Antibakterielle midler til lokal brug

J

Revideret: 13.02.2017

Visse antimikrobielle midler kan anvendes lokalt på hud, slimhinder, øjne, luftveje, tarm og sår samt i knoglevæv, og kan appliceres i præformerede hulrum, som fx i pleurahulen eller intraperitonealt. 

 

Lokalbehandling med antimikrobielle midler på hud og slimhinder indebærer en relativ høj risiko for sensibilisering af patienten, resistensudvikling og en overvækst af på forhånd resistente mikroorganismer. Bør derfor kun anvendes på snævre indikationer. 

Anvendelsesområder

Formålet med en lokalbehandling kan være: 

  • Supplement til systemisk behandling i tilfælde, hvor der ikke kan opnås tilstrækkelige koncentrationer i infektionsfoci ved systemisk behandling alene.
  • Behandling af lokaliserede eller overfladiske infektioner, hvor lokalbehandling er tilstrækkelig.
  • Brug af antibiotika som profylakse kan komme på tale ved behandling af sår, forbrændinger eller øjenlæsioner samt forud for operative indgreb for at reducere hudfloraen, mundfloraen eller tarmfloraen.
  • Behandling af en bærertilstand, fx udryddelse af S. aureus-bærertilstand i næsebor.

 

De nærmere indikationer fremgår af de afsnit, hvor antimikrobielle midler til lokal anvendelse er omtalt. Der henvises til: 

Forsigtighedsregler

Til behandling af kronisk inficerede hudlidelser, fx ulcus cruris og inficerede eksemer, bør der aldrig anvendes midler, som kan anvendes til systemisk behandling, eller som udviser krydsallergi eller krydsresistens med sådanne midler.  

Sædvanligvis bør der anvendes desinficerende midler i stedet for antimikrobielle midler. 

Bivirkninger

Lokal anvendelse af antimikrobielle midler på hud og slimhinder medfører en større risiko for sensibilisering af patienten og resistensudvikling blandt mikroorganismerne end den systemiske anvendelse. 


Den kraftigt sensibiliserende virkning skyldes, 

  • at de anvendte midler ved lokal applikation på hud og slimhinder kan omdannes, hvorved deres haptene egenskaber forstærkes.
  • at applikation på inficerede eksemer bringer midlerne i intim kontakt med selve reaktororganet (den eksematiserede hud) hos patienter, som i forvejen er allergisk disponerede.

 

Den større risiko for resistensudvikling skyldes, 

  • at koncentrationen af de lokalt tilførte antimikrobielle midler i overgangszonen mellem inficeret væv og normalt væv vil være så lav, at eventuelle mikroorganismer stadig vil kunne formere sig. Sådanne subinhibitoriske koncentrationer giver optimale forhold for resistensforekomst ved selektionen af spontant opståede mutanter med nedsat følsomhed over for det antimikrobielle middel.
  • at applikation på hud, slimhinder eller sår bringer de antimikrobielle midler i kontakt ikke blot med den forårsagende mikroorganisme, men tillige med talrige andre normalt forekommende mikroorganismer. Herved sker der en kraftig selektion af tilstedeværende resistente mikroorganismer på bekostning af de følsomme mikroorganismer.
 
 
Gå til toppen af siden...