Naturlig menopause

Revideret: 22.10.2021
  • Menopausen er tidspunktet for kvindens sidste menstruation. Gennemsnitsalderen for den naturlige menopause hos danske kvinder er ca. 52 år. Den mest bemærkelsesværdige endokrinologiske forandring i forbindelse med den naturlige menopause er en 10-20 gange reduktion i østrogenniveauet og en 10-15 gange stigning i niveauet af det follikelstimulerende hormon (FSH). I perioden op til menopausen kan der imidlertid ses store variationer i blodkoncentrationen af gonadotropiner og ovariehormoner, og en enkelt koncentrationsbestemmelse har derfor ingen diagnostisk værdi.

 

  • Perimenopausen er årene op til menopausen og de første 12 måneder efter sidste blødning. Blødningsforstyrrelser forekommer hyppigt i årene op til menopausen. Der kan ses episoder med kraftige og langvarige blødninger vekslende med pletblødninger og langvarige intervaller mellem blødningerne. De anovulatoriske cykli, som medfører varierende og langvarig østrogenpåvirkning af endometriet samt manglende stabilisering og afstødning af slimhinden på grund af den utilstrækkelige progesteron-påvirkning.

 

Symptomer

Efter menopausen oplever 80 % vasomotoriske symptomer (hede-/svedeture). Hedeturene opleves som en pludseligt indsættende varmefornemmelse, der udgår fra ansigt og halsregionen, breder sig ned over brystet og er ledsaget af svedtendens. Desuden kan der være søvnløshed, irritationstendens, hovedpine, kvalme, hjertebanken og angstfornemmelse. 

 

Den individuelle variation er stor, og mange kvinder oplever ingen eller kun få vasomotoriske symptomer. Almindeligvis optræder 5-10 hedeture dagligt, men op til 50 er rapporteret.  

Lavt østrogenniveau er ikke den eneste udløsende faktor, idet østrogenniveauet kan være identisk hos kvinder med og uden svære menopause-symptomer. Udtalte klimakterie-symptomer kan påvirke livskvaliteten og være indikation for hormonterapi efter kvindens ønske. 

 

Lokale urogenitale gener optræder sjældent tidligere end 4-5 år efter menopausen. Symptomerne forekommer hos 25-50 % af alle kvinder, når østrogenkoncentrationen falder til et niveau, der er så lavt, at specifikke østrogenreceptorer i vagina, urethra og blære ikke længere stimuleres. 

 

Urogenitale symptomer kan klassificeres i 3 grupper: 

  • symptomer der skyldes atrofi af vaginalslimhinden (tørhed i skeden, pletblødning, fluor vaginalis, dyspareuni, dysuri, svie omkring urethra og introitus)
  • recidiverende urinvejsinfektioner
  • blære- og urinrørsdysfunktion (inkontinens, imperiøsitet, pollakisuri og nykturi).

 

Slimhindeatrofien i vagina medfører foruden tørhed mindre elasticitet og tendens til petekkiale blødninger. Glykogendepoterne forsvinder, kirtlerne atrofierer, og mælkesyrebakterier erstattes af tarmbakterier. pH-værdien stiger fra 4 til 7-8. Pubesbehåringen aftager, og der sker skrumpning af labia majora. Atrofiske forandringer i uretralslimhinden og det periuretrale bindevæv medfører svaghed i den uretrale lukkemekanisme. Dette kan medføre stressinkontinens og prolaps af slimhinden i og omkring orificium urethrae externum.  

Slimhindeatrofien medfører også svækkelse af den lokale resistens over for infektion i urinvejene. Bortfaldet af østrogenpåvirkningen medfører gradvist øget sensibilitet i blære og urethra og dermed tendens til imperiøsitet og urgeinkontinens. Den reducerede elasticitet i det urogenitale bindevæv disponerer samtidigt til forskellige typer af uterovaginale prolapser. 

Behandlingsvejledning

Den primære indikation for hormonterapi (HT) er behov for lindring af gener associeret til faldet i østrogenproduktionen efter menopausen, dvs. de vasomotoriske og senere urogenitale gener. Disse kan for den enkelte kvinde være så invaliderende, at fordelene ved hormonterapi opvejer de mulige risici, der er forbundet med behandlingen. 

 

Man bør vælge den lavest mulige hormondosis, der medfører symptomlindring, og opstart af HT bør ideelt være forudgået af tre måneders livsstilsintervention samt udredning af risikofaktorer for hjerte-kar-sygdom. Livsstilsintervention består i vægttab ved overvægt, motion ved inaktivitet, reduktion i alkoholforbrug ved stort forbrug og rygestop ved rygning. Kvinder med høj risiko for hjerte-kar-sygdom bør frarådes hormonterapi. Kvinder med moderat risiko for hjerte-kar-sygdom og menopause inden for de sidste 10 år anbefales primært transdermal behandling.  

 

Blødningsforstyrrelserne i perimenopausen er oftest anovulatoriske, og den mest effektive handling er oplægning af en gestagenspiral. Det kan være en fordel at afstøde det hypertrofiske endometrium med gestagen inden oplægning af gestagenspiral. 

