Adrenalin gives dybt intramuskulært eller intravenøst. Subkutan injektion kan ikke anbefales på grund af den usikre optagelse. Intravenøs injektion bør kun gives til patienter med vedvarende svær hypotension og i refrakte doser a 10-50 mikrogram til voksne (1 mikrogram/kg legemsvægt til børn) afhængig af effekt.  

Normaldosis adrenalin intramuskulært

• Adrenalin er den vigtigste behandling og kan gives som enten autoinjektor eller adrenalininjektionsvæske (begge indeholder 1 mg/ml). Alle symptomer responderer på adrenalin.
• Doseringsvejledning
  • Voksne og børn > 25 kg. 0,3 mg adrenalin (svarende til 0,3 ml i.m. adrenalininjektionsvæske 1 mg/ml)
  • Børn < 25 kg. 0,15 mg i.m.
• I situationer, hvor optrukket adrenalin er umiddelbart tilgængelig:
  • Voksne og børn > 25 kg. 0,01 mg/kg legemsvægt i.m. (højst 0,5 mg i.m. pr. dosis)
  • Børn < 25 kg. 0,01 mg/kg legemsvægt i.m. (højst 0,25 mg i.m. pr. dosis).

Adrenalin skal gives umiddelbart efter symptomdebut, kan evt. gentages efter 10-15 min. ved manglende eller utilstrækkelig effekt. Der er ingen absolutte kontraindikationer. 

Evt. luftvejssymptomer (astma eller larynxødem) behandles med hhv. inhalation β2-agonist eller inhalation adrenalin.  

Efter initial behandling med adrenalin kan gives antihistaminer og glukokortikoid for at hindre yderligere allergiske reaktioner i form af urticaria eller ødemer. 

Ved blodtryksfald suppleres adrenalin med intravenøs krystalloid opløsning 500-1.000 ml, evt. gentaget, da den perifere vasodilatation medfører central hypovolæmi. 

Indgift af glukokortikoid virker ikke på de akutte symptomer, men kun på evt. senere allergiske manifestationer.
I øvrigt gives symptomatisk behandling.