Opioider (iatrogen afhængighed)

Revideret: 30.06.2022

Forgiftning
Akut forgiftning eller rus er den umiddelbare effekt på centralnervesystemet. Det viser sig ved eufori og ændringer af en række psykiske funktioner af varierende grad. Der ses ændring af angstniveau, selvvurdering og grundstemning, bevidsthedsniveau, kognitive funktioner og affektforvaltning. 

 

Livstruende forgiftning hos patienter i længerevarende behandling med opioider ses sjældent, men når det optræder, skyldes det ofte samtidig indtagelse af andre rus- eller lægemidler med sederende virkning, nye typer af opioider, benzodiazepiner eller alkohol. Symptomerne er respirationsdepression og koma, som kan behandles med indgift af naloxon i.v. eller i.m. Se endvidere Opioider (forgiftninger)

 

Opioid abstinenser
Abstinenssymptomerne ved opioid afhængighed omfatter uro, gaben, tåre- og næseflod, svedudbrud, gåsehud, mavekramper, diare, kulderystelser, påskyndet hjerteaktion, dilaterede pupiller, temperatur- og blodtryksstigning samt smerter i muskler og led. Symptomerne er forbundet med betydeligt ubehag, men er, hos i øvrigt somatisk raske personer, ufarlige. Udfordringen er at udholde abstinenserne og at understøtte dette psykoterapeutisk fra behandlerens side. 

Behandlingsvejledning

Generelle betragtninger
Patienter, hvor der er mistanke om opioidafhængighed, bør udspørges for at afdække: 

  • deres trang og evt. overdrevne bekymring for konstant tilgængelighed af medicin
  • evidens for kompulsivt stofindtag
  • forsøg på at få den behandlende læge til at ordinere højere dosering
  • rekvirering af medicinen fra andre læger eller gennem familiemedlemmer.

Desuden er man nødt til at screene for abstinenser, evt. ved brug af COWS Clinical Opioid withdrawal scale (5719).  

 

Det kræver et godt kendskab til og erfaring med afhængighedsbehandling, at kunne identificere og behandle patienter, der har udviklet opioidafhængighed i forbindelse med smertebehandling. 

 

Behandlingen skal individualiseres, patientens motivation skal løbende afdækkes og understøttes og der skal etableres et tillidsfuldt læge-patientforhold. Ligeledes er det en forudsætning, at lægen eller behandleren har kendskab til at afhængighed, for nogle patienter, er en livslang tilstand, der fluktuerer. Der er således patienter, for hvem det ikke vil være muligt at ophøre med forbruget. For denne gruppe af patienter vil et stabilt lavt forbrug af det afhængighedsskabende medikament være målet for behandlingen, alternativt substitutionsbehandling (se dette). Man må også forsøge at opnå enighed om hvilket niveau, man kan smertedække på, hvis smerterne stadig er en central problematik. 

 

Ud fra klinisk erfaring vil smertepatienter generelt - til sammenligning med afhængige af illegale rusmidler - have en anden social profil, og være i besiddelse af andre mentale ressourcer. Til gengæld er tilgangen, både for dem og behandler, kompleks, da patienterne måske har grundlæggende psykiske problemer, som de ikke er meget for at opleve igen, og et højt beredskab af forsvar, da lægemidlerne er ordinerede på lovlig vis. 

 

Behandlingen
Patienten bør motiveres til at indgå i et behandlingsforløb. Motivationsindsatsen skal tage udgangspunkt i psykoedukation og en åben og spørgende tilgang, fx ved brug af motivational interviewing (MI).  

Psykoedukation bør indeholde information om:  

  • De ændringer, som afhængighedsskabende lægemidler eller rusmidler påfører hjernen og de deraf følgende adfærdsændringer
  • Abstinenser
  • Krydsreaktion i forhold til andre rusmidler
  • Hvilke tiltag i dagligdagen, der kan mindske det almindelige ubehag, enhver nedtrapning vil afstedkomme. Dette ubehag bør kortlægges tydeligt sammen med patienten, da det vil have værdi i forhold til at imødegå det, ligesom det at der evt. er en anden slags rus end den klassiske, bør afdækkes, fx nogle timer hvor man er uden smerter og derfor også fx uden angst.

