1. Non-farmakologisk behandling

Lavintensiv fysisk træning tilrådes med henblik på reduktion af symptomer. Tobak frarådes, og alkohol kun i mængder svarende til Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger. Saltindtag bør begrænses hos patienter med væskeretention eller med behov for store mængder diuretika. Daglig vejning og oplæring i håndtering af "advarselssymptomer" (stigende vægt og åndenød) med fx selvadministreret ændring i diuretika letter patienternes dagligdag. 

2. Farmakologisk behandling

Kronisk hjerteinsufficiens med EF > 40 %  

Behandlingen rettes primært mod evt. korrigerbar hjertesygdom, fx hjerteklapfejl, atrieflimren og iskæmisk hjertesygdom. Symptomatisk behandling med diuretika udgør hjørnestenen i behandlingen. ACE-hæmmere, angiotensin II-receptorblokkere (ARB) og β-blokkere vil ofte blive anvendt på andre ikke-hjertesvigtrelaterede indikationer, som fx hypertension, iskæmisk hjertesygdom eller atrieflimren. I udvalgte tilfælde kan der anvendes Sodium-Glucose Cotransporter (SGLT)-2- inhibitor (specialist behandling).  

Kronisk hjerteinsufficiens med nedsat systolisk funktion (EF < 40 %). 

Åndenød og væskeretention behandles med diuretika. Behandling med ACE-hæmmere/ Angiotensin 2 receptor blokker (ARB), β-blokkere og aldosteronantagonister, som alle medfører længere overlevelse og bedre livskvalitet, skal prioriteres. Endnu yderligere prognoseforbedring kan opnås, hvis ovenstående behandling suppleres med en Sodium-Glucose cotransporter 2 (SGLT -2)-inhibitor og/eller en kombination af ARB og en neprilysinhæmmer (ARNi). Behandling med de forskellige stoffer sammenstykkes på baggrund af patientens NYHA-klasse (se tabel 1).  

1. ACE-hæmmer: Uanset NYHA-klasse bør den velkompenserede patient med kronisk systolisk hjertesvigt påbegynde behandling med en ACE-hæmmer. Behandlingen startes med små doser, som optitreres over få uger. Dokumentationen for effekt ligger på relativt høje doser, og det er derfor vigtigt at nå den anbefalede dosis. Alle ACE-hæmmere kan anvendes. En ARB kan anvendes på lige fod, hvis ACE-hæmmerbehandling ikke tolereres.
2. Diuretika: Åndenød og ødemer behandles med diuretika. Oftest anvendes loop-diuretika, men thiazid kan anvendes ved beskedne symptomer.
3. β-blokker: Fra og med NYHA-klasse II suppleres, når patienten er i afvandet/stabil klinisk tilstand, med β-blokkere, enten carvedilol, metoprolol, bisoprolol eller nebivolol under forsigtig optitrering (hver 2. uge), til måldosis er nået (Se behandlingsvejledning for β-blokkere).
   Selvom effekten af β-blokkerbehandling ikke er dokumenteret for asymptomatiske hjertesvigtpatienter (NYHA-klasse I), vil disse patienter ofte have en anden oplagt β-blokkerindikation, som fx iskæmisk hjertesygdom med tidligere AMI eller hypertension. β-blokade skal derfor overvejes hos alle patienter med lav EF.
4. Fra og med NYHA-klasse II anvendes rutinemæssigt aldosteronantagonist-behandling med 25 mg spironolacton/eplerenon dagligt.
5. Sodium-Glucose Cotransporter-2 (SGLT-2) inhibitor: Dapagliflozin eller empaglifozin overvejes til patienter med EF < 40 %, som stadig er symptomatiske (NYHA 2-4) trods ovenstående behandling.
6. Ivabradin: Ved fortsatte uacceptable symptomer efter optitrering af ovenstående præparater kan der forsøges behandling med ivabradin til patienter i sinusrytme med EF < 35 % og hjertefrekvens > 70 slag/min.
7. Digoxin: Hvis der samtidig er atrieflimren og/eller vedvarende betydelige symptomer trods øvrig terapi kan Digoxin anvendes.
8. ARNi. Angiotensin II-receptorblokker og neprilysin-inhibitor: Kan anvendes som ACE/ARB alternativt til stabile ACE/ARB-behandlede patienter med fortsat symptomatisk hjertesvigt (NYHA II-IV) med venstre ventrikel EF ≤ 40 %. Tilskud til behandlingen er betinget af, at en række andre forudsætninger skal være til stede herunder: Systolisk blodtryk >95 mmHg og at behandlingen er initieret af speciallæge i kardiologi.
9. Andre præparater: Kombinationen af hydralazin og isosorbiddinitrat anvendes i sjældne tilfælde (specialistbehandling). Intravenøs inotropi med fx fosfodiesterasehæmmer (milrinon) eller calcium sensitizer ( levosimendan) kan anvendes i hospitalsregi i terminalstadiet af sygdommen.

Akut svær hjerteinsufficiens
Ved venstre ventrikelsvigt med akut lungeødem anvendes nitroglycerin, furosemid intravenøst og morfin intravenøst 5-10 mg efter behov. Positiv inotropi anvendes til kredsløbsstøtte ved hypotension. Levosimendan kan anvendes som korttids (6-24 timer) infusion til patienter med akut forværring af kronisk hjertesvigt i situationer, hvor øvrig behandling ikke er tilstrækkelig. Akut overflyttelse til revaskulariserende behandling er indiceret ved AMI og kredsløbssvigt. 

3. Invasiv/kirurgisk behandling

Med henblik på såvel symptom- som mortalitetsreduktion vurderes indikationen for biventrikulær pacing hos patienter med symptomer på hjertesvigt samt EF < 35 % og venstresidigt grenblok.
Muligheden for revaskularisering vurderes hos alle med iskæmisk hjertesygdom. Behandling med en implanterbar cardioverter defibrillator (ICD) reducerer dødeligheden hos patienter med symptomer på hjertesvigt på iskæmisk basis og EF < 35 %, hvorfor denne behandling ofte vil være indiceret.

Tabel 1. NYHA-funktionsklasse og valg af farmakologisk og interventionel behandling af kronisk systolisk hjerteinsufficiens med EF < 40 % 

Medicin bør fortsætte svarende til den højeste NYHA-funktionsklasse, patienten klinisk har været i uanset evt. bedring af symptomer over tid. 

Se endvidere Dansk Cardiologisk Selskab: National kardiologisk behandlingsvejledning ⁽⁴⁹³¹⁾. 

Graviditet 

Patienter med kendt hjerteinsufficiens bør, hvis graviditet overvejes, henvises til et hjertecenter, idet medicinændringer og evt. supplerende undersøgelser, interventioner eller kirurgi kan være nødvendig før planlagt graviditet. ACE-hæmmere/ARB skal seponeres. Det samme gælder spironolacton og evt. statinbehandling. β-blokkere, digoxin og diuretika vil som regel kunne fortsætte under tæt kontrol.