Trimopan®

J01EA01
 
 

Anvendelsesområder

  • Urinvejsinfektioner forårsaget af trimethoprimfølsomme bakterier.
  • Kan anvendes til forebyggelse hos patienter med recidiverende eller kroniske urinvejsinfektioner.

Dispenseringsform

Tabletter. 1 tablet indeholder 100 mg (delekærv) trimethoprim. 

Oral suspension. 1 ml indeholder 10 mg trimethoprim. 

Doseringsforslag

Alder  

Urinvejsinfektion  

Langtidsbehandling  

Voksne og børn > 12 år 

200 mg 2 gange dgl. 

100 mg dgl. ved sengetid 

Børn 6-12 år 

100 mg 2 gange dgl. 

1-2 mg/kg/døgn ved sengetid 

Børn 3 mdr.- 6 år 

6-8 mg/kg legemsvægt i døgnet 

fordelt på 2-3 doser 

1-2 mg/kg/døgn ved sengetid 


Stærkt nedsat nyrefunktion 

  • GFR 15-25 ml/min. Normal dosis i 3 dage, derefter halv dosis.


Beregn eGFR her: Beregneren er fjernet pga. krav om CE-mærkning.  

Kontraindikationer

  • Børn < 6 uger
  • Trimethoprimallergi
  • Megaloblastær anæmi pga. folsyremangel
  • Vitamin B12-mangel
  • Tidligere eller nuværende bloddyskrasier
  • Stærkt nedsat nyrefunktion med GFR< 15 ml/min.
  • Svær leverinsufficiens
  • Samtidig behandling med glibenclamid, glipizid, methotrexat og tolbutamid.

Forsigtighedsregler

  • Bør ikke anvendes til børn < 3 mdr. Hvis brug alligevel vurderes nødvendig, monitoreres omhyggeligt og gives folsyretilskud.
  • Ved langtidsbehandling bør blodbilledet kontrolleres.
  • Ved nedsat nyrefunktion eller ved samtidig behandling med kaliumbesparende diuretika bør serum-kalium kontrolleres jævnligt pga. risiko for hyperkaliæmi.
  • Bør ikke anvendes ved porfyri.

Bivirkninger

Almindelige (1-10%) Glossitis, Kvalme, Opkastning.
Hudkløe, Hududslæt.
Ikke almindelige (0,1-1%) Eosinofili, Leukopeni.
Sjældne (0,01-0,1%) Pseudomembranøs colitis.
Agranulocytose, Anæmi, Trombocytopeni.
Aseptisk meningitis.
Eksfoliativ dermatitis, Erythema multiforme, Fotosensibilitet, Stevens-Johnsons syndrom, Toksisk epidermal nekrolyse.
Anafylaktisk reaktion, Angioødem, Drug fever, Hypersensitivitetsreaktioner.
Meget sjældne (< 0,01%) Hyperkaliæmi.
Uveitis.
  • Tilfælde med aseptisk meningitis optræder som regel få timer efter behandlingens begyndelse og viser sig ved kulderystelser og høj feber, nakkestivhed, kvalme, opkastninger og pleocytose i spinalvæsken.
  • Der er både beskrevet tilfælde med overvejende mononukleære celler i spinalvæsken og tilfælde med polymorfnukleære celler i spinalvæsken.
    Patienterne reagerer med samme symptomatologi, hver gang der gives trimethoprim.
  • Folininsyremangel forekommer sjældent og kun efter høj dosering eller lang tids behandling. Den behandles med folininsyre. Folsyre er ikke effektivt i disse tilfælde.
  • Patienter, som i forvejen har eller har haft makrocytær anæmi, udvikler særlig let granulocytopeni, trombocytopeni og yderligere anæmi. Hos disse patienter kan forandringerne være irreversible.

Interaktioner

  • Ved samtidig anvendelse af trimethoprim og methotrexat kan virkning og bivirkninger af methotrexat øges. Kombination skal undgås.
  • Trimethoprim kan forlænge tolbutamids plasmahalveringstid med ca. 20%. Trimethoprim formodes at have samme virkning på andre sulfonylurinstoffer som glibenclamid og glipizid, da der formentlig er en klasseeffekt. Kombination med glibenclamid, glipizid eller tolbutamid bør derfor undgås.
  • Ved samtidig anvendelse af phenytoin eller warfarin ses øget virkning pga. hæmmet hepatisk metabolisme.
  • Ved samtidig anvendelse af trimethoprim og ciclosporin nedsættes virkningen af ciclosporin pga. øget hepatisk omsætning af ciclosporin.
  • Trimethoprim kan øge virkningen af lamivudin.
  • Forsigtighed ved samtidig brug af kaliumbesparende diuretika eller ACE-hæmmere pga. risiko for hyperkaliæmi.