 

Et væsentligt spørgsmål for mange patienter, der lider af et afhængighedssyndrom, er angsten for abstinenser. Indledningsvist skal rollefordelingen være klar. Der bør være åbenhed om planen, og man er nødt til at informere om, at der kan komme betydelige udfordringer undervejs. Som udgangspunkt bør patienten medvirke til at udarbejde planen, både hvad angår tempo og evt. pauser samt endelige mål. Man kan ikke love, at forløbet og alle aftaler vil blive fulgt, men lægge op til, at dem der er ansvarlige, står ved de aftaler, der laves, ligesom man kan drøfte åbent hvilken mulighed, der skal være for at gå tilbage til det oprindelige udgangspunkt, dvs. pausere en evt. nedtrapning eller genordinere den oprindelige medicin.  

 

Inden nedtrapningen begynder, skal patientens opioidbehandling skiftes til morphin depotkapsler/tabletter, methadon eller buprenorphin. Fordelen ved disse præparater er den lange halveringstid. Methadon bør kun undtagelsesvist anvendes, da det har et potentiale som rusmiddel, høj handelsværdi illegalt og kan blive toksisk ved for hurtig optrapning. 

 

Medicinen skal tages regelmæssigt en til to gange i døgnet, idet p.n.-medicinering skal undgås. Hvis patienten har svært ved at leve op til dette krav, bør nedtrapning ikke finde sted, før patienten er indstillet på at gennemføre processen vha. kognitive værktøjer. 

 

Indledningsvist stabiliseres patienten på en fast daglig dosis. Medicinen udleveres i doseringsæske til en uge ad gangen. Da patienter reagerer meget forskelligt på medicinnedtrapning, bør den valgte dosisreduktion nøje aftales med patienten, ligesom yderligere medicinreduktion først skal ske, når ny steady-state er opnået, fx efter 7 x plasmahalveringstiden. Når patienten når mindre doser, kan det være nødvendigt at holde en længere steady-state periode inden yderligere medicinreduktion. Et helt særligt problem opstår ved sidste dosisindtag. Det kan derfor anbefales, at patienten på dette tidspunkt bryder med sin hverdag, eller sørger for, der er tid og ro til at komme igennem den sidste fase. 

 

Behandlingsforløbet kan være langvarigt og for nogle patienter kan det være vanskeligt helt at ophøre med medicinen. Det skal derfor pointeres, at nogle patienter aldrig får kontrol over deres afhængighed og dermed ikke vil kunne gennemføre behandlingen. For denne lille gruppe af patienter må en stabil daglig dosis opioid være behandlingsmålet, men det bør overvejes, om denne behandling ikke bør varetages i rusmiddelcenter i samarbejde med smerteklinik for at håndtere denne særlige type af afhængighed. 

Præparatvalg

Buprenorphin 

Førstevalgspræparat på grund af lav toksicitet, færre interaktioner og lavt afhængighedspotentiale, bør være buprenorphin. Endvidere er risikoen for forgiftning og abstinenssymptomer ved ophør langt mindre end for traditionelle opioider. 

 

Buprenorphin er en partiel opioid-receptoragonist med antagonistisk effekt over for de rene agonister. Denne virkning opnås, fordi buprenorphin har en meget høj affinitet til µ-opioidreceptoren, men dermed også en mindre maksimal effekt end rene agonister. Det betyder, at en patient, som skifter fra høje doser af andre opioider til buprenorphin, vil opleve abstinenssymptomer, såkaldte præcipiterede abstinenser. Skift til buprenorphin må derfor frarådes, hvis patienten er i behandling med en opioiddosis højere, end hvad der i effekt svarer til 40 mg methadon dagligt. Efter brug af methadon skal der gå ca. 24 timer før skift til buprenorphin, og der skal være begyndende abstinenser, mens der kan gå kortere tid ved andre opioider (ofte 8-12 timer), afhængig af dosis. 

