Gruppen omfatter: 

• Penicilliner
• Cefalosporiner
• Monobactamer
• Carbapenemer.

Vedrørende virkemåde og resistensforhold henvises til Antibiotika virkemåde og resistens.  

β-laktamerne bindes til transpeptidaser, som også kaldes penicillinbindende proteiner (PBP), der er vigtige for dannelsen af bakteriernes cellevæg. β-laktamerne adskiller sig ved deres varierende evne til at trænge gennem den ydre lipoproteinholdige cellevæg ("outer envelope"), som de gramnegative bakterier er omgivet af, samt ved deres varierende følsomhed over for β-laktamaser, dvs. bakterielle enzymer, der bryder amidbindingen i β-laktamringen. 

Anvendelsen af bredspektrede β-laktamer, dvs. antibiotika, der virker på mange grampositive og -negative bakterier, fx meropenem og cefuroxim/ ceftriaxon/ cefotaxim, har medført betydelige problemer i form af selektion af bakterier med omfattende multiresistens mod β-laktamer, fx extended spectrum β-laktamases (ESBL). Derfor må der advares mod udbredt brug af disse midler. De bør kun anvendes, hvor de mere smalspektrede midler er uvirksomme. 

Penicilliner kombineret med β-laktamasehæmmere (amoxicillin i kombination med clavulansyre, piperacillin i kombination med tazobactam, ceftazidim i kombination med avibactam og ceftolozan i kombination med tazobactam) har ligeledes bredt virkningsspektrum. Der er de senere år registreret en kraftig stigning i forbrug af amoxicillin i kombination med clavulansyre og af piperacillin i kombination med tazobactam. Deres anvendelse bør begrænses ved at følge Antibiotikavejledningen.