Micardis®

Tabletter. 1 tablet indeholder 40 mg eller 80 mg telmisartan. 

Voksne 

Hypertension 

• 20-40 mg 1 gang dgl. Dosis kan øges til 80 mg 1 gang dgl.

Reduktion af kardiovaskulær morbiditet 

• 80 mg dgl.

Bemærk: 

• Erfaring savnes vedr. børn og unge < 18 år.

• Højst 40 mg dgl. ved nedsat leverfunktion.
• Kontraindiceret ved stærkt nedsat leverfunktion og/eller kolestase.

• Tidligere angioneurotisk ødem under behandling med angiotensin II-antagonister.
• Samtidig behandling med aliskiren hos patienter med diabetes mellitus eller nedsat nyrefunktion (GFR < 60 ml/min).

• Nyrearteriestenose
• Aorta- eller mitralklapstenose
• Obstruktiv hypertrofisk kardiomyopati.
• I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer.
• Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes.
• Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere.
• Ved tidligere angioneurotisk ødem under behandling med ACE-hæmmere bør behandling med angiotensin II-antagonister begrænses til situationen, hvor andre grupper af antihypertensiva er forsøgt, eller hvor valget af angiotensin II-antagonister skønnes optimalt. Patienten bør informeres grundigt om overvejelserne bag valget.

• Kalium, kaliumbesparende diuretika og andre lægemidler, som øger serum-kalium kan forårsage hyperkaliæmi.
• NSAID kan reducere den antihypertensive effekt af angiotensin II-antagonister og kan øge risikoen for nyrefunktionsnedsættelse. Samtidig behandling skal ske med forsigtighed, især ved ældre.
• Lithiumkoncentrationen kan øges, hvorfor kontrol af serum-lithium anbefales. Det samme gælder digoxin.
• Samtidig behandling med aliskiren hos patienter med diabetes mellitus eller nedsat nyrefunktion (GFR < 60 ml/min) kan give kraftige bivirkninger og er kontraindiceret.
• Samtidig anvendelse af ACE-hæmmere eller aliskiren (dobbelthæmning af renin-angiotensin-aldosteronsystemet) øger risikoen for hypotension, hyperkaliæmi og nedsat nyrefunktion (inklusiv akut nyresvigt). Kombinationen frarådes.

Baggrund: Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. 

Der er ikke specifikke data for telmisartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat.  

Se endvidere Hypertension hos gravide. 

Se også Klassifikation - graviditet. 

• Blokerer angiotensin-II-type 1- receptoren, hvilket resulterer i en forhøjelse af plasma-renin- og angiotensin-II-niveauerne samt nedsat aldosteron i plasma. Den kliniske effekt er universel vasodilatation uden sympatikusaktivering som ved ACE-hæmmere.
• Maksimal virkning indtræder efter ca. 3 timer.
• Virkningsvarighed minimum 24 timer.

• Biotilgængelighed ca. 50%.
• Maksimal plasmakoncentration efter 0,5-2 timer.
• Metaboliseres ved glucuronidering i leveren.
• Eliminationen er bifasisk med terminal halveringstid ca. 24 timer.
• Udskilles hovedsageligt med galden som uomdannet stof og glucuronider heraf.
• < 1% udskilles uomdannet gennem nyrerne.