De systemiske svampemidler anvendes ved systemiske eller profunde svampeinfektioner som: 

• invasiv candidiasis
• invasiv aspergillose
• aspergillom med tegn på progression
• hepatosplenisk candidiasis
• kryptokokkose inkl. kryptokokmeningitis
• endemiske svampeinfektioner (dimorfe svampe) m.m.

Hos højrisiko patienter benyttes systemiske svampemidler til profylakse. 

Fluconazol og itraconazol bruges også til slimhinde-, hud- og negleinfektioner, se Svampeinfektioner i huden. 

De systemiske svampemidler findes til intravenøs administration med undtagelse af itraconazol (i.v.- formulering ikke længere tilgængelig); kun azolerne findes til oral brug. 

Der henvises til Systemiske svampeinfektioner, Invasiv candidiasis og Invasiv aspergillose. 

Før svampens art og følsomhed kendes

Ved mistanke om systemisk gærsvampeinfektion og derfor inden svampens art og følsomhed kendes, anvendes: 

• Et echinocandin (anidulafungin eller caspofungin*)
• Alternativt kan liposomalt amphotericin B anvendes.
• Echinocandin fortsættes ved dokumenteret invasiv candidiasis, og der kan ved klinisk stabilitet efter ca. 5 dage om muligt skiftes til fluconazol efter artsbestemmelse og resistensundersøgelse.

* Micafungin er ikke nævnt primært, idet EMA anbefaler, at micafungin kun anvendes, hvis andre antimykotika ikke er hensigtsmæssige. Det skyldes, at micafungin har vist sig at øge risikoen for udvikling af levertumor hos rotter, som er langtidsbehandlet med højdosis micafungin.  

Ved mistanke om invasiv aspergillose anvendes primært voriconazol ⁽⁶⁰⁸⁾, posaconazol eller isavuconazol, mens liposomalt amphotericin B bruges ved subterapeutisk voriconazol serumkoncentration, intolerans eller refraktær infektion. 

Ved resistens bør som hovedregel skiftes stofklasse.  

Når mikrobiologisk diagnose er stillet

Så kan svampebehandling justeres som vist i tabel 2 og 3. 

Andre invasive svampeinfektioner 

Liposomal amphotericin B (hvor Ambisome® har vist bedst penetration og effekt) i kombination med flucytosin er førstevalg ved cerebral kryptokokkose. 

Præparatvalg for de endemiske mykoser og mucormycose fremgår af tabel 3.  

Der er vigtige forskelle på de enkelte arters følsomhed, og derfor er artsidentifikation og resistensbestemmelse afgørende. Ved fusariose ⁽¹⁹²³⁾ anvendes voriconazol, amphotericin B eller posaconazol. Ved scedosporiose anvendes voriconazol eller amphotericin B og ofte i kombination med terbinafin. 

Itraconazol anvendes også til behandling af histoplasmose og blastomykose med flg. doseringsforslag: 

Voksne. 200-400 mg 2 gange daglig. 

Tabel 2. Hyppige systemiske mykoser: Præparatvalg efter speciesidentifikation 

Tabel 3. Sjældne systemiske mykoser - Behandlingsvalg 

• Inden for systemisk antimykotisk behandling findes en behandlingsvejledning fra Medicinrådet.

Amphotericin B 

Før behandling med konventionel amphotericin i terapeutiske doser administreres 1 mg i.v. i 20 ml isotonisk glucose-infusionsvæske over 20-30 minutter for at teste for intolerans. Temperatur, puls, respiration og blodtryk skal monitoreres hver 15. minut over en periode på 2-4 timer. Der anvendes normalt ikke testdosis ved liposomal amphotericin B, Ambisome®.

Anidulafungin, caspofungin, fluconazol, itraconazol og voriconazol 

Loadingdosis første døgn. 

Isavuconazol 

Loadingdosis de første to døgn. 

Hvor der for de enkelte stoffer er angivet dosisområder, anvendes maksimal dosering til candidainfektioner med sekundære foci, CNS-infektioner og hos kritisk syge patienter. 

Itraconazol og vorizonazol er kontraindicerede ved stærkt nedsat leverfunktion.  

Alle andre svampemidler mod profunde og systemiske mykoser kan anvendes ved nedsat lever- og/eller nyrefunktion. 

Der henvises til de enkelte præparatbeskrivelser for yderligere information vedr. brug ved nedsat nyre- eller leverfunktion. 

Behandling af systemiske svampeinfektioner under graviditet er decideret en ekspertopgave, da erfaring med de systemiske anvendte antimykotika, fraset fluconazol, er begrænset, og da risici ved behandling må afvejes i individuelle tilfælde udfra konkret sværhedgrad af sygdom og risici ved behandling. 

Fluconazol 

Kan om nødvendigt anvendes som enkelt dosis eller lavdosis-behandling (< 200 mg) ⁽¹⁹²⁴⁾. Højdosis og længerevarende behandling bør undgås og bør være forbeholdt svære systemiske infektioner. Ved vaginal candidiasis er lokalbehandling førstevalg. Ved svære tilfælde bør identifikation og resistensbestemmelse foretages. 

Fluconazol 

Må kun anvendes under visse forudsætninger, men frarådes ved langtidsbehandling og ved behandling med høje doser. 

Flucytosin 

Må ikke anvendes. 

Øvrige antimykotika til systemisk brug 

Bør ikke anvendes på grund af utilstrækkelige data.