Diabetes mellitus er karakteriseret ved metaboliske og hormonelle abnormiteter, og ved risiko for udvikling af sendiabetiske komplikationer i form af neuropati, retinopati, nefropati og arteriosklerose. Udvikling af sendiabetiske komplikationerne er tæt associeret til graden af hyperglykæmi. 

Livsstilsintervention med speciel fokus på vægtreduktion, motion, diæt og rygeophør er vigtige behandlingstiltag hos både type 1- og type 2-diabetikere. 

God kontrol af blodglucose, blodtryk og lipider spiller en afgørende rolle for prognosen, og både hos type 1- og type 2-diabetikere bør det tilstræbes at genetablere så normale metaboliske forhold som muligt. 

Følgende kan påvirkes for at opnå god glykæmisk kontrol: 

• den endogene insulinsekretion (type 2-diabetes)
• patientens insulinsensitivitet i lever og i muskler.

Den endogene insulinsekretion kan påvirkes medikamentelt med β-cellestimulerende midler. 

Patientens insulinsensitivitet kan påvirkes bl.a. diætetisk ved vægttab, motion og med orale antidiabetika. Hos personer med type 1-diabetes sikres insulintilførsel ved subcutan indgift af insulin. 

Diabetes mellitus inddeles i: 

Type 1-diabetes

Insulinafhængig diabetes mellitus er karakteriseret ved svært nedsat eller ophørt insulinproduktion i de langerhanske øer i pancreas 

Type 2-diabetes

Nedsat insulinvirkning (insulinresistens) kombineret med utilstrækkelig insulinsekretion. Det er ofte nødvendigt at supplere livsstilsintervention med behandling med orale antidiabetika, GLP-1 analog og evt. med insulin.