Immunsupprimerende lægemidler er en heterogen gruppe af lægemidler med meget forskellige virkningsmekanismer. Overordnet har de til fælles at blive anvendt i situationer, hvor et aktivt immunsystem har betydning for sygdommens aktivitet og progression, fx reumatoid artritis og Crohns sygdom, eller situationer, hvor man ønsker at undertrykke patientens immunsystem for at undgå afstødning efter organtransplantation eller graft-versus-host reaktion (GvHD) efter  allogen hæmatopoietisk celletransplantation. 

Lægemidler, der alene eller overvejende anvendes til immunsuppression, omfatter: 

• TNF-hæmmende midler
• Calcineurin-hæmmere
• Proliferative signalinhibitorer (mTOR-hæmmere)
• Anti-thymocytglobulin
• Interleukin-2-hæmmere
• Mycophenolat
• Azathioprin
• Belimumab og anifrolumab

Andre lægemidler som også har immunsuppressiv virkning er: 

• prednisolon (se Glukokortikoider)
• methotrexat (se Antimetabolitter)
• cyclophosphamid (se Alkylerende midler)
• CD20-antistoffer (biologiske antireumatika)
• alemtuzumab (multipel sklerose)

I dette afsnit omtales lægemidlerne gruppevis, og der angives principper for anvendelse i forbindelse med allogen hæmatopoietisk celletransplantation og  organtransplantation. 

Behandling med immunsuppressive stoffer kan indebære risiko for infektioner med både bakterier, vira og svamp. I nogle tilfælde anvendes sideløbende antimikrobiel profylakse.