Anfaldsbehandling

Cinnarizin, som virker som et perifert vestibulært sedativum (hæmmer calciumoptagelsen i de vestibulære sanseceller) og har en sederende antihistaminerg virkning, er effektiv mod vertigo.  

Profylaktisk, konservativ behandling

Ikke-farmakologisk behandling 

Der er level IV evidens for reduktion af saltindtaget, men ingen evidens for effekten af andre livstilsændringer i form af reduktion af indtagelse af nicotin, chokolade, koffein og alkohol; men vestibulær rehabilitering anbefales ⁽¹⁸⁴⁶⁾.  

Farmakologisk behandling 

Betahistin kan forsøges som medicinsk behandling, men det bør ikke anvendes rutinemæssigt jf. National Klinisk Retningslinje for behandling af Menières sygdom ⁽⁴⁶³⁶⁾, som giver en svag anbefaling mod at anvende betahistin. Evidensen baseres på et Cochrane-review, som ikke kunne påvise bedre effekt af betahistin end placebo ⁽¹⁸⁴⁷⁾ samt et multicenter RCT studie, hvor man ikke kunne påvise en effekt af 2x24 mg betahistin dagligt eller 3x48 mg betahistin dagligt, der adskilte sig fra placebo ⁽³⁴⁴⁴⁾. Vælger man at forsøge behandling med betahistin anbefales det jf. National Klinisk Retningslinje om behandling af Menières sygdom, at der planlægges et seponeringsforsøg ved eksempelvis manglende effekt eller efter symptomfrihed allerede ved opstart af behandlingen. 

Diuretika såsom hydrochlorthiazid og acetazolamid er hyppigt anvendt internationalt til at opnå en reduktion af svimmelhedsanfaldets sværhedsgrad og hyppighed ^{(3445) (3446)}. Et Cochrane-review har dog ikke fundet tilstrækkelig kvalitet af de udførte studier til at give evidens for deres effekt på Menière, og brugen er forbundet med potentielt alvorlige bivirkninger, specielt hos ældre ⁽¹⁸⁴⁸⁾. Ligeså er der ikke fundet egnede studier, som kan understøtte brugen af thiaziddiuretika, og der er en god praksisanbefaling imod at anvende thiaziddiuretika til behandling af Meniére jf. National Klinisk Retningslinje for behandling af Menières ⁽⁴⁶³⁶⁾. 

Behandling med trommehindedræn og pulserende overtryksterapi 

Det næste trin på "behandlingstrappen" er anlæggelse af dræn i trommehinden på det syge øre i 2-3 uger. Behandlingen er en god praksisanbefaling ifølge National Klinisk Retningslinje for behandling af Menières, da der ikke foreligger studier, der kan dokumentere effekten ⁽⁴⁶³⁶⁾.  

Ved utilstrækkelig effekt af dræn-behandling kan pulserende overtryksterapi (Meniett behandling) overvejes. Evidensen for denne behandling i forhold til placebo vurderes ufuldstændig i et Cochrane-review basseret på 5 RCT studier ⁽³⁰⁸²⁾. Generelt er der ikke reduktion i antal af vertigo-tilfælde ved overtryksterapi sammenlignet med placebo, men en signifikant subjektiv forbedring af svimmelhedssymptomerne ses ved overtryksbehandling ^{(3082) (3083)}. Et RCT-studie af Meniett-behandlingen over for placebo har ikke bekræftet, at Meniett-behandlingen reducerede hyppigheden af eller sværhedsgrad af svimmelheds-tilfælde ⁽⁴⁶³⁸⁾. Studiet er medtaget i en ny metaanalyse, som heller ikke kan bekræfte at Meniett-behandlingen signifikant reducerer anfaldshyppighed i forhold til placebo ⁽⁴⁶³⁹⁾. En metaanalyse baseret på andre studier end RCT-studier, som ikke er placebokontrollerede viser en signifikant reduktion af svimmelhedsanfald ⁽³⁰⁸⁰⁾. Lokal appliceret overtryks behandling bør derfor anvendes med omtanke under hensyntagen til, at placeboeffekten er betydelig. Ifølge National Klinisk Retningslinje for behandling af Menières er der således også kun en svag anbefaling for brug af overtryksterapi, og det anbefales at aftale et seponeringsforsøg efter en behandlingsperiode ⁽⁴⁶³⁶⁾. 

Intratympanisk steroid behandling  

Intratympanisk steroidbehandling med dexamethason har vist lovende resultater i et velgennemført men lille placebokontrolleret studie ⁽³⁰⁷⁹⁾, men det anbefales i et Cochrane-review, at yderligere og større placebokontrollerede studier gennemføres for at tilvejebringe yderligere dokumentation ⁽³⁰⁸¹⁾. Et nyt systematisk review ⁽⁴⁶³⁷⁾ baseret på yderligere RCT-studier i forhold til Cochrane reviewet konkluderer, at evidensen fortsat er sparsom, og at der er behov for flere studier af høj kvalitet. Jf. National Klinisk Retningslinje for behandling af Menières er der en svag anbefaling for at overveje behandling med intratympanisk steroid, hvis der er manglende effekt af anden behandling ⁽⁴⁶³⁶⁾. Et RCT-studie, som ikke indgår i ovennævnte reviews, sammenligner methylprednisolon med gentamycin, og her fandt man, at methylprednisolon var lige så effektivt til at reducere hyppigheden af svimmelhedsanfald som gentamycin ⁽³⁴⁶²⁾.  

Profylaktisk, destruktiv behandling

Ved insufficient behandlingseffekt kan der foretages instillation af gentamicin i mellemøret, hvilket er en specialistopgave. Absorption af små mængder gentamicin foregår gennem det runde vindues membran og ødelægger funktionen af både den kokleare og den vestibulære del af det indre øre, om end sidstnævnte er mere følsom for behandlingen. Der er evidens for, at gentamicin effektivt reducerer eller ophæver svimmelhedsanfald hos patienter med Ménières sygdom i forhold til placebo ⁽³⁴⁴⁷⁾. Reduktion og ophør af svimmelhedssymptomer opnås hos omkring 40 % af patienterne efter bare en instillation af gentamicin i mellemøret. 10 % af disse får recidiv inden for 5 år og må behandles igen. Der er fortsat behov for placebokontrollerede studier, der kan dokumentere langtidseffekterne af gentamicin behandling ⁽³⁴⁴⁸⁾. På trods af god effekt i forhold til at behandle svimmelhedssymptomerne, så tilrådes forsigtighed med behandlingen, da der er en betydelig risiko for at lave stor skade på en evt. rest-hørelse ⁽³⁰⁸⁴⁾. Jf. National Klinisk Retningslinje for behandling af Menières anbefales gentamicin kun brugt ved manglende effekt af anden behandling og under hensyntagen til evt. risiko for yderligere høreskade ⁽⁴⁶³⁶⁾. 

I behandlingsrefraktære tilfælde kan operative indgreb (vestibulær neurektomi og transmastoidal labyrintektomi) være indicerede. Andre indgreb kan være endolymfatisk sækkirurgi, hvilket der er en svag anbefaling imod at udføre jf. National Klinisk Retningslinje for Menières sygdom ⁽⁴⁶³⁶⁾.