Antineoplastiske midler

L01

Revideret: 03.01.2017

Cytostatika
Der er mere end 36.000 nye tilfælde af kræft om året i Danmark. En del af patienterne vil i sygdomsforløbet blive behandlet med cytostatika eller andre former for systemisk behandling, fx immunterapi og/eller targeteret behandling. De biologiske lægemidler er typisk Proteinkinase-, PI3K- og BCL2-hæmmere, monoklonale antistoffer og proteasomhæmmere

 

Cytostatika hæmmer processer, der er forbundet med funktion i og vækst af både maligne og normale celler. De nøjagtige virkningsmekanismer er ikke fastlagt, men skaderne på cellerne inducerer formentlig celledød via autoreaktive processer. Normale cellers evne til reparation er mere velfungerende, og denne forskel forklarer formentlig det terapeutiske indeks. 

Anvendelsesområder

Ved nogle cancerformer gives cytostatika i forbindelse med behandlingen af primær tumor, enten for at øge muligheden for radikal primær behandling eller for at reducere risikoen for recidiv. Ved behandling af subklinisk sygdom er tumorbyrden mindst mulig, og risikoen for resistens tilsvarende lav. 

Cytostatika efter primær kirurgisk behandling (adjuverende kemoterapi) har dokumenteret effekt ved mammacancer, ovariecancer, lungecancer, colorektalcancer og hjernetumorer. 

Cytostatika kan også gives forud for primær kirurgi (neoadjuvant systemisk behandling), evt. samtidig med strålebehandling. Adjuverende kemoterapi øger for visse cancerformer chancen for helbredelse med 5-20%. Kemoterapi anvendt sammen med stråleterapi kan forlænge overlevelse og kurabilitet ved fx lungecancer, specielt småcellet karcinom, analcancer, hoved-halscancer og cervixcancer. 

 

Cytostatika anvendes ved næsten alle typer af maligne hæmatologiske sygdomme og flertallet af metastatiske solide tumorer. Cytostatika helbreder ca. 1/3 af patienterne med maligne hæmatologiske sygdomme og mere end 90% af patienter med testikelcancer og choriokarcinom.  

Ved en række hæmatologiske cancerformer, fx kronisk myeloid leukæmi, kronisk lymfocytær leukæmi og indolent non-Hodgkin lymfom, kan cytostatika og/eller immunterapi og/eller targeteret behandling holde den maligne sygdom stabil, svarende til en kronisk tilstand, som patienten lever med, og ikke nødvendigvis dør af.  

 

Ved øvrige solide tumorer, som ikke kan fjernes med kirurgi eller strålebehandling, anvendes cytostatika som livsforlængende og/eller symptomlindrende behandling. 

Behandlingsvejledning

For at mindske risikoen for tumorresistens og for at mindske specifikke bivirkninger gives ofte kombinationskemoterapi, hvor flere typer cytostatika gives samtidig. En række af de nye targeterede behandlinger gives ligeledes i faste kombinationsregimer med cytostatika. Behandlingerne gives ofte i en cyklus på 14-28 dage, hvilket tillader restitution af knoglemarven mellem behandlingerne. Ved solide tumorer vurderes effekten typisk efter 2-3 cykli. Ved progression af sygdommen stoppes behandlingen. Hvis det er muligt, skiftes evt. til en anden behandling. Varighed af behandlingen ved effekt afhænger af sygdom og præparattype. 

Behandlingen forestås af centre med speciale i indgivelse af cytotoksisk kemoterapi, og kun under overvågning af en kvalificeret læge med erfaring i den hensigtsmæssige brug af cytotoksiske lægemidler. 

 

 

På Dansk Hæmatologisk Selskabs hjemmeside findes behandlingsvejledninger inden for flg. områder: 

  • Akut Leukæmi og Myelodysplastisk Syndrom (MDS)
  • Lymfom og kronisk lymfatisk leukæmi
  • Myelomatose
  • Kroniske myeloide sygdomme

 

Der findes Behandlingsvejledning fra RADS inden for flg. områder: 

  • Behandling af metastaser (SRE/behandling af metastaser med KnAR)
  • Brystkræft (Anti-HER 2 /aromatasehæmmere)
  • Blodkræft (kronisk myeloid leukæmi og kronisk lymfatisk leukæmi)
  • Lungekræft (ikke-småcellet lungekræft)
  • Knoglemarvskræft (myelomatose)
  • Modermærkekræft (metastaserende malignt melanom)
  • Nyrekræft (metastaserende nyrekræft)
  • Prostatakræft (metastaserende kastraktionsresistent prostatakræft / endokrin behandling af prostatakræft)
  • Tyk- og endetarmskræft (kolorektalkræft).
  • Neuroendokrine tumorer

Se endvidere Medicinrådet, der fra 1. januar 2017 har overtaget RADS' opgaver. 

Personalerisiko

For personer, der administrerer indgift af cytostatika, er det af særlig betydning, at specielt cytostatika, der tilhører grupperne alkylerende midler og topoisomerasehæmmere håndteres med særlig omhu. Stofferne kan inducere kontaktallergi, og der er mulighed for absorption via huden eller slimhinder (fx efter inhalation) med deraf følgende cellulær beskadigelse. For disse midler må derfor anbefales særlig omhu ved håndtering, se Arbejdstilsynets vejledning,som orienterer om, hvorledes arbejde med cytostatika og visse lægemidler i forbindelse med patientpleje, -behandling og -undersøgelse kan foregå på en forsvarlig måde.
Ovennævnte personalerisiko omfatter ikke ciclosporin, hormoner eller biologiske cytoregulatorer som interferon. 

