Præmatur ejakulation

Revideret: 10.04.2018

Præmatur ejakulation (PE) betyder, at der indtræder uønsket sædafgang < 1 min efter vaginal intromission (2350). PE optræder hyppigt eller af og til hos ca. 10-30% af adspurgte mænd, mens kun 2-5% plages af tilstanden permanent. Der er aldrig påvist nogen eksakt patofysiologisk mekanisme, og almindeligvis vil problemet blive mindre udtalt med alderen. 

Behandlingsvejledning

Lokalanæstesi af glans penis forud for samleje med fx prilocain-lidokain creme påført 10-30 min. forud for coitus (2351) (2352). Det bør erindres, at lokalanæstetikum fra glans kan overføres til partneren, hvis ikke det aftørres grundigt før coitus. Kondomer med lokalanæstetikum er kommercielt tilgængelige og anvendes ligeledes. Mænd med PE og samtidig forekomst af erektil dysfunktion bør primært behandles med en PDE5-inhibitor (avanafil, sildenafil, tadalafil eller vardenafil) med henblik på at behandle erektionsproblemet først. Herved vil PE ofte være kureret. 

 

SSRI-præparater (selektive serotoningenoptagshæmmere) har gennem årtier været anvendt i flere europæiske lande og USA, hvor forskellige SSRI-præparater er registrerede til denne indikation (2353) (2354). De fleste anbefalinger vedr. psykofarmaka vedrører brugen af SSRI- (fluoxetin, paroxetin, sertralin) eller SRI-præparater (clomipramin). Både permanent behandling med relativt lave doser og p.n.-behandling har vist effekt med forsinkelse af sædafgang fra gns. ca. 1 min til 2-4 min (2999). Desværre ses også signifikante bivirkninger (kvalme, tørre slimhinder, sløvhed, reduceret libido eller erektionsevne).  

 

Flere randomiserede studier har vist signifikant dosisrelateret effekt af tramadol 50 - 100 mg indtaget 2-3 timer forud for coitus, således at ejakulationen kan forsinkes fra ca. 1 min til 3-4 min (2355) (2856)

Præparatvalg

PE er en generende tilstand, og man bør vælge et præparat med få bivirkninger. Lokalanæstesi af glans påført 20-30 minutter før seksuel aktivitet er stort set uden bivirkninger eller interaktioner og kan anvendes uden hensyn til anden medicinering eller andre sygdomme/tilstande. 

 

Tramadol 50 mg indtaget ca. 2 timer før seksuel aktivitet kan forsøges (ikke-registreret indikation), idet bivirkningerne er beskedne. 

SSRI-præparaterne kan forsøgsvis anvendes, men bivirkningerne kan være udtalte (2999)

Referencer

2350. Althof SC, Abdo CH, Dean J et al. International Society for Sexual Medicine's guidelines for the diagnosis and treatment of premature ejaculation. J Sex Med. 2010; 7(9):2947-69, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21050394 (Lokaliseret 18. maj 2016)

 

2351. Atikeler MK, Gecit I, Senol FA. Optimum usage of priocaine-lidocaine cream in premature ejaculation. Andrologia. 2002; 34:356-9, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/12472618 (Lokaliseret 8. juni 2016)

 

2352. Slob AK, van Berkel A, van der Werff ten Bosch JJ. Premature ejaculation by local penile anesthesia in an uncontrolled clinical replication study. J Sex Res. 2000; 37:244-7, http://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/00224490009552044 (Lokaliseret 18. maj 2016)

 

2353. Montague DK, Jarow J et al. Guidelines on the pharmacologic management of premature ejaculation. American Urological Association. 2004; , https://www.auanet.org/education/guidelines/premature-ejaculation.cfm (Lokaliseret 7. juni 2016)

 

2354. European Association of Urology. Guidelines on Male Sexual Dysfunction: Erectile dysfunction and premature ejaculation. 2014; , https://uroweb.org/wp-content/uploads/14-Male-Sexual-Dysfunction_LR.pdf (Lokaliseret 18. maj 2016)

 

2355. Safarinejad MR1, Hosseini SY. Safety and efficacy of tramadol in the treatment of premature ejaculation: a double-blind, placebo-controlled, fixed-dose, randomized study. J Clin Psychopharmacol. 2006; 26(1):27-31, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16415702 (Lokaliseret 18. maj 2016)

 

2856. Kurkar A, Elderwy AA, Abulsorour S et al. A randomized, double-blind, placebo-controlled, crossover trial of "on-demand" tramadol for treatment of premature ejaculation. Urol Ann. 2015; 7(2):205-10, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25835132 (Lokaliseret 18. maj 2016)

 

2999. IRF. SSRI til behandling af præmatur ejakulation. 2014; , http://www.irf.dk/dk/anmeldelser/praeparatanmeldelser/arkiv/priligy.htm (Lokaliseret 14. juni 2017)

 
 
 
Gå til toppen af siden...