Intestinale rundorme (nematoder)

Revideret: 01.03.2017

Infektioner med intestinale rundorme bl.a.: 

  • Spolorm (Ascaris lumbricoides)
  • Børneorm (Enterobius vermicularis)
  • Hageorm (Ancylostoma duodenale og Necator americanus)
  • Dværgtrådorm Strongyloides stercoralis
  • Piskeorm (Trichuris trichiura).

 

Se endvidere de enkelte præparater. 

 

Børneorm (Enterobius vermicularis) 

Diagnostik 

Nøglesymptomet er natlig analkløe. Enterobius lever i colon og migrerer især om natten ud gennem anus og lægger æg på huden perianalt. 

Æg påvises ved en såkaldt "scotch-tape-test", hvor transparent tape med limsiden udad presses op mod huden perianalt og derefter med limsiden nedad sættes fast på et objektglas. Prøven kan være falsk negativ, hvis personen har vasket sig, inden prøven tages. 

 

Virkemåde 

Midler mod intestinale rundorme dræber eller lammer de voksne orm i tarmkanalen, og ormene føres derefter bort af peristaltikken. Paralysen er reversibel. Ved obstipation kan det derfor være nødvendigt at supplere med et laksans for at undgå, at virkningen aftager, før ormene er kvitteret. 

Behandlingsvejledning

Børneorm

3 doser à 100 mg mebendazol med 2 ugers mellemrum. Der findes sandsynligvis asymptomatiske smittebærere, som kan udskille æg, hvilket er grundlaget for reglen om, at hele husstanden skal behandles samtidigt, således at der ikke tilføres nye æg til miljøet. 

 

Behandling af recidiver 

Enkelte personer, især børn og gravide, oplever gentagne infektioner med børneorm. Tilsyneladende vokser børnene fra problemet, som kun yderst sjældent ses efter puberteten. Hos gravide forsvinder infektionen efter fødslen. 

Der er ikke fundet tegn på resistens over for mebendazol i Danmark. 

 

Patientens nærmiljø, dvs. boligen, anses for at være kontamineret med æg og udgør dermed en risiko for reinfektion fra miljøet. Enterobiusæg kan overleve i miljøet op til 3 uger. 

Recidiv anses for at være forårsaget af reinfektion. 

 

Undersøgelser viser, at et behandlingsinterval på 14 dage ikke er optimalt ved recidiverende børneorm. Hvis en patient bliver smittet lige efter at have taget en dosis mebendazol, kan nye orm nå at udvikles, så patienten udskiller æg 10.-14. dag efter sidste dosis. Behandlingsintervallet ved recidiv bør derfor være 100 mg mebendazol 1 gang hver uge i 6 uger. 

 

Enterobius kan også findes i vagina, og da hverken mebendazol eller pyrvin absorberes, opnås der ikke terapeutiske koncentrationer her. Ved infektion hos piger bør der spørges, om der er udflåd eller kløe omkring vagina. Hvis det er tilfældet, skal patienten behandles med albendazol, 400 mg én gang om ugen i 6 uger (børn < 20 kg halv dosis), der er erfaring for god klinisk effekt på vaginalt lokaliseret enterobius infektion. Albendazol er ikke registreret i Danmark, men kan med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvireres fra apotek/sygehusapotek, og de fleste infektionsmedicinske afdelinger har en generel tilladelse til anvendelse af albendazol, hvorfor patienten kan henvises til infektionsmedicinsk afdeling. 

 

Spolorm (Ascaris), piskeorm (trichuriasis) og hageorm (ancylostomiasis)

Behandles med mebendazol 100 mg 2 gange dgl. i 3 dage. 

 

Behandling af gravide

Pyrvin kan anvendes under graviditet og amning. 

 

Mebendazol kan bruges i standarddoser mod enterobius, men højdosisbehandling i 1. trimester bør undgås, da data er utilstrækkelige.