Ved medikamentelt fremkaldt Parkinsons sygdom (fx af antipsykotika) er antikolinergika de eneste effektive midler. Forudsat at der ikke foreligger demens, kan midlerne anvendes til idiopatisk Parkinsons sygdom (IPS) tidligt i forløbet, specielt ved særlig udtalt rysten og til symptomatisk parkinsonisme, som fx postencephalitisk. Antikolinergika kan forsøges som monoterapi, hvis levodopa eller dopaminagonister ikke tåles eller er uvirksomme. Bør næppe anvendes til patienter med diagnosen "atypisk Parkinsons sygdom". 

For yderligere oplysninger om behandling af Parkinsons sygdom, se antiparkinsonmidler. 

Antikolinergika kan øge dopamininducerede hyperkinesier ved IPS. Antikolinergika givet i langsomt stigende doser til høje dagsdoser kan have effekt på forskellige typer af fokal eller generaliseret dystoni, bl.a. tardiv dystoni. Antikolinergika kan derimod forværre de spontane eller tardive dyskinesier, der ses hos ældre og efter langvarig behandling med antipsykotika.
Behandlingseffekt, se reference. 

Initialdosis skal være lille, og dosis skal øges langsomt, i reglen med intervaller på nogle dage, indtil tilstanden ikke bedres yderligere, eller indtil der optræder for kraftige bivirkninger, hvorefter dosis reduceres. Oftest skyldes bivirkningerne for hurtigt stigende doser. Overgang fra et præparat til et andet skal ske gradvis, idet dosis øges i takt med nedsættelse af dosis af det først indgivne præparat. Overgangen bør vare 4-6 dage. Seponering bør ske gradvis ligeledes over 4-6 dage, idet der ellers kan udløses kriseagtig forværring af parkinsonsymptomerne. 

Ved udtalt generende spytflåd, der ikke bedres ved optimering af antiparkinsonmedicinen, kan atropin-øjendråber 0,5 eller 1 % (1 dråbe under tungen 1-3 gange dgl.) anbefales. 

Der er ingen væsentlige forskelle mellem de registrerede antikolinergika til behandling af Parkinsons sygdom. Prisen er dermed afgørende.