 

Smertepatienten, der skal skiftes fra anden opioid til buprenorphin, bør pausere med sit vanlige opioid til vedkommende oplever abstinenser, inden første dosis buprenorphin indtages. 

 

Methadon 

Kan anvendes til smertepatienter, som er i behandling med høje doser af andre opioider, men med forsigtighed ved samtidig behandling med antipsykotika eller benzodiazepiner. 

 

Methadon er en fuld opioid-receptoragonist. Fordelene ved methadon er den høje maksimale effekt, sedation og langsomme absorption (maksimal plasmakoncentration 2-6 timer) samt lange halveringstid (15-50 timer). Det betyder, at man ved dosering to gange dagligt fuldstændigt fjerner rusen, hvilket i sig selv kan være svært for nogle patienter at undvære. 

 

Problemet med methadon er, at det for nogle patienter kan være særdeles vanskeligt at trappe ned, hvis der har været tale om en længerevarende methadonbehandling,  

 

Ved skift fra høje doser opioid til methadon skal dette ske med ækvivalente doser målt i mg, men pga. tab af rusfølelsen kan nogle patienter opleve behov for en noget højere dosis methadon i starten. Fra begyndelsen bør det tilstræbes, at methadondosis reduceres til et tilstrækkeligt lavt niveau, med henblik på at skifte til buprenorphin. 

 

Præparatskift fra methadon til buprenorphin bør gennemføres efter nøje motivation af den opioidafhængige. Fordelen er, at nedtrapning af buprenorphin i højere grad kan individualiseres, når doseringen nærmer sig nul. Methadondosis skal forinden nedtrappes til 30-40 mg i døgnet, og buprenorphinbehandlingen bør først iværksættes, når der fremkommer abstinenssymptomer efter sidste methadonindtagelse. Begyndelsesdosis er normalt 2 mg, gentaget hver 2. time til abstinensfrihed ved en mætningsdosis på almindeligvis 8-16 mg og maksimalt op til 24 mg buprenorphin. Optitreringen kan tage mange timer og kræver tålmodighed fra patientens side. Det kræver grundig forberedelse og bør foregå hvor tæt opfølgning mindst hver anden time er mulig. 

 

Recidivforebyggelse

Patienter, der tidligere i forbindelse med smertebehandling har udviklet opioidafhængighed og er blevet behandlet for dette, bør ved fornyet behov for smertebehandling forsøges behandlet med andre typer analgetika end opioider. Hvis tilstanden kræver brug af opioider, skal førstevalgspræparatet være buprenorphin og hvis dette ikke er tilstrækkeligt, kan der skiftes til methadon. Ved afslutning af behandlingen skal patienten tilbydes fornyet afrusning som ovenfor beskrevet. 

 

I de tilfælde, hvor patienten ikke kan trappes ud af opioid, skal målet for behandlingen være, at patienten tilbydes en fortløbende daglig dosis af buprenorphin eller, hvis tilstrækkelig effekt ikke kan opnås ved buprenorphin, subsidiært methadon. Patienten vil typisk over tid opleve trang til en højere opioiddosis, dels pga. toleransudvikling, men også pga. trangen til at genopleve rusen. I de tilfælde kan det komme på tale at undervise om, at dosis-effektkurven flader ud ved høje doser. Desuden kan man opfordre og støtte patienten til at trappe ned i gode perioder for dermed at kunne opleve en virkning, når der i dårlige perioder er brug for en øget dosis. 

Referencer

5719. Wesson DR, Ling W. The Clinical Opiate Withdrawal Scale (COWS). J Psychoactive Drugs. 2003; 35(2):253-9, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/12924748/ (Lokaliseret 30. juni 2022)

 
 
 
Gå til toppen af siden...