Akut højdesyge

Revideret: 03.02.2017

Akut højdesyge er et symptomkompleks, der ses i forbindelse med opstigning til større højder på grund af det lavere partialtryk af ilt. 

 

Graden af symptomer er i høj grad korreleret til opstigningshastigheden, varigheden af ophold i højde samt den absolutte højde. Således varierer hyppigheden fra 9 % ved 2.850 m til 53 % ved 4.550 m. Personer, der én gang har haft højdesyge, har større risiko for dette ved reeksponering. 

 

Den præcise patofysiologi er uklar, men der er bred enighed om, at hypoxi grundet lavt partialtryk af ilt i højderne er grundårsagen. Den lave ilttension medfører hyperventilation og heraf følgende respiratorisk alkalose, som efter nogle dage kompenseres renalt. Desuden øges det kardielle output for at opretholde tilstrækkelig vævoxygenering. Hypoxien kan medføre kontraktion i pulmonale kar og resultere i pulmonal hypertension, som pga. væskeudsivning fra karbanen kan medføre lungeødem. Cytotoksiske mediatorer og ændringer i blod-hjernebarrieren kan medføre øget intrakranielt tryk, som kan udvikles til hjerneødem. 

 

Den interindividuelle variabilitet i tilbøjeligheden til at få akut højdesyge hidrører med god sandsynlighed fra enten kroppens reaktion på hypoxien eller kroppens reaktion på de dannede signalmolekyler og mediatorer. Genetisk polymorfisme er således vist at være associeret med både udvikling af akut højdesyge samt fysiologiske variable (som fx flow i arteria basilaris), som kan tænkes at have en betydning. 

 

Symptomerne kan være lettere bestående af utilpashed, søvnproblemer, hovedpine, kvalme og opkastning. I mere udtalte tilfælde intensiveres symptomerne. Ved manifest lungeødem ses tiltagende dyspnø udviklende sig til cyanose og evt. koma. Neurologiske udfald, bevidsthedssløring, hallucinationer og kramper kan ses ved hjerneødem. 

Behandlingsvejledning

Profylakse 

Patienterne informeres om symptomer på højdesyge samt vigtigheden af rolig opstigning til sluthøjde samt rigelig væskeindtagelse (3-4 liter i døgnet). 

 

Hertil kan gives medicinsk profylakse med carboanhydrasehæmmeren acetazolamid 125 mg (evt. 250 mg) 2 gange dgl. fra 2 dage før opstigning til et døgn efter opnået sluthøjde (2356, 2357, 2358, 2359)

( OBS: ikke-registreret indikation og dosering ).
Medikamentel profylakse udelukker ikke mulighed for højdesyge og effekten menes størst hos patienter disponeret til højdesyge, hvilket i praksis kan vurderes på baggrund af anamnese om tidligere symptomer på højdesyge (2356, 2357, 2358, 2359)

 

Bivirkninger 

Ved kortere anvendelse som medicinsk profylakse mod højdesyge er paræstesier i hænder og fødder samt forbigående øget diurese de primære bivirkninger. I øvrigt henvises til præparatbeskrivelsen. 

 

Behandling 

Ved symptomer anbefales umiddelbart hvile samt reduktion af højde. Ved manifest svær højdesyge evt med lunge- eller hjerneødem skal gives ilt, og personen skal flyttes til lavere beliggende område så hurtigt som muligt, og der gives organunderstøttende terapi. Lungeødem i forbindelse med højdesyge kræver specifik behandling og skal således ikke behandles som det klassiske kardiogene lungeødem. 

 

Præparatvalg 

Acetazolamid (ikke-registreret indikation). 

Referencer

2356. Richie ND, Baggot AV, Todd WTA. Acetazolamide for the Prevention of Acute Mountain Sickness - A Systematic Review and Metaanalysis. J Travel Med. 2012; 19:298-307, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22943270 (Lokaliseret 26. maj 2016)
 
2357. Imray C, Wright A, Subudhi A et al. Acute Mountain Sickness: Pathophysiology, Prevention, and treatment. Prog Cardiovasc Dis. 2010; 52:467-84, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20417340 (Lokaliseret 26. maj 2016)
 
2358. West JB. High-Altitude Medicine. Am J Respir Crit Care Med. 2012; 186(12):1229-37, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23103737 (Lokaliseret 26. maj 2016)
 
2359. NHS Choices. Altitude sickness - Prevention. 2013; , http://www.nhs.uk/Conditions/Altitude-sickness/Pages/Prevention.aspx (Lokaliseret 6. juni 2016)