Organtransplantation

Revideret: 27.02.2017

Ved organtransplantation er det nødvendigt at anvende immundæmpende behandling for at undgå afstødning af det transplanterede organ, undtagen i de tilfælde hvor organdonor og patient (recipient) er enæggede tvillinger. 

Behandlingsvejledning

De immundæmpende præparater gives i kombination for at udnytte den synergistiske immunsupprimerende effekt af forskellige lægemidler. De anvendte medikamenter har flere forskellige angrebspunkter, og immunsystemet hæmmes således på forskellig vis. 

 

I tilslutning til transplantation gives en såkaldt induktionsbehandling bestående af en interleukin-2-receptor-antagonist eller anti-thymocytglobulin. Ved levertransplantation kan steroid være førstevalg i induktionsbehandling. Som vedligeholdelsesterapi gives oftest en flerstofsbehandling bestående af en calcineurinhæmmer og en antimetabolit samt prednisolon efter lokal tradition. Vedligeholdelsesbehandlingen påbegyndes før eller ved transplantationen, afhængig af om det er en levende eller afdød organdonor. 

Efterhånden som flere immundæmpende medikamenter er blevet tilgængelige, forsøges en mere individuel terapi ud fra en samlet risikovurdering. I de senere år er tendensen gået mod at nedsætte dosis af calcineurinhæmmer og reducere dosis eller helt ophøre med prednisolon. I takt hermed forsøger man at reducere forekomsten af bivirkninger. 

 

Hvis man ønsker at ophøre med en calcineurinhæmmer erstattes præparatet oftest af en signaltransduktionshæmmer (mTOR-hæmmer). En calcineurinhæmmer kan også erstattes af en ko-stimulatorisk signalhæmmer hos nyretransplanterede patienter. Azathioprin som antimetabolit har været anvendt ved organtransplantation i mange år, men er i det seneste årti blevet erstattet af mycophenolat. Hos lungetransplanterede patienter er azathioprin førstevalg som antimetabolit. 

 

Rituximab blev introduceret til transplantationsområdet i 1990’erne til behandling af post-transplantation lymfoproliferativ sygdom (PTLD). Rituximab har i de senere år fået en plads i induktionsbehandlingen forud for AB0-uforligelig nyretransplantation med levende donor samt ved nyretransplantation med donorspecifikke antistoffer. 

 

Selv om immunsystemet dæmpes ved organtransplantation, er der risiko for akut afstødning (rejektion) af celle- eller antistof-medieret (humoral) type. Oftest lykkes det at bremse afstødningsprocessen ved at intensivere immundæmpningen i form af højdosis steroid. Ved alvorligere akutte cellulære rejektioner behandles med anti-thymocytglobulin. Humoral afstødning behandles med plasmaferese. Højdosis immunglobulin og/eller rituximab kan også anvendes til at eliminere antistoffer. 

 

Behandlingsvejledning og rekommandationer fra RADS: 

Behandlingsvejledning fra RADS. Se endvidere Medicinrådet, der fra 1. januar 2017 har overtaget RADS' opgaver. 

Referencer

2551. Eisen HJ. Immunosuppression-state-of-the-art: anything new in the pipeline?. Curr Opin Organ Transplant. 2014; 19:500-7, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25160696 (Lokaliseret 20. maj 2016)
 
2552. Coelho T, Tredger M, Dhawan A. Current status of immunosuppressive agents for solid organ transplantation in children. Pediatr Transplant. 2012; 16:106-22, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22360399 (Lokaliseret 20. maj 2016)
 
 
 
Gå til toppen af siden...