Acne
Acne vulgaris er en kronisk inflammatorisk tilstand i specielle hårfollikel-talgkirtler i det seboroiske område. I patogenesen indgår en androgenmedieret øget sebumproduktion, hyperplasi af keratinocytterne og keratinisering og dermed aflukning af follikeludmundingen. Efterfølgende indtræder opformering af Cutibacterium acnes, som frigør kemotaktiske faktorer, der fremkalder en inflammatorisk reaktion. De tidligste forandringer er seboré og komedoner. Senere fremkommer i varierende grad papler, pustler og cyster. Ubehandlet kan der opstå cikatricer.
Acne inddeles traditionelt i let, moderat og svær acne. De fleste patienter har let til moderat acne karakteriseret ved komedoner, papler og pustler. Patienter med svær acne er karakteriseret ved, at de enten har cyster eller har papler og pustler som resulterer i cicatricedannelse.
Størstedelen af patienter med let acne kan behandles med lokalmidler. Ved moderat acne, der ikke kan behandles sufficient med lokalmidler, kan der evt. suppleres kortvarigt (3-6 måneder) med systemisk antibiotika, ofte i form af tetracyclin, hvorefter lokalbehandlingen kan fortsætte som langtidsterapi.
Patienter med svær acne skal henvises til dermatolog med henblik på systemisk isotretinoin-behandling.
Behandlingsvejledning
Let til moderat acne
Tidlig behandling af let til moderat acne bør primært rettes mod fjernelse af den follikulære hyperkeratinisering ved hjælp af lokal retinoidbehandling med adapalen. Retinoider har desuden en let antiinflammatorisk effekt.
Som alternativ initialbehandling kan anvendes benzoylperoxidgel, som overvejende har antibakteriel effekt.
Andre lokalbehandlingsmidler indeholdende azelainsyre og clindamycin er ligeledes overvejende rettet mod reduktion i antallet af Cutibacterium acnes og har mindre komedolytisk effekt.
Hvis der ønskes en hurtig virkning, kan man anvende et kombinationspræparat indeholdende benzoylperoxid og clindamycin, clindamycin og tretinoin eller benzoylperoxid og adapalen.
Lokalbehandlingen bør fortsætte i ca. 3 måneder, før endelig vurdering foretages. Der er ofte behov for en regelmæssig vedligeholdelsesbehandling i en årrække, dog bør langtidsbehandling med clindamycin som monoterapi fravælges på grund af risiko for resistensudvikling.
Moderat til svær acne
Ved utilstrækkelig effekt af lokalbehandlingsmidlerne kan man supplerende give antibiotikum i form af tetracyclin eller et makrolid. Antibiotika bør normalt gives i de doser, der anvendes ved infektion, men bør sædvanligvis ikke gives i mere end 3-6 måneder på grund af risiko for resistensudvikling.
Ved moderat til svær acne kan p-pille behandling være indiceret, hvis lokalbehandling og oral antibiotikum ikke er tilstrækkelig effektiv. P-piller, som indeholder gestagenerne cyproteronacetat og i mindre grad drospirenon, hæmmer sebumproduktionen og reducerer derved sygdomsaktiviteten.
De sværeste tilfælde af acne, hvor der er stor risiko for cikatricer, bør behandles med isotretinoin oralt efter henvisning til dermatolog.
Referencer
4821. Zaenglein AL, Pathy AL, Schlosser BJ. Guidelines of care for the management of acne vulgaris. J Am Acad Dermatol. 2016; 74:945-73, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26897386 (Lokaliseret 3. marts 2022)
