Tilstande, hvor histaminfrigørelse spiller en rolle: høfeber, rhinitis, conjunctivitis, urticaria, angioødem, hævelse efter insektstik, hudkløe, visse former for fødevareallergi eller -intolerans og serumsyge.
Som supplement til adrenalin ved anafylaksi.
Hudkløe, hvor stoffer i gruppen med antiserotonin- og antibradykininvirkning kan benyttes.
Transportsyge, dvs. søsyge, køresyge og luftsyge, hvor stoffer med central antikolinerg virkning bør foretrækkes, se Kvalme og opkastning og tabel 2.
Tilstande, hvor der som supplement til ovennævnte behandlingseffekter er behov for sedation, kan med fordel behandles med sederende antihistaminer. 

Allergisk rhinoconjunctivitis. Mange patienter med lette til moderate symptomer kan behandles med non-sederende antihistaminer, når der kommer symptomer, eller før kontakt med kendt allergen. I lidt sværere tilfælde vil en fast antihistaminbehandling være nødvendig. Giver disse præparater ikke tilstrækkelig effekt på øjengenerne eller har de uacceptable bivirkninger, kan antihistaminer til anvendelse i øjne (og evt. næse) forsøges enten p.n. eller i fast dosering, se Allergisk betinget conjunctivitis og Antiallergika ekskl. glukokortikoider. 

Antihistamin virker generelt dårligt, hvis det væsentligste symptom er tilstoppet næse. Her fås en langt bedre effekt af kortikosteroid som næsespray, -dråber eller -pulver. Er dette ikke tilstrækkeligt findes næsespray med både kortikosteroid og antihistamin. Se endvidere Glukokortikoider (sygdomme i næse og bihuler) og Kombinationspræparater til anvendelse i næsen.  

I tilfælde, hvor en kombination af antihistamin p.o. plus evt. lokalt i øjne/næse og nasal steroid ikke er tilstrækkelig, kan kortikosteroid som tabletter overvejes i en kortere periode. Kortikosteroid kan også gives som i.m. depot, højst 1-2 gange årligt, men tabletter bør foretrækkes for mulig reduktion i samlede dosis. Allergenspecifik immunterapi (allergivaccination) overvejes, specielt ved pollenudløst allergisk rhinitis, se Allergen immunterapi (Allergener).  

Ved allergisk astma, der optræder samtidigt med allergisk rhinitis, har enkelte studier vist en vis bedring under H₂R-antagonistbehandling. Astma udgør dog ikke en selvstændig indikation for antihistaminbehandling. 

Non-sederende antihistaminer er for praktiske formål klinisk ligeværdige. De har stort set samme effekt og virkningen sætter ind samtidig. Prisen er afgørende for præparatvalget.  

Der er stor forskel på, hvor sederende den enkelte patient opfatter de forskellige præparater. Derfor er det ikke muligt at opstille en generel prioritering. Cetirizin kan være førstevalg fordi det er billigt i håndkøb og har en kraftig antihistamineffekt, men selv om det tilhører gruppen af non-sederende antihistaminer, klager nogle patienter alligevel over, at det giver døsighed og udmattelse, specielt ved dosisøgning. 

Ved kronisk urticaria kan der være behov for at øge antihistamindosis, her kan der vælges mellem fexofenadin, bilastin, cetirizin, desloratadin og levocetirizin, som alle kan benyttes i op til 4 gange sædvanlig dosis, ofte uden betydelig sedation. 

Tabel 2 kan være vejledende, ved behov for et sederende antihistamin. 

Kontraindikationer ved nedsat nyrefunktion 

Cetirizin og levocetirizin er kontraindicerede ved terminal nyreinsufficiens (GFR < 10 ml/min.). 

Ingen andre antihistaminer er kontraindicerede ved nedsat nyrefunktion. 

Se i øvrigt præparatbeskrivelserne. 

Der foreligger mange sammenlignende undersøgelser af de forskellige antihistaminers virkning på priktest med histamin på huden. Alle antagonister, der gives systemisk, nedsætter priktestreaktionerne, og de skal derfor pauseres før priktest. I daglig praksis anbefales en pause på 4 dage, selv om de forskellige præparater har forskellige halveringstider (se tabel 1). 