Bivirkninger

Bivirkninger kan inddeles i akutte og sene, samt i generelle og specifikke. Disse forårsages af en påvirkning af cellerne i de normale væv. De mest følsomme væv er de, som har relativt stor celleproliferation, dvs. især knoglemarv, gastro-intestinalkanalens epitel, hårsække samt kimepitelet i gonaderne. 

Typiske akutte bivirkninger er kvalme, opkastninger, slimhindegener, diarré og/eller obstipation, træthed og almen utilpashed. De akutte bivirkninger er almindeligvis reversible. Visse cytostatika kan give føleforstyrrelser, enten som akutte og/eller sene bivirkninger. Targeterede behandlinger vil have en anden bivirkningsprofil end almindelig cytostatisk behandling. Specielt biologiske lægemidler i form af bl.a. kan medføre akutte allergiske reaktioner i forbindelse med infusion. 


Specifikke bivirkninger relaterer sig til specielle stoffer eller stofklasser. Både akutte og specifikke bivirkninger kan medføre dosisreduktion eller seponering af de pågældende midler, hvis bivirkningerne anses for alvorlige.
Hvis cytostatisk behandling af større tumormasser medfører et hurtigt og stort cellehenfald, kan der opstå hyperurikæmi (ses fortrinsvis ved maligne hæmatologiske sygdomme). Ubehandlet kan hyperurikæmi medføre uræmi pga. uratudfældninger i nyretubuli (tumorlysesyndrom). Profylaktisk behandling med eller kan være nødvendig. 

Senvirkninger ved længere tids cytostatisk behandling afhænger af præparattype, men generelt må karcinogen effekt samt sterilitet haves in mente. 

Graviditet

Må kun anvendes i særlige situationer, hvor den gavnlige effekt for kvinden anses for større end de mulige risici for barnet.
Cancer udvikles i 1 af 1.000 gravide kvinder (mammacancer, cervixcancer, lymfom og melanom) (691). Almindeligvis bør abort alvorligt overvejes, hvis sygdommen konstateres i 1. trimester (692). Generelt er der meget få data for anvendelsen af stort set alle antineoplastiske lægemidler under graviditeten. I praksis er det derfor ikke muligt at give et meningsfyldt risikoestimat ved anvendelse af de enkelte lægemidler, og beslutningen om abort versus behandling er derfor baseret på en vurdering af det enkelte sygdomstilfælde, og i høj grad patientens/familiens graviditetsønske og etiske overvejelser i forhold til abort. 

Kemoterapi bør om muligt undgås i 1. trimester. Såfremt graviditet skulle indtræde under behandling med cytostatika eller andre antineoplastiske midler, er det en specialistopgave at vurdere, i hvilken grad dette bør inddrages i overvejelser om abort, idet de forskellige cytostatika og andre antineoplastiske midler har forskelligt teratogent potentiale. De stærkt begrænsede data for eksponering senere i graviditeten tyder ikke på nogen væsentlig overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning, som kan tilskrives lægemidlerne. 


Selv om sæd- og ægceller kan skades af kemoterapi og stråling, har der ikke kunnet påvises øget forekomst af genetiske defekter og medfødte misdannelser blandt børn med forældre, der opnår graviditet efter endt kemoterapi eller strålebehandling.
Pga. risikoen for recidiv af sygdommen tilråder nogle centre patienten at vente med graviditet 1-2 år efter endt behandling. Under alle omstændigheder tilrådes anvendelse af sikker antikonception under behandlingen samt 3 måneder efter endt behandling. Dette gælder både mænd og kvinder. 

Amning

Da virkningsmekanismen for disse lægemidler medfører et potentiale for alvorlig påvirkning af det ammede barn, bør man entydigt fraråde amning ved behandling med disse lægemidler. 

Referencer

691. Cardonick E, Iacobucci A. Use of chemotherapy during human pregnancy. Lancet Oncol. 2004; 5(5):283-91, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/15120665 (Lokaliseret 6. juni 2016)
 
692. Arnon J, Meirow D, Lewis-Roness H et al. Genetic and teratogenic effects of cancer treatments on gametes and embryos. Hum Reprod Update. 2001; 7(4):394-403, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/11476352 (Lokaliseret 20. maj 2016)
 
2789. Azim HA Jr, Peccatori FA, Pavlidis N. Treatment of the pregnant mother with cancer: a systematic review on the use of cytotoxic, endocrine, targeted agents and immunotherapy during pregnancy. Part I: Solid tumors. Cancer Treat Rev. 2010; 36(2):101-9, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20015593 (Lokaliseret 20. maj 2016)
 
2790. Azim HA Jr, Pavlidis N, Peccatori FA. Treatment of the pregnant mother with cancer: a systematic review on the use of cytotoxic, endocrine, targeted agents and immunotherapy during pregnancy. Part II: Hematological tumors. Cancer Treat Rev. 2010; 36(2):110-21, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20018452 (Lokaliseret 20. maj 2016)
 
2954. Miyamoto S, Yamada M, Kasai Y et al. Anticancer drugs during pregnancy. Jpn J Clin Oncol. 2016; 46(9):795-804, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/27284093 (Lokaliseret 16. juni 2017)
 
2955. Esposito S, Tenconi R, Preti V et al. Chemotherapy against cancer during pregnancy: A systematic review on neonatal outcomes. Medicine (Baltimore). 2016; 95(38), https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/27661036 (Lokaliseret 2. januar 2017)
 
 
 
Gå til toppen af siden...