis, periventriculær leucomalaci samt intracerebral blødning. Risikoen er formentlig minimal, når midlerne anvendes kortvarigt før uge 28+0. Midlerne kan nedsætte mængden af fostervand via en hæmmende virkning på fosterets nyrefunktion. Ved længerevarende behandling bør fosteret overvåges ved hjælp af ultralyd med henblik på fostervandsmængde og tegn på konstriktion af ductus arteriosus. 

Interaktioner

Se NSAID

Referencer

1033. Reinebrant HE, Pileggi-Castro C, Romero CL et al. Cyclo-oxygenase (COX) inhibitors for treating preterm labour. Cochrane Database Syst Rev. 2015; 6, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26042617 (Lokaliseret 17. maj 2016)
 
2795. Hammers AL, Sanchez-Ramos L, Kaunitz AM. Antenatal exposure to indomethacin increases the risk of severe intraventricular hemorrhage, necrotizing entero-colitis, and periventricular leukomalacia: a systematic review with metaanalysis. Am J Obstet Gynecol. 2015; 212(4):505, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25448524 (Lokaliseret 17. maj 2016)
 
3113. NICE. NICE guideline 2015. Preterm labour and birth. 2015; , https://www.nice.org.uk/guidance/ng25 (Lokaliseret 15. juni 2017)
 
3114. Marjoribanks J, Ayeleke RO, Farquhar C et al. Nonsteroidal anti-inflammatory drugs for dysmenorrhoea. Cochrane Database Syst Rev. 2015; , https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26224322 (Lokaliseret 8. marts 2017)
 
 
 
Gå til toppen af siden...