Viral øjenbetændelse

Revideret: 23.03.2017

Typiske symptomer er akut indtrædende stærkt irriterede øjne, oftest forudgået af øvre luftvejsinfektion. 

Objektivt ses vandigt, farveløst flåd, hævelse af slimhinden på først det ene øje og efter 3-4 dage på begge øjne. Tilstanden kan vare i flere uger. Der kan ses preaurikulær lymfeknudehævelse. Adenovirusinfektion kan forekomme endemisk, da den er stærk smitsom. God håndhygiejne må derfor indskærpes patienter og behandlere. 

Behandlingsvejledning

Der findes ingen specifik behandling mod adenovirus. 

Ved adenovirus er behandling smørende (lubrikerende) øjendråber, der lindrer og øger patientens komfort. 

Svære tilfælde af adenovirusinfektion bør ses af øjenlæge og kan behandles med kombinationspræparat af steroid og antibiotika under kontrol af det intraokulære tryk. Behandling mildner og afkorter det kliniske forløb ved at dæmpe inflammationen og forhindre sekundær bakteriel infektion. Adenovirusinfektion svinder spontant, men der kan være sløret syn og irritabel slimhinde i op til 6 måneder efter infektionen. 

 

Præparatvalg

Udvalget af smørende øjendråber er stort, og det ene præparat kan ikke fremhæves frem for det andet.