Medicinoverforbrugs-hovedpine

Revideret: 19.04.2018

Medicinoverforbrugs-hovedpine (MOH) er en kronisk hovedpine (≥15 dage/måned) betinget af et overforbrug af analgetika og/eller anfaldsmedicin mod migræne. Et overforbrug er defineret som indtagelse af anfaldsmedicin ≥15 dage/måned for simple analgetika/NSAIDs eller ≥10 dage/måned for triptaner, ergotamin, opioider eller kombinationer heraf igennem en 3 måneders periode.  

 

Medicinoverforbrugs-hovedpine er karakteriseret ved følgende (1707) (3573)

  • Det typiske mønster for MOH er en gradvist tiltagende hovedpine over uger til måneder.
  • MOH ses hos personer, der i forvejen lider af hovedpine, oftest migræne og/eller spændingshovedpine.
  • Hyppigst er overforbruget betinget af håndkøbsmedicin.
  • MOH forekommer både ved indtagelse af analgetika/migrænemedicin pga. hovedpine, men ses også når analgetika tages på anden indikation, fx rygsmerter eller gigtlidelser.

Behandlingsvejledning

Det er afgørende for behandlingssucces at patienten forstår, at den medicin der bruges til at behandle hovedpinen kan være med til at forværre og vedligeholde hovedpinen. Det vil i sig selv kunne få mange patienter til at reducere deres medicinforbrug.  

 

Behandlingen af MOH består i de første 2 måneder af 

  • Undervisning og information. Patienterne skal informeres om, at man efter brat seponering kan udvikle abstinenssymptomer og rebound-hovedpine med migrænelignende hovedpine, med evt. kvalme, opkastninger, søvnforstyrrelser, uro, angst, hypotension og takykardi. Disse symptomer varer typisk 2 - 10 dage, afhængigt af den type medicin der er overforbrugt.
  • Seponering af alle analgetika/migrænemedikamina i to måneder. Dette omfatter også analgetika, der tages for andre smerter.
  • Støttemedicin. Ved kvalme og opkastninger kan gives metoclopramid eller domperidon.
  • Behandling af abstinenssymptomer. Ved overforbrug af morfika er det oftest nødvending med indlæggelse og medicinsanering under metadondække fx metadon 20 mg aftrappet over 4 dage.
  • Registrering af hovedpine. Efter 2 måneder evalueres hovedpinen. Det er derfor vigtigt, at patienten registrerer hovedpinen og medicinforbruget enten i en diagnostisk hovedpinedagbog eller i en hovedpinekalender. Det kan være en fordel at benytte en diagnostisk hovedpinedagbog, da hovedpinens fænotype kan ændre sig i forløbet.

 

Under behandlingsforløbet er det vigtigt med støtte og forståelse fra pårørende, arbejdsgiver og egen læge. Oftest vil man anbefale en sygemelding på 2-3 uger. 

Når abstinenssymptomerne aftager, mærker patienterne ofte spontan bedring af hovedpinen over de næste uger til måneder. Mange patienter mærker også en betydelig almen bedring i deres tilstand, da de nu ikke længere er påvirket af den daglige medicin.  

 

Efter to måneder uden anfaldsmedicin evalueres hovedpinemønsteret: 

  • Stillingtagen til behov for medicinsk profylakse. Ud fra hovedpinetype og hovedpinefrekvens vurderes, om der er behov for forebyggende medicin efter sædvanlige retningslinjer afhængig af hovedpinetype.
  • Grundig information om korrekt brug af akut og profylaktisk medicinsk behandling.
  • Nøje monitorering af analgetikaforbrug fremover ved hjælp af hovedpinekalender for at undgå nyt overforbrug.

 

Viderehenvisning til specialfunktion og eventuel indlæggelse på neurologisk afdeling kan være nødvendig, hvis der er tale om markant overforbrug, brug af opioider, signifikant comorbiditet eller tidligere, mislykkede behandlingsforløb. 

Referencer

1707. Dansk Hovedpine Selskab. Referenceprogram - Diagnostik og behandling af hovedpinesygdomme og ansigtssmerter. Dansk Hovedpine Selskab. 2010; 2. udgave, http://dhos.dk/wp-content/uploads/2016/08/Referenceprogram-2010.pdf (Lokaliseret 20. september 2018)

 

3573. Munksgaard L et al. neurologisk National Behandlingsvejledning. Medicinoverforbrugshovedpine. neuro.dk. 2017; , http://neuro.dk/wordpress/nnbv/medicinoverforbrugshovedpine/ (Lokaliseret 19. april 2018)