Hjerte-kar-sygdomme 

β-receptorblokerende medikamenter anvendes som profylakse ved angina pectoris og ved behandling af akut koronart syndrom. Blokering af β-receptorerne i denne situation er med til at forebygge arytmier samtidig med, at det nedsætter hjertets iltforbrug og dermed begrænser behovet for smertestillende behandling. Profylakse efter akut myokardieinfarkt (AMI) gives i mindst to år. Effekt er dokumenteret for carvedilol, metoprolol, propranolol og timolol. Behandlingen er særlig vigtig ved større myokardieskade. 

Arytmier 

Arytmier betinget af øget sympatikustonus kan behandles med β-blokkere. Det gælder såvel supraventrikulære som ventrikulære arytmier. Ved arytmier, hvor øget sympatikustonus ikke er den udløsende faktor, er β-blokkere mindre effektive. Se Antiarytmika. β-blokkere er førstevalg ved frekvensregulering af hurtig atrieflimren/flagren, men bør anvendes med forsigtighed ved samtidig nedsat hjertefunktion. 

Hjerteinsufficiens 

Hos patienter med kronisk hjerteinsufficiens forbedrer β-blokkerne hjertets pumpefunktion efter nogen tids behandling og dermed arbejdsevnen, ligesom mortaliteten nedsættes. Behandling med β-blokkere skal normalt først indledes efter, at patienten er sat i behandling med diuretika samt ACE-hæmmer og ikke længere er inkompenseret. Der bør kun anvendes medikamenter, hvor effekten er dokumenteret, hvilket gælder for bisoprolol, carvedilol, metoprolol og nebivolol. Se Hjerteinsufficiens. 

Hypertension 

Den antihypertensive effekt af β-blokkere er veldokumenteret, og de nedsætter såvel morbiditet som mortalitet, men β-blokkere er ikke førstevalg ved ukompliceret hypertension. Undersøgelser har vist, at calciumantagonister og lægemidler, der blokerer renin-angiotensin systemet, er mere effektive til at forebygge apopleksi og transitorisk cerebral iskæmi (TCI) end β-blokkere (atenolol).  

Andre indikationer 

Der er vist god effekt af β-blokkere profylaktisk ved migræne. Dokumentationen heraf er bedst for metoprolol og propranolol. Der er ligeledes god symptomatisk effekt af β-blokkere ved tyrotoksikose og essentiel tremor. Ved øsofagusvaricer nedsættes risikoen for blødning ved behandling med propranolol. β-blokkere i form af øjendråber bruges i behandlingen af åbenvinklet glaukom. Der er størst erfaring med timolol. Se β-receptorblokerende midler (midler mod glaukom). 

Angina pectoris 

Der startes med middel dosis. Hvis tilstrækkelig effekt ikke er opnået, øges dosis under hensyntagen til puls og blodtryk, indtil maksimal dosis er nået. Ved seponering er det vigtigt at trappe ud af behandlingen over 1-2 uger, da der er beskrevet takykardi, blodtryksstigning, forværring af angina pectoris og endda akut myokardieinfarkt i forbindelse med brat seponering. 

Dosering: Metoprolol 50-200 mg daglig eller ækvipotente doser af anden β-blokker. 

Akut koronart syndrom 

Behandling med β-blokker startes i mindre doser, som over nogle dage titreres op til den rekommanderede maksimale dosis under hensyntagen til puls og blodtryk. For en del af disse patienter vil behandlingen gå over i post-AMI profylakse. β-blokkere er kontraindicerede til AMI-patienter, som er hæmodynamisk ustabile (lavt blodtryk) eller har hjerteinsufficiens på grund af risikoen for udvikling af kardiogent shock. 

Dosering: Initialt metoprolol 25-50 mg daglig, herefter metoprolol 50-200 mg daglig eller ækvipotente doser af anden β-blokker. 

Post-AMI profylakse 

Man bør under hensyntagen til bivirkninger altid forsøge at nå den rekommanderede maksimale dosis, idet den profylaktiske effekt er mere usikker ved lavere doser. Behandlingen bør fortsætte i mindst 2 år, og den bør nedtrappes langsomt før seponering. Behandlingen er særlig vigtig ved større myokardieskade. 

Dosering: Carvedilol 25 mg 2 gange daglig eller metoprolol 100-200 mg daglig. 

Arytmier 

Behandling med β-blokkere (bortset fra sotalol) kan ske ambulant startende med middeldosis stigende afhængig af effekt.  