Døsighed og mundtørhed forekommer specielt ved de sederende antihistaminer. Sjældnere forekommer allergiske reaktioner, der specielt optræder ved lokal anvendelse. Af hensyn til risikoen for døsighed anbefales individuel afprøvning, da selv præparater, der almindeligvis ikke virker sedative, hos enkelte patienter kan udløse sådanne gener. Interindividuelle variationer i eliminationshastighed kan desuden medføre betydelige forskelle med hensyn til sedationens varighed.  

For ebastin og fexofenadin gælder, at deres metabolisering ved hjælp af CYP3A4 hæmmes, hvis der samtidigt gives kraftige CYP3A4-hæmmere som makrolidantibiotika, itraconazol, grapefrugtjuice. Den kliniske betydning heraf er usikker.
De sederende antihistaminer forstærker den sederende virkning af anxiolytika, antipsykotika, hypnotika og alkohol. Kan øge MAO-hæmmeres kardiotoksicitet. 

Blandt de non-sederende H₁R-antihistaminer må cetirizin, loratadin, desloratadin og fexofenadin anses som sikre. Levocetirizin, der er R-enatomieren af cetirizin, kan om nødvendigt også anvendes. 

Sederende antihistaminer bør ikke anvendes de sidste 2 uger før terminen, da sedation og abstinenssymptomer - typisk i form af tremor, hyperaktivitet, diarré, forringet amning og neurologiske forstyrrelser - sporadisk har været meddelt ved anvendelse sent i graviditeten. Sederende antihistaminer med markant antikolinerg effekt, fx promethazin kan give barnet antikolinerge bivirkninger ved anvendelse tæt på terminen. 

Følgende non-sederende midler kan om nødvendigt anvendes i forbindelse med amning: Loratadin, fexofenadin og desloratadin. 

Antihistaminer absorberes næsten fuldstændigt fra mave-tarm-kanalen, og de fleste elimineres overvejende ved hepatisk metabolisme (CYP3A4). Mange non-sederende antihistaminer har en eller flere aktive metabolitter, fx er cetirizin den aktive metabolit af hydroxyzin. Plasmahalveringstiderne varierer fra ca. 1 til ca. 27 timer. Virkning på urticariareaktionens størrelse ved priktest er påvist 2 dage efter seponering af acrivastin, fexofenadin og loratadin, op til 3 dage efter seponering af cetirizin og 3-6 dage efter seponering af de øvrige - afhængigt af dosis og behandlingsvarighed. Studierne er dog ikke sammenlignelige og der foreligger ikke data for alle præparater. En pause før priktest på 4 dage (se tabel 1), har vist sig operationel, når der inkluderes en positiv kontrol med histamin, som sikrer mod falsk negative resultater pga. antihistaminbehandlingen. 

Tabel 1. Non-sederende antihistaminers egenskaber 

De fleste sederende antihistaminer har en antihistaminvirkning på allergiske sygdomme, som ikke adskiller sig fra, hvad der kan opnås med de non-sederende præparater. De har en lidt forskellig passage af blod-hjernebarrieren og virker bl.a. derfor ikke lige sløvende og søvndyssende. Flere af disse antihistaminer har også en udtalt antikolinerg virkning, som kan udnyttes ved behandling af transportsyge, men som også kan give mundtørhed og vandladningsbesvær.
Da der er en betydelig inter-individuel variation med hensyn til præparaternes effekter, er det vanskeligt entydigt at rubricere de enkelte præparater som deciderede rene antihistaminika, som midler mod transportsyge, mod søvnløshed, mod morbus Menière og anden svimmelhed m.m. Når en vis differentiering er forsøgt for at lette præparatvalget, se tabel 2, må denne tages med tilsvarende forbehold.

Tabel 2. Sederende antihistaminers effekt 

* Udgået af markedet pt. 

** Doxylaminsuccinat er registreret til brug ved graviditetskvalme i kombination med vitamin B₆.