Fampridin

N07XX

Revideret: 20.03.2017

Fampridin er en kaliumkanalblokker, der udøver sin effekt ved at reducere ionstrømmen gennem disse kanaler. Derved forlænges repolarisering og aktionspotentialet forstærkes i demyeliniserede aksoner i CNS, hvorved blokade af det propagerende aktionspotentiale kan ophæves. En klinisk effekt af dette er påvist på gangfunktionen hos patienter med multipel sklerose (MS). 

Anvendelsesområder

I to dobbelt-blinde, placebo-kontrollerede undersøgelser forbedres gangfunktionen. I begge studier dokumenteredes en relativ beskeden effekt (25% øget ganghastighed over knap 8 meter hos 43% henholdsvis 35%), men resultaterne var statistisk signifikante og fandtes at repræsentere en meningsfuld klinisk effekt. 

Fampridin anvendes som symptomatisk behandling med henblik på forbedring af gangbesvær hos patienter med multipel sklerose (MS). 

Behandlingsvejledning

Behandlingen bør initieres med en 2 ugers behandlingsperiode, idet kliniske fordele normalt vil kunne observeres indenfor 2 uger efter behandlingsstart med fampridin. En gangtest, eksempelvis 25 fods testen, anbefales for at vurdere forbedringer efter to uger. Behandlingseffekten bør jævnligt reevalueres og behandlingen bør stoppe, såfremt patienten ikke længere oplever nogen fordel af behandlingen.  

Behandlingen skal forestås af læger med særligt kendskab til behandling af MS. 

 

På området findes desuden en behandlingsvejledning fra RADS. Se endvidere Medicinrådet, der fra 1. januar 2017 har overtaget RADS' opgaver. 

Se evt. også oversigten over midler mod multipel sklerose

Kontraindikationer

Samtidig brug af andre midler med stoffet fampridin (4-aminopyridin). Epileptiske anfald i anamnesen eller aktuelt. Nyreinsufficiens (GFR < 80 ml/min.). Samtidig brug af lægemidler, som hæmmer organisk kationstransporter 2 (OCT2). 

Forsigtighedsregler

Samtidig brug af lægemidler som er substrater for OCT 2, fx carvedilol, propranolol og metformin. 

Fampyra bør administreres med forsigtighed til patienter med kardiovaskulære symptomer som hjerterytmeforstyrrelser og sinoatriale eller atrioventrikulære ledningsforstyrrelser. 

Bivirkninger

Bivirkninger er krampeanfald (ikke almindelig), søvnløshed, angst, balanceforstyrrelser, svimmelhed, paræstesier, rysten, hovedpine, slaphed, urinvejsinfektion, dyspnø, svælgsmerter, kvalme, opkast, obstipation, dyspepsi og rygsmerter. 

Graviditet

Bør ikke anvendes. 

Der er ingen data vedrørende brugen af fampridin til gravide. 

Dyreforsøg har vist reproduktiv toksicitet. 

Amning

Bør ikke anvendes.  

Det vides ikke, om fampridin udskilles i modermælken. 

Præparater

Indholdsstof Navn og firma Dispform og styrke Pakning Pris DDD
Fampridin Fampyra
Biogen
depottabletter 10 mg 28 stk. (blister) 139,28
Fampridin Fampyra
Biogen
depottabletter 10 mg 28 stk. (blister) (2care4) 137,79
Fampridin Fampyra
Biogen
depottabletter 10 mg 28 stk. (blister) (EuroPharmaD 141,63
Fampridin Fampyra
Biogen
depottabletter 10 mg 56 stk. (blister) (Orifarm) 133,05
Fampridin Fampyra
Biogen
depottabletter 10 mg 56 stk. (blister) 138,22
Fampridin Fampyra
Biogen
depottabletter 10 mg 56 stk. (blister) (Paranova) 99,36
Fampridin Fampyra
Biogen
depottabletter 10 mg 56 stk. (blister) (2care4) 99,29

Referencer

1751. Goodman AD, Brown TR, Cohen JA et al. Dose comparison trial of sustained-release fampridine in multiple sclerosis. Neurology. 2008; 71(15):1134-41, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/18672472 (Lokaliseret 24. maj 2016)
 
1752. Goodman AD, Brown TR, Krupp LB et al. Sustained-release oral fampridine in multiple sclerosis: a randomised, double-blind, controlled trial. Lancet. 2009; 373:732-8, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/19249634 (Lokaliseret 24. maj 2016)
 
 
 
Gå til toppen af siden...