Kvindelige kønshormoner (hormonsubstitution og hormonterapi)

G03

Revideret: 10.03.2016

I ovariet dannes tre typer steroide kønshormoner: 


Ovariernes hormonproduktion reguleres via feedback mekanismer i hypothalamus-hypofyse-gonadeaksen. Hypothalamus frigiver gonadotropinreleasing hormone (GnRH), som stimulerer hypofysen til at producere follikelstimulerende hormon (FSH) og luteiniserende hormon (LH). I første halvdel af menstruationscyklus - den follikulære fase - stimulerer FSH væksten af follikler i ovarierne og dermed produktionen af østrogen i folliklernes granulosaceller. Den stigende koncentration af østrogen ændrer hypofysens følsomhed for GnRH, hvorved der i midten af cyklus på meget kort tid frigives en stor mængde LH (LH peak), hvilket udløser ovulationen. Den bristede follikel omdannes til corpus luteum, som producerer både østrogen og progesteron. Anden halvdel af cyklus kaldes derfor den luteale fase. 

Ovariet producerer desuden inhibin-A, inhibin-B og AMH (Anti-Müllersk hormon), som kan anvendes som biomarkører for ovulation, follikelfunktion og follikelreserve.  

  

Østrogen 

De naturligt forekommende østrogener er estronestradiol og estriol. Estradiol er det biologisk mest potente, og det dominerende østrogen i menstruationscyklus. 

Ovariernes produktion af østrogen stiger i puberteten og stimulerer udvikling af de sekundære kønskarakterer (mammae, pubesbehåring og kvindelig fedtfordeling) samt væksten af uterus. I den fertile alder stimulerer østrogen proliferation af endometriet i første halvdel af menstruationscyklus. Efter ovulation har østrogen sammen med progesteron en stabiliserende virkning på endometriet. Østrogen stimulerer dannelsen af sekret i cervix og vagina og har en styrkende virkning på slimhinder, bindevæv og muskulatur omkring vagina og de nedre urinveje. Østrogen spiller endvidere en vigtig rolle i opbygning og vedligeholdelse af knoglemassen. Undersøgelser har vist, at østrogen også har en gunstig virkning på endotelet og den glatte muskulatur i karvæggen og hæmmer derved tidlige stadier af aterosklerose.  


Progesteron 

Progesteron dannes primært i corpus luteum efter ovulation, men umiddelbart forinden også i den modne follikel. Progesteron   bringer det østrogenstimulerede endometrium fra proliferationsfase til sekretionsfase i den anden halvdel af menstruationscyklus, således at endometriet er klar til at modtage et befrugtet æg.  

  

Androgen
Hos kvinder dannes der androgener både i thecaceller og interstitielle celler i ovariet samt i binyrebarken. Det biologisk mest aktive androgen er testosteron. Efter menopausen dannes der fortsat (men i nedsat grad) androgener i ovarierne, der sammen med androgener fra binyrerne aromatiseres til østrogen i fedtvæv. 

Anvendelsesområder

Terapeutisk anvendes kvindelige kønshormoner til følgende to hovedområder: 

 

  1. Hormonsubstitution er indiceret ved nedsat eller ophørt ovariefunktion tidligere end den normale, menopausealder. Se Præmatur menopause.
  2. Hormonterapi kan anvendes til lindring af gener i forbindelse med klimakteriet og postmenopausalt. Se Naturlig menopause.

  

  

Vedrørerende p-piller, se hormonale kontraceptiva

 
 
Gå til toppen af siden...