Sotalolbehandling bør altid indledes under indlæggelse og ekg-monitorering i mindst 2 døgn pga. risiko for proarytmi. QT_c bør være mindre end 440 millisekunder (uden grenblok) og JT_c mindre end 360 millisekunder (med grenblok). Behandlingen seponeres ved QT_c > 500 millisekunder uden grenblok eller ved 20 % forlængelse af QT_c intervallet sammenlignet med behandlingsstart. 

Dosering: Metoprolol 50-200 mg daglig, evt. sotalol 40-80 mg 2-3 gange daglig. 

Hjerteinsufficiens 

Behandlingen indledes normalt først efter, at patienten er sat i behandling med diuretika og ACE-hæmmer. Der startes med meget lave doser, som langsomt titreres op afhængig af patientens tolerance. I nogle tilfælde føler patienten, at tilstanden forværres i de første uger, men derefter synes de fleste patienter at opleve en klar bedring. 

Dosering: Initialt bisoprolol 1,25 mg daglig, carvedilol 3,125 mg 2 gange daglig, nebivolol 1,25 mg daglig eller metoprolol 12,5-25 mg daglig som depottablet. Der titreres langsomt op til maksimalt bisoprolol 10 mg, carvedilol 25 mg(-50) 2 gange daglig, metoprolol 200(-300) mg daglig eller nebivolol 10 mg daglig. 

Hypertension 

Ved ukompliceret hypertension påbegyndes behandlingen ikke med β-blokker som førstevalgspræparat. β-blokker kan vælges som tredje eller fjerde valg i en kombinationsbehandling, startende med middel dosis. Ved hypertension og hjertesvigt, atrieflimren eller kardiel iskæmi er β-blokker første valg. 

Dosering: Metoprolol 50-200 mg daglig. 

Tyrotoksikose 

Ofte er en lille dosis tilstrækkelig til at fjerne symptomerne. 

Dosering: Propranolol 10-30 mg x 3-4 daglig. 

Migræne 

Der startes med moderat dosis, som eventuel kan øges afhængig af effekten, men der er sjældent indikation for at øge til doser som ved hypertensionsbehandling. 

Dosering: Propranolol 20-40 mg 2-3 gange daglig. 

Essentiel tremor 

Som ved migræne. 

Øsofagusvaricer 

Der anvendes doser som tilstræber at give et fald i hvilepulsen på 20-25 %. 

Dosering: Propranolol 40-80 mg 1-2 gange daglig. Eventuelt givet en gang daglig som protraheret præparat. 

Tabel 2: Præparatvalg 

Nedsat leverfunktion 

Nedsat nyrefunktion 

• Prinzmetals angina
• Bradykardi
• Sinoatrialt blok eller AV-blok
• Ubehandlet fæokromocytom
• Hyposensibilisering.

• Generelt bør β-blokkerbehandling ikke gives til manifest inkompenserede.
• Hos patienter med obstruktiv lungesygdom bør β1-selektiv betablokker anvendes, hvis β-blokkerbehandling er nødvendig.
• Ved svært regulerbar diabetes og hypotensive tilstande bør β-blokkere anvendes med forsigtighed.
• Behandling med β-blokkere kan maskere symptomerne på tyrotoksikose.
• Ved Raynauds syndrom og svær kredsløbsinsufficiens bør β-blokkere anvendes med stor forsigtighed.

Seponeringssyndrom 

Pludselig seponering af β-blokkere kan give anledning til takykardi, hovedpine, svedeture og trykken i brystet, det såkaldte "seponeringssyndrom". Virkemåden bag dette er ikke klarlagt, men det er sandsynligt, at der under β-blokkerbehandling sker en øgning af β-receptorerne, som ved seponering af β-blokkeren giver anledning til en øget følsomhed for organismens katekolaminer. "Seponeringssyndromet" har givet anledning til forværring af angina pectoris og udvikling af akut myokardieinfarkt hos patienter med iskæmisk hjertesygdom. Patienterne bør derfor altid udtrappes af behandlingen over 1-2 uger, specielt hvis det drejer sig om patienter med iskæmisk hjertesygdom. 

• 85-90 % af patienter i behandling med β-blokkere får ingen bivirkninger.

• Blandt de hyppigste bivirkninger er træthed og svimmelhed. Muskulær træthed kan være udtalt, specielt hos patienter med hårdt fysisk arbejde, hvor arbejdsevnen kan blive nedsat. Denne bivirkning ses mindre hyppigt med β-blokkere med vasodilaterende effekt. Ligeledes ses nedsat maksimal arbejdsevne hos yngre sportsaktive, hvor maksimalpulsen falder med 10-15 %.

• Bivirkninger fra centralnervesystemet kan ses i form af søvnforstyrrelser, mareridt og depression. Disse bivirkninger opstår sandsynligvis lidt hyppigere med de lipofile β-blokkere.

