Diuretika anvendes ved tilstande, hvor en reduktion af ekstracellulærvæskens volumen er ønsket. 

Ved kronisk nyre-insufficiens og kronisk hjertesvigt foretrækkes loop-diuretika, ved ascites foretrækkes kalium-besparende diuretika evt. suppleret med loop-diuretika. 

Ved akut hjertesvigt og tilstande med mistanke om tarmstase foretrækkes loop-diuretika intravenøst eller eventuelt bumetanid oralt pga. bedre absorption via den ødematøse tarmvæg. 

Ved Hypertensio arterialis foretrækkes thiazider, hvis eGFR > 30 ml/min, men alle diuretika kan i princippet anvendes til behandling af hypertension. 

De enkelte grupper af diuretika har herudover specielle indikationer. 

Første middel ved moderate eller kroniske ødem-tilstande er i reglen et thiazid. Opnås der ikke tilstrækkeligt resultat, kan et thiazid kombineres med enten et kaliumbesparende diuretikum eller evt. et loop-diuretikum, eller der kan anvendes et loop-diuretikum i kombination med et kaliumbesparende diuretikum. 

Hos patienter med både nyre- og hjerteinsufficiens kan det i enkelte tilfælde være nødvendigt at anvende tripelterapi med et thiazid + loop-diuretikum + kaliumbesparende diuretikum. 

Ved sværere ødemtendens kan det være hensigtsmæssigt at skifte til det højpotente thiazid, metolazon, i kombination med et loop-diuretikum, som under indlæggelse ofte gives intravenøst. 

Specielt ved opstart af diuretika skal serum-kalium kontrolleres jævnligt. Virkningen af loop-diuretika kan forstærkes, når de suppleres med bendroflumethiazid 2,5-5,0 mg. 

Kombinationsbehandling med loop-diuretika og thiazid kræver pga. meget individuel virkning nøje overvågning, specielt i begyndelsen, og anvendes normalt kun, når høje doser loop-diuretikum alene ikke giver tilstrækkelig effekt. Diuretikas bivirkninger, herunder især kaliumtabet, kan undertiden formindskes ved dosering en gang dagligt. 

Ved pludseligt ophør med diuretisk behandling ses hos nogle patienter excessiv væskeretention og vægtøgning, som kan vanskeliggøre seponering. Problemet, som er særligt udtalt ved kombinationsbehandling, kan løses ved gradvis nedtrapning af den diuretiske behandling over nogle uger. 

For yderligere information om kontraindikationer henvises til de enkelte præparater.  

Forsigtighed ved hypotension, svær leverinsufficiens, nefrotisk syndrom og nyreinsufficiens. Kalium bør kontrolleres dagligt ved opstart af massiv diuretisk behandling hos patienter med hjertesvigt. Hos normohydrerede patienter med hypertension bør kalium kontrolleres ugentligt til månedligt ved opstart og dosisændring, derefter halvårligt. 

Ved langtidsbehandling med diuretika og hos patienter med svær hjerteinsufficiens, levercirrose eller nefrotisk syndrom vil forhøjet plasma-aldosteron (sekundær aldosteronisme) medvirke til øget tab af kalium. Derimod vil de kaliumbesparende diuretika, specielt hos patienter med nyreinsufficiens, kunne give anledning til de modsatte bivirkninger, hyperkaliæmi og acidose, ved at hæmme ovennævnte ionbytter-mekanisme. 

• Disse varierer med typen af diuretika. De fleste bivirkninger er dosisafhængige og ses kun sjældent ved lave doser i hypertensionsbehandlingen.
• Hyppigst ses ved ikke-kaliumbesparende diuretika hypokaliæmi og hypochloræmisk alkalose med ukarakteristiske symptomer som appetitløshed, kvalme, diarré, svimmelhed, træthed, muskelsvaghed, paræstesier og tørhed i munden.
• Ved intensiv og langvarig diuretisk behandling ses undertiden hyponatriæmi, som skyldes, at nyrernes evne til at fortynde urinen er reduceret. Fortyndingssyndromet behandles med indskrænkning af væsketilførslen til højst 1,5 liter i døgnet.
• Foruden hypokaliæmi og hyponatriæmi kan behandling med thiazider og loop-diuretika også medføre hypomagnesiæmi. Magnesium skal ikke kontrolleres rutinemæssigt, men hypomagnesiæmi bør mistænkes ved behandlingsresistent hypokaliæmi.
• Af metaboliske bivirkninger ses ofte hyperurikæmi, men dog sjældent anfald af arthritis urica, som typisk optræder i forbindelse med hurtig afvanding i forbindelse med intravenøs administration af loop-diuretika.
• Hyperglykæmi og nedsat glucosetolerance ses, men sjældent ved lav dosering og kan ofte undgås ved at holde patienten normokalæmisk.
• Allergiske reaktioner i form af hududslæt, urticaria og hudkløe forekommer. I sjældne tilfælde opstår vasculitis.
• I større hypertensionsstudier er potensforstyrrelser blevet observeret ved brug af thiazider.
• Hydrochlorthiazid øger lysfølsomheden, og der er fundet en association mellem kumulativ brug af hydrochlorthiazid på 50.000 mg (sv.t. 25 mg dgl i ca. 5,5 år) og forekomsten af det relativt hyppige basalcellekarcinom (HR = 1,3) og det sjældne squamous cellekarcinom (HR = 4,0). Se endvidere Bivirkninger i afsnittet Thiazider.

Diuretika bør sædvanligvis ikke anvendes til gravide, kun på særlige indikationer og under visse forudsætninger. Behandlingen er en specialistopgave. Er brug af diuretika nødvendigt, foretrækkes bendroflumethiazid eller i særlige tilfælde furosemid. Se i øvrigt afsnittet Hypertension hos gravide. 

Diuretikas primære virkemåde er at hæmme den renale reabsorption af natriumchlorid, hvorved salt og vand tabes med urinen, og ekstracellulærvæskens volumen reduceres.
Normalt udskilles mindre end 1 % af glomerulus-filtratets natriumioner gennem nyrerne, men diuretika kan øge natriumekskretionsfraktionen op til 25 %, se tabel 1. 

Den diuretiske effekt øges ved kombination af diuretika med forskellige angrebspunkter, men samtidigt øges risikoen for uhensigtsmæssige forskydninger i ekstracellulærvæskens natrium-kalium balance. Endvidere forstærker diuretika virkningen af andre antihypertensive lægemidler, specielt lægemidler, der blokerer renin-angiotensin-aldosteron systemet.

Tabel 1. Diuretika. Døgndosis, farmakokinetiske og farmakodynamiske egenskaber ved oral administration