Autoimmun hepatitis

Revideret: 14.02.2017

Autoimmun hepatitis (AIH) diagnosticeres ved forhøjede aminotransferaser, ofte nedsatte eksterne koagulationsfaktorer (tegn på alvorlig leverskade), forhøjet IgG, positiv glatmuskecelleantistof og /eller ANA, karakteristiske forandringer i leverbiopsi og et fald i aminotransferaserne ved behandling med glukokortikoid. 

Det er afgørende for prognosen, at patienterne uden forsinkelse diagnosticeres og behandles til hurtigt fald i aminotransferaser og IgG med varigt normale værdier. Forløbet kan være vanskeligt at kontrollere og op til 20% er non-responders. 

Ubehandlet eller ved utilstrækkeligt behandlingsrespons progredierer sygdommen hurtigt til levercirrose med komplikationer, evt. leversvigt. 

Cirka en tredjedel har levercirrose på diagnosetidspunktet. 

Behandlingsvejledning

Behandling af AIH er en specialistopgave. 

Prednisolon anvendes til behandling af AIH med sygdomsaktivitet. 

Azathioprin anvendes som vedligeholdelsesbehandling. 

Ved mangelfuld eller inkomplet hurtig kontrol af sygdommen anvendes andre immunosuppressiva på empirisk basis. 

Referencer

2085. Czaja, Freese. Diagnosis and treatment of autoimmune hepatitis. Hepatology. 2002; 36:479-97, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/12143059 (Lokaliseret 12. maj 2016)
 
3042. European Association for the Study of the Liver. EASL Clinical Practice Guidelines: Autoimmune hepatitis. Journal of Hepatology. 2015; 63:971-1004, http://www.easl.eu/medias/cpg/2015-09/CPG_AIH_final.pdf (Lokaliseret 14. februar 2017)