Graviditet

Må ikke anvendes. Diskrepans mellem medicin.dk og produktresumé.

Baggrund: Trimethoprim er en folsyreantagonist, hvilket almindeligvis giver grund til forbehold ved graviditet. Der er kohortedata for mange tusinde 1. trimester-eksponerede - oftest i kombination med et sulfonamid. De mest valide af disse data tyder ikke på en overhyppighed af misdannelser, men en kohorte fandt en øget hyppighed af kardiovaskulære hjertemisdannelser. Herudover har to case-control-undersøgelser fundet en sammenhæng mellem eksponering for trimethoprim og læbe-ganespalte, urinvejsdefekter, neuralrørsdefekter og kardiovaskulære misdannelser. Risikoen var mindre ved samtidig folsyretilskud, som derfor bør anvendes, hvis patienten har været i behandling med trimethoprim i 1. trimester. Samtidig bør en misdannelsesscanning overvejes/tilbydes.
Ved urinvejsinfektion i 1. trimester kan i stedet anvendes ampicillin, mecillinam eller sulfamethizol. 


Se endvidere

Amning

Må kun anvendes under visse forudsætninger. Diskrepans mellem medicin.dk og produktresumé.

Baggrund: Den relative vægtjusterede dosis er ca. 9%, hvilket er moderat højt. Der er ikke beskrevet bivirkninger hos barnet. Da trimethoprim påvirker folsyremetabolismen, bør amning undgås ved behandlingsvarighed > 7 dage.  


Se endvidere

Bloddonor

Må ikke tappes. (4 ugers karantæne).

Farmakodynamik

  • Trimethoprim er et pyrimidinderivat, som virker ved at hæmme mikroorganismernes omdannelse af dihydrofolsyre (folsyre) til tetrahydrofolsyre (folininsyre). 
  • Ved at afbryde folininsyresyntesen hæmmer det mikroorganismernes syntese af purin og dermed af DNA og RNA.
  • Mikrobiologisk virkningsspektrum
    • Trimethoprim har stort set samme virkningsspektrum som sulfonamider.
    • Følgende bakterier er sædvanligvis følsomme: 
      • Stafylokokker
      • Streptokokker
      • E. coli
      • Klebsiella spp.
      • Enterobacter spp.
      • Proteus spp. 
    • Følgende bakterier er resistente:
      • Neisseria spp.
      • Pseudomonas aeruginosa
      • Clostridium spp.
      • Bacteroides spp.

Farmakokinetik

  • Absorberes hurtigt og fuldstændigt fra mave-tarmkanalen.
  • Maksimal plasmakoncentration nås i løbet af 2-3 timer.
  • Plasmahalveringstid ca. 10 timer.
  • Fordeler sig i hele organismens vandfase og trænger ind i cellerne.
  • Passerer blod-hjernebarrieren.
  • Ca. 70% udskilles uændret gennem nyrerne.
  • Urinens pH har stor betydning for udskillelsen: Trimethoprim er en svag base, der ved faldende pH overgår til ioniseret form. Da det er den ikke ioniserede del af trimethoprim, som kan tilbageabsorberes i tubuli, vil udskillelsen øges ved sur reaktion.

Egenskaber, håndtering og holdbarhed

Håndtering 

Oral suspension omrystes før brug. 

Indholdsstoffer

Hjælpestoffer

Konservering:
Methylparahydroxybenzoat  (E218) : oral suspension 10 mg/ml
Propylparahydroxybenzoat  (E216) : oral suspension 10 mg/ml
Smag:
Abrikos : oral suspension 10 mg/ml
Andre:
Lactose : filmovertrukne tabletter 100 mg

Firma

Pakninger, priser, tilskud og udlevering

Tilskud Udlevering Disp.form og styrke Vnr. Pakning Pris i kr. Pris DDD
(B) filmovertrukne tabletter 100 mg (kan dosisdisp.) 580092
30 stk.
51,95 6,93
(B) filmovertrukne tabletter 100 mg (kan dosisdisp.) 580100
100 stk.
85,85 3,43
(B) oral suspension 10 mg/ml 468546
100 ml
110,60 44,24

Foto og identifikation

Filmovertrukne tabletter  100 mg

Præg:
Intet præg
Kærv: Delekærv
Farve: Hvid
Mål i mm: 9 x 9
filmovertrukne tabletter 100 mg
 
 
 
 
 

Revisionsdato

2018-03-13. Priserne er dog gældende pr. mandag den 21. maj 2018
Der kan forekomme forskelle mellem præparatbeskrivelsen og oplysningerne i produktresumeet og/eller indlægssedlen. Det skyldes, at pro.medicin.dk kan have suppleret Lægemiddelstyrelsens og producentens præparatinformationer med andre kilder. Pro.medicin.dk har det fulde ansvar for præparatbeskrivelserne.
Gå til toppen af siden...