Tuberkulostatika er midler, som har effekt på mykobakterier herunder M. tuberculosis, som forårsager de fleste tuberkulosetilfælde. 

Initialbehandlingen af tuberkulose består af isoniazid, rifampicin, pyrazinamid og ethambutol. 

Kun rifampicin anvendes til andre infektionstyper (som fx stafylokokinfektioner). 

Andre anvendelsesområder 

Behandling af infektioner med "non-tuberculous" mykobakterier (NTM) ⁽⁵¹¹⁶⁾. Det er vigtigt at afgøre, om der er tale om en klinisk betydende infektion eller blot en kolonisering og at kende patientens immunstatus. Op mod 40 % af alle mikroskopipositive ekspektorater fra danske patienter viser sig at være NTM, og kun få af disse er behandlingskrævende. Som minimum må isolatet kunne isoleres ved gentagne ekspektoratundersøgelser, og patienten skal have symptomer og radiologiske forandringer, der er forenelige med lungeinfektion. 

Isoniazid, myambutol og rifampicin kan anvendes til ovennævnte andre anvendelsesområder med flg. doseringer: 

• Isoniazid:
  Voksne. 5 mg/kg legemsvægt i døgnet givet som 1 dosis, sædvanligvis 300 mg.
  Børn >3 mdr. 10 (10-15) mg/kg legemsvægt, højst 300 mg i døgnet.
• Ethambutol:
  Voksne. 15-20 mg/kg legemsvægt i døgnet givet som 1 dosis, sædvanligvis 1.200 mg.
  Børn > 3 mdr. 20 (15-25) mg/kg legemsvægt i døgnet givet som 1 dosis.
• Rifampicin:
  Voksne. 300 mg 3 gange dgl. I særlige tilfælde, fx Staph. aureus endocarditis 600 mg 2 gange daglig.
  Børn. 10-20 mg/kg legemsvægt i døgnet givet som 1 dosis, højst 450 mg i døgnet.

Børn 

Børn tåler generelt tuberkulosebehandling godt. 4-stofs efterfulgt af 2-stofs standardbehandling anbefales til alle børn uanset alder ⁽¹⁶⁸²⁾. Risiko for ethambutol bivirkning øges med behandlingslængde, særligt ved behandling ud over 2 måneder.