Erektil dysfunktion

Revideret: 31.01.2017

Erektion tilvejebringes ved nervestimulation, som relakserer muskelcellerne i de kavernøse arterier og trabekler, hvorved de kavernøse hulrum fyldes med blod. Herved opnås passiv kompression af udløbskanalerne, således at erektionen kan vedligeholdes med et meget lavt arterielt indløb. 

  

Årsager
Erektil dysfunktion (ED) er manglende evne til at opnå og/eller vedligeholde en erektion, så coitus kan gennemføres. ED betragtes i dag som en kardiovaskulær sygdom, indtil det modsatte er bevist. Derfor skal disponerende kardiovaskulære faktorer som hypertension, dyslipidæmi, metabolisk syndrom, diabetes og tobaksrygning altid vurderes førend behandling iværksættes. Prævalensen af ED hos raske er ca. 20% hos 40-årige stigende til ca. 50% hos 70-årige. Hos patienter med kendt disponerende årsag er prævalensen højere, fx vil næsten alle patienter med diabetes mellitus eller dissemineret sklerose rammes af ED i løbet af livet. 
Lægemidler kan medføre ED, specielt antihypertensiva, β-blokerende midler og psykofarmaka. Seponering eller skift af antihypertensiva eller β-blokerende præparat fører dog sjældent til bedring af patientens ED. Derimod vil seponering eller skift af psykofarmakon ofte resultere i bortfald af ED.
Åbne indgreb som radikal prostatektomi eller rectumeksstirpation medfører meget ofte ED, mens transuretrale indgreb som TUR-P eller blærehalsincision kun sjældent skader rejsningsevnen. 


Udredning 

Da behandlingstilbuddet for ED i reglen er det samme uanset den formodede årsag til tilstanden, forekommer det rimeligt at begrænse udredningen til at omfatte screening for disponerende lidelser (kardiovaskulær sygdom, diabetes mellitus, dyslipidæmi, metabolisk syndrom, tobaksrygning). Nedsat serum-testosteron vil oftest vise sig ved nedsat libido frem for ED, hvorfor hormonel screening ikke er indiceret som rutine. 

  

Tilskud 

Enkelttilskud til fosfodiesterase-5-hæmmer, alprostadil eller aviptadil og phentolamin til behandling af ED vil normalt kunne imødekommes, når følgende betingelser er opfyldt og fremgår af ansøgningen: 

  • at det drejer sig om en patient, hvis grundsygdom har forårsaget svær ED. Det gælder primært de i tabel 1 nævnte patientkategorier. For diabetikere skal det fremgå, hvilken afledet organpåvirkning patienten har. For patienter med svær hypertension skal det fremgå, hvilken afledet organpåvirkning patienten har og hvilke antihypertensiva patienten er i behandling med,
  • at der er vist effekt af behandlingen med lægemidlet.

  

Tabel 1. 

Patientkategorier, hvis sygdom kan forårsage erektil dysfunktion.
Primær erektil dysfunktion (kræver urologisk, evt. sexologisk specialistudredning).
Morbus Peyronie med persistende erektil dysfunktion.

Neurologiske og medicinske lidelser, fx: 

  • Diabetes mellitus med afledet organpåvirkning ud over erektil dysfunktion
  • Svær hypertension med afledet organpåvirkning ud over erektil dysfunktion og/eller i behandling med tre eller flere antihypertensiva
  • Cerebralt insult
  • Dissemineret sklerose
  • Columna- og bækkentraumer med nerveskade
  • Kronisk uræmi
  • Svær arteriel insufficiens
  • Parkinsonisme.

Operationer, fx: 

  • Coronaropererede
  • Discusprolapsopererede
  • Rectumkirurgi
  • Cystektomi
  • Radikal prostatektomi.
Iatrogen betinget erektil dysfunktion (fx efter strålebehandling, kirurgisk eller medicinsk behandling).

Behandlingsvejledning

Igangværende behandling for bl.a. diabetes mellitus og kardiovaskulær sygdom bør om nødvendigt optimeres og livsstilsændringer diskuteres. Disse tiltag forbedrer formentlig ikke erektionsevnen, men sigter mod at nedsætte progressionshastigheden af patientens ED.
Mange patienter med organisk ED har blot begyndende problemer, således at coitus kan gennemføres de fleste gange. I sådanne situationer kan grundig anamnese og information omkring livsstilsændringer måske løse patientens problem for kortere eller længere tid. 

 

Præparatvalg

Oral behandling med fosfodiesterase-5-hæmmer (PDE-5- hæmmer) er førstevalg ved ED, fordi behandlingen er effektiv (succesrate ca. 70%) og fordi behandlingen imiterer de fysiologiske forhold optimalt (erektion fremkaldes kun under samtidig seksuel stimulation - erektionen falder efter sædafgang). 

 

Andetvalg er alprostadil eller kombinationspræparatet aviptadil/phentolamin som injektion. Erektion fremkaldes i løbet af 10-30 min. og varer indtil den farmakologiske effekt er klinget af. Alprostadil findes også som en urethral stift, der har noget lavere succesrate. 

 

Tredjevalg er magistrelt fremstillet alprostadil/phentolamin. Ved svær erektil dysfunktion, som ikke responderer på medikamentel behandling, kan man indsætte en oppustelig erektionsprotese. 

 

Tabletpræparatet yohimbin har højst marginal effekt og indgår ikke i rækken af almindeligt anvendte behandlinger. Præparatet kan evt. anvendes ved lettere tilfælde af ED. 

 

For yderligere information se evt. systemiske- og lokale midler.