 

Gestagenspiralen yder samtidig effektiv kontraception og kan suppleres med systemisk østrogenterapi, hvis tilstanden ledsages af generende og svære vasomotoriske symptomer. Alternativt kan man nøjes med at behandle med cyklisk gestagen i 10 dage hver måned.  

 

I de første år efter menopausen anbefales kontinuerlig behandling med naturlige østrogener kombineret med gestagenspiral eller cyklisk gestagen 10 dage hver måned eller 12 dage hver anden eller tredje måned.  

 

Se behandlingsregimer i figur 1 i Østrogen og gestagen i kombination

 

Det sekventielle regime medfører, at det østrogenstimulerede endometrium modnes, og at den funktionelle del af endometriet afstødes ved gestagenperiodens afslutning med en menstruationslignende blødning. Det sekventielle regime bør afløses af et blødningsfrit regime, hvor østrogen og gestagen gives kontinuerligt. Pga. risiko for pletblødninger bør et kontinuerligt regime tidligst startes et år efter menopausen. Dette regime vil efterhånden medføre et atrofisk endometrium. 

 

Clonidin har en beskeden effekt, men kan prøves, når hormonbehandling er kontraindiceret. 

 

Som alternativ til den kontinuerlige kombinationsbehandling med naturlige østrogener og gestagen kan det artificielle steroid, tibolon, anvendes. Tibolon har en kombineret østrogen, gestagen og androgen virkning. Det gives kontinuerligt og inducerer et atrofisk endometrium, således at blødning undgås. 

 

Hysterektomerede kvinder behandles med østrogen alene. 

 

Urogenitale gener bør behandles med lokalt østrogen i form af vagitorier, vaginalcreme eller vaginalring. Behandlingen har ingen systemisk effekt. Behandlingen må gerne anvendes til kvinder med tidligere brystkræft. 

Hos kvinder, der er er i antiøstrogen-behandling med aromatasehæmmer i forbindelse med brystkræftbehandling, er succeskriteriet et så lavt østrogenniveau i blodet som muligt. Den systemiske effekt af vaginalt østradiol er minimal og klinisk risiko for recidiv af brystkræft er aldrig påvist (3003). En pragmatisk tilgang ved tidligere brystkræft er at prøve ikke-hormonholdige midler først og dernæst vaginalt østradiol ved utilstrækkelig effekt. 

 

Vedr. forebyggelse af osteoporose, se Østrogener (osteoporose)

Behandlingsvarighed

Behovet for hormonterapi bør løbende tages op til revision, fx en gang om året, hvor fordele, ulemper og risici vurderes individuelt og dosis evt. nedsættes. Varigheden af behandlingen vil variere individuelt, men bør ikke overstige 3-5 år. 

Ved behandling af urogenitale gener med vaginalt østrogen er der ingen begrænsninger i behandlingsvarigheden.  

Præparatvalg

Hormonterapi gives i form af et naturligt østrogen, enten alene eller i kombination med gestagen. 

Valg af præparat og administrationsform afhænger af kvindens præferencer og prisen. Rygere kan have fordel af transdermal administration, hvor førstepassage-effekten i leveren undgås.  

For yderligere information om plastre, se: Transdermale østrogener eller depotplastre (monofase)

 

Med hensyn til påvirkning af brystvævet er østrogen i kombination med sekventiel gestagen eller lokal gestagen ( hormonspiral) at foretrække frem for kontinuerligt kombineret gestagen. 

 

Som alternativ til østrogen og østrogen/gestagen kombination kan det artificielle steroid, tibolon, anvendes. Tibolons androgene effekt er en fordel, hvis nedsat libido er et dominerende problem. Hvis indikationen alene er urogenitale gener som følge af atrofi, bør man vælge lokalt østradiol. 

 

Genuint progesteron kan anvendes som supplement til østrogenbehandling med henblik på minimering af eventuelle gestagene bivirkninger. 

Referencer

4967. Kagan R, Kellogg-Spadt S, Parish SJ. Practical Treatment Considerations in the Management of Genitourinary Syndrome of Menopause. Drugs Aging. 2019; 36(10):897-908, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/31452067 (Lokaliseret 4. marts 2022)

 

4968. The 2017 hormone therapy position statement of The North American Meno-pause Society. Menopause. 2018; 25(11):1362-87, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/30358733 (Lokaliseret 4. marts 2022)

 

4673. Hofmeister S, Bodden S. Premenstrual Syndrome and Premenstrual Dysphoric Disorder. Am Fam Physician. 2016; 94:236-40, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/27479626 (Lokaliseret 3. marts 2022)

 

3003. Mazzarello S, Hutton B, Ibrahim MF. Management of urogenital atrophy in breast cancer patients: a systematic review of available evidence from randomized trials. Breast Cancer Res Treat. 2015; 152(1):1-8, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26003182 (Lokaliseret 10. maj 2023)

 

2534. de Villiers TJ, Gass ML, Haines CJ et al. Global consensus statement on menopausal hormone therapy. Climacteric. 2013; 2:203-4, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23488524 (Lokaliseret 2. maj 2023)