Histamin og histaminreceptorer

Revideret: 03.12.2015

Histamin 

Findes bundet i granula i organismens mastceller og basofile leukocytter samt i hjernen, hvor det fungerer som neurotransmitter. Der er særligt mange mastceller og dermed histamin i næse, mund og blodkar. Ved aktivering af mastceller og basofile leukocytter frigøres histamin og en række andre potente mediatorer. 
Flere mekanismer kan udløse en histaminfrigørelse. Ved en allergisk reaktion (type I) vil kontakt mellem et allergen og IgE-molekyler på mastcellers og basofile leukocytters overflade udløse en histaminfrigørelse. IgG- og IgM-immunologiske reaktioner, hvor komplement aktiveres, kan resultere i en tilsvarende frigørelse. Histaminfrigørelse kan også udløses af medikamenter (fx morfika) eller diagnostika (fx visse røntgenkontrastmidler) eller andre stoffer, som direkte kan aktivere komplementkaskaden. 

  

Endelig kan en mekanisk påvirkning/skade medføre degranulering og dermed histaminfrigørelse fra mastcellerne. 
 

Ved urticaria er histamin den dominerende mediator, ligesom det ved allergisk rhinitis er histamin, der udløser nysen, vandig sekretion og kløe (samt øjensymptomer). Der er imidlertid også andre mediatorer involveret i den tilstoppede næse, og antihistaminer har derfor mindre god effekt på dette symptom. 

  

Histaminreceptorer  

Opdeles i H1-, H2- og H3-receptorer. Antallet af cellereceptorer og deres fordeling mellem H1- og H2-receptorer varierer i forskellige vævs- og celletyper. Vigtigst i denne sammenhæng er effekten på kar (dilatation og permeabilitetsøgning via H1 og H2), sensoriske nerver (smerter, kløe, nysen, sekretion og forbigående erytem via H1), parietalceller (øget syresekretion via H2), glat muskulatur i bronkier og tarm (kontraktion via H1) samt hjertet (H1 og H2). H3-receptorer findes i hjernen og har autoregulatoriske effekter.