Vitamin C, ascorbinsyre

A11G

Revideret: 16.05.2018

Det vandopløselige vitamin C indgår i intracellulære redoxprocesser, hvor det inaktiverer frie radikaler. Ascorbinsyre er nødvendigt for kollagenets og grundsubstansens funktionsdygtighed, letter omdannelsen af folsyre til folininsyre og understøtter absorptionen af jern og folsyre. Hos præmature på proteinrig og ascorbinsyrefattig kost ses undertiden hypertyrosinæmi. 

 

Vitamin C-mangel medfører skørbug. Hos børn, især i 6-12-måneders-alderen, er de karakteristiske symptomer anoreksi, vækststandsning, "rakitiske" knogleforandringer og ømhed og smerter i knoglerne (subperiostale blødninger); hos voksne især hudblødninger og hypertrofiske gingivae. Anbefalet daglig tilførsel for spædbørn 20-25 mg, småbørn og skolebørn 30-50 mg, voksne 60 mg, gravide 85 mg og lakterende 100 mg. Behovet er større ved store læsioner, febertilstande og lign. Også hos storrygere synes behovet at være øget. Findes i frugt og grøntsager. 

 

Vitamin C i store doser er blevet anvendt til profylakse og behandling af en lang række sygdomme. En systematisk gennemgang af alle kontrollerede undersøgelser har ikke vist klinisk relevant virkning af vitamin C i høje doser på hyppighed af forkølelser eller på sværhedsgraden af symptomer (1320).  

Øvre grænse ikke kendt, men ligger formentlig omkring 1.000 mg (2323)

Anvendelsesområder

Terapeutisk ved C-avitaminose. Profylaktisk ved udbredte læsioner, større forbrændinger og andre inflammatoriske tilstande. Benyttes endvidere ved hemiglobinæmi (methæmoglobinæmi) og hos præmature ved hypertyrosinæmi.

Referencer

1320. Hemilä H, Chalker E. Vitamin C for preventing and treating the common cold. Cochrane Database Syst Rev. 2013; , http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23440782 (Lokaliseret 12. maj 2016)

 

2323. Johnston CS. Biomarkers for establishing a tolerable upper intake level for vitamin C. Nutr Rev. 1999; 57:71-7, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/10101920 (Lokaliseret 12. maj 2016)

 
 
 
Gå til toppen af siden...