Eksem

Revideret: 17.11.2015

Eksemer udgør omkring halvdelen af alle hudsygdomme. Fælles for eksemsygdommene er en lymfocytær inflammation i dermis og epidermis med spongiose (intercellulært ødem i epidermis), som evt. klinisk kan erkendes i form af vesikeldannelse. 

Eksemer kan være overvejende exogene, som fx allergisk/irritativt kontakteksem, fotoallergisk/fototoksisk eller mikrobielt eksem, eller overvejende endogene som fx atopisk dermatitis, seboroisk dermatitis, neurodermatitis eller staseeksem. 

Eksemreaktionen er karakteriseret ved kløe, ødem, papler og vesikler i det akutte stadium og afskalning, tørhed og fissurer i det kroniske stadium. På grund af svækkelse af hudens barrierefunktion og ekskoriationer kan sekundær bakteriel infektion lettere optræde. Det gælder specielt ved atopisk dermatitis, hvor huden kan koloniseres med gule stafylokokker. 

Behandlingsvejledning

Behandlingen af eksem er primært symptomatisk, og her vil lokal steroidbehandling ofte være tilstrækkelig. Eksemets karakter og lokalisation er afgørende for valget af dispenseringsform. Lokalsteroidbehandlingen bør altid kombineres med brug af passende fugtighedscreme, som reducerer fordampning af vand fra huden og dermed lindrer og blødgør huden. 

Infektion kan behandles med kortvarig brug af lokalsteroid kombineret med antimikrobielt middel eller systemisk antibiotika efter resistensbestemmelse. Hvis eksemet ikke svinder under relevant behandling, bør muligheden for allergisk kontaktdermatitis overvejes, og patienten henvises til dermatolog med henblik på allergitestning med lappeprøver. 

  

Præparatvalg

Lokalsteroider bør være førstevalg jvf. ovenstående. Makrolidderivaterne tacrolimus og pimecrolimus er antiinflammatoriske midler til behandling af atopisk dermatitis. Disse midler er specielt velegnede ved behov for længerevarende kontinuerlig behandling, hvor kortikosteroiderne ikke kan anvendes på grund af risiko for hudatrofi. Præparaterne kan ligeledes anvendes ved eksem på øjenlåg, hvor steroider er mindre hensigtsmæssige på grund af risiko for atrofi.
Tjærepræparater kan anvendes ved kronisk eksem og psoriasis. Se Tjæreholdige midler mod psoriasis.
Svovlholdig shampoo indeholdende zinkpyrition samt ketoconazolholdig shampoo kan anvendes ved seboroisk dermatitis (skæl) i hårbunden. 
 


Ved sværere eksemtilstande kan systemisk behandling være indiceret. Ofte vælges i første omgang monoterapi med azathioprin eller intermitterende prednisolon. Ciclosporin A er ligeledes godkendt til behandling af svær og terapiresistent atopisk dermatitis.  

Alitretinoin kan være indiceret ved kortikosteroid refraktær svær kronisk håndeksem. Udbredt hyperkeratotisk hånd- og fodeksem (eczema hyperkeratoticum) kan med fordel behandles med acitretin. Alitretinoin og acitretin er systemiske retinoider