Elimination

Revideret: 21.03.2016
Jette Jacobsen (Forfatter),

Ved elimination forstås fjernelse af det aktive lægemiddelstof fra plasma. Dette sker hyppigst ved omdannelse til inaktivt stof i plasma (plasmametabolisme) og/eller ved distribution til væv og/eller ved udskillelse (ekskretion).

Metabolisme foregår ved to hovedformer af enzymatiske processer: en egentlig kemisk omdannelse af lægemiddelstoffet, fase 1-reaktioner (oxidation, reduktion eller hydrolyse) eller ved en kobling af lægemiddelstoffet til andre stoffer, fase 2-reaktioner (konjugering). Sidstnævnte proces resulterer i en mere hydrofil (vandopløselig) metabolit, som dermed lettere udskilles gennem nyrerne. Fase 1-reaktioner medfører i reglen en inaktivering af lægemiddelstoffet, dog kan de dannede metabolitter i nogle tilfælde også være farmakologisk aktive.
Langt de fleste lægemiddelstoffer metaboliseres gennem oxidation i leverens cytokrom P450-system. Stoffernes metabolitter er almindeligvis kun omtalt i medicin.dk, hvis de er terapeutisk aktive eller kan give bivirkninger.

Ekskretion kan finde sted gennem nyrerne eller med galde, sved, spyt eller ekspirationsluft. Kvantitativt spiller nyrerne langt den største rolle.
De fleste stoffer udskilles ved glomerulær filtration og koncentreres i urinen ved passagen gennem tubuli. Hvis sekretionen er tubulær, betyder det i reglen en hurtig elimination. Urinens pH kan spille en rolle. Syreholdige stoffer ioniseres og har en højere vandopløselighed i alkalisk urin (fx carboxylsyrer som salicylater og penicilliner) og vil derfor elimineres hurtigst ved alkalisk urin. Basiske stoffer (fx aminer som ephedrin) ioniseres og har en højere vandopløselighed i surt miljø og vil derfor elimineres hurtigst ved sur urin. 

En nedsat glomerulær filtration ved nyreinsufficiens kan kræve dosisreduktion for at undgå kumulation. Hvor disse forhold har klinisk betydning, er der i medicin.dk angivet dosering til patienter med nedsat nyrefunktion.
Mange lægemiddelstoffer findes i ret høje koncentrationer i galden, men da galdeproduktionen kun udgør 0,5-1 l i døgnet, spiller galden kun en væsentlig rolle for nogle få stoffers udskillelse, fx glukokortikoider og fusidinsyres metabolitter. Den biliære ekskretion kan i en række tilfælde være efterfulgt af reabsorption fra tarmen.

Clearance (Cl) for et lægemiddelstof er et udtryk for organismens evne til at eliminere det pågældende stof. Clearance er pr. definition en proportionalitetsfaktor:

Eliminationshastighed = Clearance x plasmakoncentration

En fysiologisk analogi for clearance udtrykker således det volumen plasma, som organismen renser for lægemiddelstof pr. minut. Clearance er af stor betydning ved opstilling af et rationelt doseringsregime, idet det normalt gælder, at clearance for et bestemt lægemiddelstof er uafhængig af plasmakoncentrationen i de sædvanlige kliniske koncentrationsområder. 

Plasmakoncentrationen, som opnås i steady state, kan beregnes, når man kender absorptionsfraktionen, clearance, dosis og doseringsinterval (van Rossums formel):

Van Rossums formel
 

Css: steady state-koncentration
F: absorptionsfraktion
D: dosis
&dlifig1120;: tau, dosisinterval i timer
Cl: clearance
Ved konstant halveringstid opnås steady state efter 4-5 halveringstider.

Plasmahalveringstiden (t½) er i reglen et udmærket praktisk udtryk for lægemiddelstoffets eliminationshastighed og i noget omfang også virkningsvarighed. Kendskab til plasmahalveringstiden har betydning for doseringsinterval, hvornår steady state nås, kumulationsrisiko og endvidere, om det er hensigtsmæssigt at fremstille et oralt depotpræparat. Plasmahalveringstiden er en såkaldt sekundær farmakokinetisk parameter, som er afhængig af såvel fordelingsvolumen (Vd) som clearance (Cl):

Plasmahalveringstid 

Gå til toppen af siden...