De fleste patienter med OAB kan varetages i primærsektoren. Non-farmakologiske tiltag (vægttab, rygestop, blæretræning, knibetræning, væskeindtag) evt. suppleret med bind/ble og selv-kateterisering bør efterprøves, inden evt. farmakologisk behandling iværksættes.  

OAB anbefales, udover den primære bækkenbundstræning, farmakologisk behandlet med muskarinreceptorblokkere (darifenacin, fesoterodin, oxybutynin, solifenacin, tolterodin og trospiumchlorid) eller β3-adrenoceptoragonist (mirabegron) som hhv. 1.- og 2. valg. Hvis behandlingen ikke har effekt, eller der er uacceptable bivirkninger efter 4-8 uger, bør den seponeres.  

Effekten af lægemidlerne vurderes generelt som sparsom (IRF). Se midler mod overaktiv blæresyndrom, urgency og urgency-inkontinens. 

Effekten har i forhold til placebo vist sig relativ beskeden med en reduktion i vandladningsfrekvensen på 1-2 miktioner pr. døgn og en reduktion i antallet af inkontinensepisoder på 2-3 pr. uge ⁽²⁸²⁸⁾. En del af effekten skyldes øget "warning time". Effekten kan måles gennem en vandladningsdagbog. 

Der er ofte en stor dag til dag-variation i symptomerne og behandlingseffekt, og evt. bivirkninger kan først reelt vurderes efter 3-4 ugers behandling. Ved utilstrækkelig effekt kan præparatskift eller dosisøgning forsøges. Der er ingen evidens for at kombinere flere muskarinreceptorblokkere eller for at kombinere muskarinreceptorblokker og β3-adrenoceptoragonist. Ved manglende effekt efter 3-6 måneder, trods præparatskift og evt. dosisøgning, bør behandlingen seponeres, og patienten henvises til gynækologisk eller urologisk vurdering. 

Langvarig antimuskarin-behandling bør anvendes med forsigtighed hos ældre patienter, især ved samtidig risiko for eller erkendt kognitiv dysfunktion ^{(4540) (4541)}.  

Hos postmenopausale kvinder med irritative gener, som imperiøsitet og pollakisuri grundet slimhindeatrofi, har lokaløstrogen ofte en gunstig effekt, se Vaginale østrogener.