• Fra mave-tarmkanalen kan ses bivirkninger i form af kvalme og tendens til diarré.

• Bivirkninger fra hjerte og kredsløb kan være bradykardi, som sjældent i sig selv er symptomgivende, endvidere kan ses atrio-ventrikulært (AV) blok . Hvis bradykardi er et problem, kan forsøges med β-blokker med vasodilaterende eller egenstimulerende effekt, hvis det er foreneligt med indikationsstillingen.

• Kolde hænder og fødder som følge af perifer vasokontraktion kan ses, men er mindre hyppigt med β-blokkere med egenstimulerende eller vasodilaterende effekt.

• Hypotension kan ses, men er relativt sjælden, hvis kontraindikationerne for behandlingen med β-blokkere overholdes.

• Bronkospasmer hos patienter med kronisk obstruktiv lungelidelse ses primært med non-selektive β-blokkere, men også tidvist ved brug af β-blokkere med selektivitet og egenstimulerende effekt.

• Anafylaktiske reaktioner kan forstærkes under behandling med β-blokkere samtidig med, at det normale terapeutiske respons på adrenalin svækkes.

• Impotens forekommer under β-blokkerbehandling, men er dog en relativt sjælden bivirkning. Hos patienter med iskæmisk hjertesygdom har impotens i 90 % af tilfældene psykologiske årsager frem for farmakologiske, og det behandles lige så effektivt med placebo som sildenafil. Omkring 3 % med iskæmisk hjertesygdom får reelt farmakologisk betingede potensforstyrrelser.

• β-blokkere har en lettere diabetogen effekt og kan hos patienter med nedsat insulinfølsomhed fremskynde udvikling af egentlig diabetes.

• β-blokkere kan sløre symptomerne ved hypoglykæmi, og non-selektive β-blokkere forlænger restitutionsfasen ved hypoglykæmi, hvorfor forsigtighed bør udvises ved behandling af insulinbehandlede diabetikere.

• β-blokkere kan også forårsage hypoglykæmi hos ikke-diabetikere, fx præmature, nyfødte og ældre.

• β-blokkere kan, om end meget sjældent, give anledning til forskellige former for udslæt, og der er beskrevet tilfælde af trombocytopeni og agranulocytose.

• Langtidsbehandling med β-blokkere øger plasmakoncentrationen af triglycerider og nedsætter HDL-kolesterol.

• De lipofile β-blokkere, der omsættes i det mikrosomale enzymsystem i leveren, kan give anledning til farmakokinetiske interaktioner, men det har sjældent klinisk betydning.
• Verapamil, lidocain og andre antiarytmika, som har negativ inotrop effekt samtidig med, at de påvirker overledningstiden, kan i kombination med β-blokkere øge tendensen til hjerteinsufficiens og overledningsforstyrrelser.
• Mefloquin må ikke gives sammen med propranolol, idet der kan være risiko for hjertestop. Det må kun gives med stor forsigtighed sammen med andre β-blokkere.
• Øget væskeretention og dermed ophævelse af den antihypertensive effekt kan ses ved samtidig indgift af non-steroide antiinflammatoriske stoffer.
• Kombinationen med antidiabetika kan sløre hypoglykæmiens symptomer og forlænge den hypoglykæmiske restitutionsfase. Hvis kombination med antidiabetika er indiceret, bør β₁-selektive blokkere foretrækkes.
• Ergotamin kan sammen med β-blokkere give anledning til kraftig perifer arteriolekontraktion og dermed svær iskæmi.

• Behandling med β-blokkere, specielt efter 1. trimester, kan øge risikoen for lav fødselsvægt og preterm fødsel.
• Bradykardi og hypoglykæmi er beskrevet hos nyfødte.
• Labetalol anses almindeligvis for veldokumenteret sikkert, men de fleste kliniske studier relaterer sig til intervention efter 1. trimester.
• Atenolol, labetalol, propranolol og metoprolol kan anvendes under visse forudsætninger.
• Bisoprolol, carvedilol, nebivolol og sotalol bør ikke anvendes på grund af manglende data.
• Hvis en β-blokker har været indgivet i dagene før fødslen, bør den nyfødte observeres i 1-2 døgn post partum for β-blokerende effekter, fx bradykardi og hypoglykæmi.
• Behandling af hypertension hos gravide er en specialistopgave, se i øvrigt afsnittet Hypertension hos gravide.

• Labetalol, metoprolol og propranolol kan om nødvendigt anvendes.
• Atenolol og sotalol må ikke anvendes.
• Ved bisoprolol, carvedilol og nebivolol savnes erfaring.