Steroidinduceret osteoporose

Revideret: 18.04.2018

 

Behandling med glukokortikoid øger risikoen for fraktur gennem multiple mekanismer. Glukokortikoid hæmmer direkte knogleformationen, inducerer en negativ calciumbalance, virker katabolt på muskelvæv (myopati) og kan forårsage hypogonadisme gennem en mindsket sekretion af hypofysegonadotropiner, testosteron og østrogen. Tilsammen fører disse effekter til et dosisafhængigt knogletab og en dosisafhængig øget risiko for fraktur (1380)

 

Systemisk prednisolonbehandling i dgl. dosis > 2,5 mg øger frakturrisikoen. Inhaleret steroid i høje doser har tillige negativ indflydelse på BMD, om end inhalationsbehandling ikke fører til en betydelig øget frakturrisiko (3409). Blandt patienter i kronisk behandling med systemisk glukokortikoid vil 30-50% pådrage sig en fraktur, medmindre der iværksættes frakturprofylakse (1382). I et dobbeltblindet randomiseret studie, som inkluderede 227 mænd og kvinder i langtidsbehandling med glukokortikoid, havde 30% en prævalent vertebral fraktur ved baseline. 1 års behandling med risedronat førte til en 71% reduceret risiko for en incident vertebral fraktur (5,7% i behandlingsgruppen vs. 17,3% i placebogruppen) (2216).  

 

Knogletabet sætter hurtigt ind, hvorfor det anbefales at iværksætte frakturprofylakse samtidigt med, at der påbegyndes systemisk behandling med glukokortikoid.  

 

Da glukokortikoider bl.a. mindsker den intestinale calciumabsorption, bør alle patienter i behandling med glukokortikoid tilrådes et dagligt tilskud af calcium (800-1.200 mg) og D-vitamin (20-40 mikrogram). Desuden bør patienten henvises til (subakut) DXA-scanning. Afhængigt af T-score, glukokortikoiddosis og behandlingens varighed anbefales antiresorptiv behandling:  

 

  • T-score ≤ -1,0 og nuværende eller planlagt systemisk glukokortikoidbehandling (mindst 5 mg prednisolon/døgn i mere end 3 mdr. eller intermitterende glukokortikoidbehandling med en samlet varighed på mere end 3 mdr. inden for 1 år).
  • T-score ≤ -2,5 og systemisk glukokortikoidbehandling.

 

Behandling med glukokortikoid fører i særdeleshed til tab af trabekulært knoglevæv, hvorfor frakturrisiko er særlig stor i columna. Der er bedre frakturforebyggende effekt af anabol behandling med teriparatid end antiresorptiv behandling med alendronat (1384), hvorfor det er tilrådeligt at være særligt opmærksom på forekomsten af kompressionsfrakturer i columna hos disse patienter. Hos patienter med kompressionsfrakturer i columna, og som opfylder kriterierne for enkelttilskud til knogleanabol behandling, anbefales 24 måneders behandling med teriparatid efterfulgt af antiresorptiv behandling. Hos patienter, som ikke opfylder kriterierne for anabol behandling, er der ingen væsentlige præparatforskelle mellem alendronat, risedronat og zoledronsyre, hvorfor billigste præparat/mest hensigtsmæssige administrationsvej kan vælges (3017). Tillige er det dokumenteret, at denosumab øger BMD ved steroidinduceret osteoporose hos kvinder, men der foreligger endnu ikke frakturdata (2717). Endvidere bør det overvejes at korrigere en glukokortikoidinduceret hypogonadisme, idet det er dokumenteret, at såvel testosteron- som østrogenbehandling øger BMD. 


Opfølgning 

Patienter, som ikke opfylder T-score-kriterierne for farmakologisk osteoporosebehandling ved indledning af steroidbehandlingen, bør ved fortsat glukokortikoidbehandling re-scannes efter (6-)12 måneder. Ved osteoporosebehandling anbefales kontrol af BMD efter det første år og dernæst med 2 års mellemrum. Behandling anbefales opretholdt i minimum 1 år efter ophør af glukokortikoidbehandling. Mange patienter, som behandles med glukokortikoid, har imidlertid også andre risikofaktorer for fraktur, hvorfor der ofte vil være indikation for fortsat osteoporosebehandling. 

Referencer

1380. Vestergaard P, Olsen ML, Paaske JS et al. Corticosteroid use and risk of hip fracture: a population-based case-control study in Denmark. J Intern Med. 2003; 254:486-93, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/14535971 (Lokaliseret 6. juni 2016)

 

1382. Canalis E, Mazziotti G, Giustina A et al. Glucocorticoid-induced osteoporosis: pathophysiology and therapy. Osteoporos Int. 2007; 18:1319-28, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/17566815 (Lokaliseret 6. juni 2016)

 

1384. Saag KG, Shane E, Boonen S et al. Teriparatide or alendronate in glucocorticoid-induced osteoporosis. N Engl J Med. 2007; 357:2028-39, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/18003959 (Lokaliseret 6. juni 2016)

 

2216. Cohen S, Levy RM, Keller M et al. Risedronate therapy prevents corticosteroid-induced bone loss: a twelve-month, multicenter, randomized, double-blind, placebo-controlled, parallel-group study. Arthritis Rheum. 1999; 42:2309-18, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/10555025 (Lokaliseret 6. juni 2016)

 

2717. Petranova T, Sheytanov I, Monov S et al. Denosumab improves bone mineral density and microarchitec-ture and reduces bone pain in women with osteoporosis with and without glucocorticoid treatment. Biotechnol Biotechnol Equip. 2014; 28:1127-37, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26019600 (Lokaliseret 6. juni 2016)

 

3017. Allen CS, Yeung JH, Vandermeer B et al. Bisphosphonates for steroid-induced osteoporosis. Cochrane Database Syst Rev. 2016; , https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/27706804 (Lokaliseret 2. februar 2017)

 

3409. Sutter SA, Stein EM. The Skeletal Effects of Inhaled Glucocorticoids. Curr Osteoporos Rep. 2016; 14(3):106-13, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/27091558 (Lokaliseret 12. marts 2018)