Porfyri

Revideret: 13.02.2017

Akutte porfyrier er sjældne, arvelige sygdomme, som skyldes nedsat aktivitet i enzymerne i hæmsyntesen. Ved stimulering af hæmsyntesen kan dette føre til ophobning af porfyrinmetabolitter, som kan udløse akutte porfyrianfald. 

 

I Danmark ses hyppigst akut intermitterende porfyri (defekt i porfobilinogen (PBG)-deaminase), men heriditær koproporfyri (defekt i koproporfyrinogenoxidase) og variegat porfyri (defekt i protoporfyrinogenoxidase) er også beskrevet. 

 

I Danmark er der 100-200 personer med kendt akut porfyri. Formentlig er der 5-10 gange så mange, der har arveanlæggene. Disse har således risiko for at få livstruende porfyrianfald under uheldige omstændigheder, fx ved faste, anæstesi, eller hvis de får lægemidler, der kan udløse porfyrianfald. Opgørelser viser dog, at kun 10-20% af disponerede personer oplever at få porfyrianfald. 


Det akutte porfyrianfald viser sig ved neuro-viscerale symptomer: intense abdominalsmerter (hyppigst), opkastninger, takykardi, hypertension, ryg- og muskelsmerter, mentale forstyrrelser og pareser, der i værste fald kan progrediere til respirationslammelse. Kardielle arytmier og svær hyponatriæmi (ADH-effekt) kan forekomme. 

Et porfyrianfald varer sædvanligvis fra nogle dage til nogle uger. Kommer der lammelser og respirationspåvirkning, er de neurologiske udfald ikke altid reversible. Svære anfald er ubehandlet forbundet med en høj mortalitet. 

 

Anfaldsudløsende årsager

Hos det disponerede individ kan et porfyrianfald udløses af en række forskellige faktorer. Hyppigste årsag er porfyrinogene lægemidler, men også faste, infektion, stress og alkohol i større mængde kan bidrage. De involverede mekanismer synes bl.a. at være induktion af cytokrom P450 (øget forbrug af intracellulær hæm) og/eller opregulering af hæmoxygenase (øget nedbrydning af intracellulær hæm) med deraf følgende øget behov for hæmsyntese. 

Diagnose

Ved de akutte porfyrianfald er der altid ophobning i plasma og dermed forøget udskillelse af 5-aminolevulinat (ALA) og PBG i urinen. Markant forhøjet udskillelse af PBG og ALA under anfald bekræfter således diagnosen. Mange patienter med porfyri har imidlertid ikke øget urinudskillelse af ALA og PBG uden for anfald. 

Behandlingsvejledning

Behandling af milde symptomer

Milde symptomer kan ofte behandles af patienten selv med øget indtagelse af sukker (4-6 stykker/time svarende til 10-15 g/time). Ved sukkertilførsel hæmmes det første trin i hæmsyntesen. Det er endvidere vigtigt at eliminere eventuelle udløsende faktorer, som kan vedligeholde eller forværre anfaldet (herunder medikamenter). Dersom dette ikke medfører bedring i løbet af 2-3 dage, bør indlæggelse på sygehus overvejes. På sygehus er den initiale behandling glucose-infusion (300-400 g/døgn). Behandlingen skal fortsætte, til symptomerne er svundet. 

  

Anfaldsbehandling

Ved alvorlige anfald eller manglende effekt af glucose kan hæmin benyttes. Hæmin-infusion medfører en negativ feedback hæmning af det første og hastighedslimiterende enzym i hæmsyntesen og bremser således effektivt hæmsyntesen og dermed den excessive porfyrinproduktion.
Hæmin infunderes dagligt i en stor vene i op til 4 døgn. Klinisk effekt på smerter og viscerale symptomer sætter ind efter 1-2 døgn, mens effekt på evt. pareser og lammelser er dårligere. Biokemisk kan effekten monitoreres ved daglig måling af ALA og PBG i urinen. Oftest falder ALA og PBG med 50-75% allerede i løbet af det første døgn og normaliseres efter 4 døgn. 

  

Symptomatisk behandling

Symptomatisk medikamentel behandling er oftest nødvendig under anfald. De stærke smerter kræver ofte store doser morfika. Morphin og pethidin kan anvendes. Mod kvalme evt. metoklopramid eller ondansetron. Takykardi og hypertension kan behandles med små doser propranolol (initialt 10 mg x 3). Mod obstipation anvendes lactulose, ved tarmparese anbefales neostigmin. Til lokalanæstesi anbefales bupivacain. 

  

Forebyggelse

Patienter med porfyrianfald tilbydes DNA-analyse, hvis familiens mutation ikke allerede er kendt. Hvis mutationen er kendt, er det relativt enkelt at undersøge, om de øvrige familiemedlemmer også har mutationen og derved er i risiko for at kunne få porfyrianfald.
Akutte porfyrianfald forebygges med information om udløsende faktorer, kostforhold og behandling af anfald. Vigtig information til patienten og behandlere er viden om hvilke lægemidler, der kan udløse porfyrianfald, og hvilke lægemidler der oftest tåles. Denne information fremgår ikke af gængse kilder til lægemiddelinformation. 

  

Man bør aldrig indlede medicinsk behandling af en person med anlæg for akut porfyri, før man har sikret sig medikamentets status i forhold til porfyri.

En opdateret medikamentliste og informationsdatabase med søgefunktion drives af det norske Nasjonalt kompetansesenter for porfyrisykdommer (NAPOS) og findes på drugs-porphyria.org. Databasen drives på vegne af European Porphyria Iniative og findes aktuelt på norsk, svensk, engelsk og fransk. Registrerede lægemidler og stavemåder kan variere mellem landene, men aktuel vurdering af de enkelte lægemidler kan altid ses under "info" i højre kolonne udfor de enkelte ATC-koder, også selvom lægemidlet ikke er registreret i det pågældende land. Alle registrerede lægemidler er grupperet i fem grupper markeret med pædagogiske farvekoder fra grøn "ikke-porfyrinogent" (kan anvendes) til rød "porfyrinogent". 


Rådgivning

Det danske porfyricenter er baseret på et samarbejde mellem Endokrinologisk afdeling M, Odense Universitetshospital (diagnostik og behandling samt rådgivning), Afdeling for Biokemi og Farmakologi, Odense Universitetshospital (biokemiske analyser samt rådgivning), Klinisk Genetisk Afdeling, Odense Universitetshospital (DNA-diagnostik og genetisk rådgivning) og Dermatologisk Afdeling I, Odense Universitetshospital (kutane porfyrier). 

Referencer

2267. Brock A, Ott P. Porfyri. Medicinsk Kompendium. 2013; 18. udgave:kapitel 55, http://medicinskkompendium.dk/ (Lokaliseret 13. maj 2016)
 
3037. Pischik E, Kauppinen R. An update of clinical management of acute intermittent porphyria. The Application of Clinical Genetics. 2015; 8:201-14, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4562648/ (Lokaliseret 13. februar 2017)