Formålet med medicinsk kræftbehandling er altid at forlænge patientens overlevelse (samlet overlevelse, på engelsk overall survival), og/eller at forbedre patientens livskvalitet (quality of life) ved at lindre symptomer relateret til sygdommen. I en række tilfælde markedsføres kræftlægemidler på baggrund af fx progressionsfri overlevelse (PFS) eller responsrater (ORR). Der er her tale om surrogatmål, der formodes at kunne stå i stedet for effekt på overlevelsen (overall survival) og/eller effekt for livskvalitet (quality of life). I nogle tilfælde kan behandling føre til helbredelse. Ved nogle kræftformer gives cytostatika i kombination med kirurgi og/eller stråleterapi i behandlingen af primærtumor, enten for at øge muligheden for radikal primær behandling eller for at reducere risikoen for recidiv. Ved behandling af subklinisk sygdom er tumorbyrden mindst mulig og risikoen for resistens tilsvarende lav. 

Cytostatika efter primær kirurgisk behandling (adjuverende kemoterapi) har dokumenteret overlevelsesgevinst ved fx brystkræft, ovariecancer, lungecancer, colorektalcancer og hjernetumorer. 

Cytostatika kan også gives forud for primær kirurgi (neoadjuvant kemoterapi), evt. samtidig med strålebehandling. Neoadjuverende kemoterapi øger for visse cancerformer chancen for helbredelse med 5-20 %. Kemoterapi anvendt sammen med stråleterapi kan forlænge overlevelse og kurabilitet ved fx lungecancer, analcancer, hoved-halscancer, blærecancer og livmoderhalskræft. 

Ved en række hæmatologiske cancerformer, fx kronisk lymfocytær leukæmi og indolent non-Hodgkin lymfom, kan cytostatika og/eller immunterapi og/eller targeteret behandling holde den maligne sygdom stabil svarende til en kronisk tilstand, som patienten lever med, og ikke nødvendigvis dør af.  

Ved mange solide tumorer, som ikke kan fjernes med kirurgi eller strålebehandling, anvendes cytostatika i pallierende øjemed. Målet er det samme, dvs. livsforlængelse og/eller forbedret livskvalitet (symptomlindring), men med særligt fokus på at bivirkningerne ikke overstiger behandlingsgevinsten. Dette opnås ved fx at anvende mindre bivirkningstunge lægemidler, mindre doser, og færre lægemidler i kombination. 

For at mindske risikoen for tumorresistens og for at mindske specifikke bivirkninger gives ofte kombinationskemoterapi, hvor flere typer cytostatika gives samtidig. Cytostatika kombineres også med midler fra de andre klasser af antineoplastiske midler. Behandlingerne gives ofte i kure, der gentages med en cyklus på typisk 14-28 dage. Dette er nødvendigt for, at patientens knoglemarv kan restituere mellem behandlingerne. Effekten vurderes typisk efter 2-3 cykler. Hvis der er effekt af behandlingen, fortsættes behandlingen med yderligere et antal kure. Ved sikker progression af sygdommen stoppes behandlingen. Hvis det er muligt, skiftes evt. til en anden behandling. Den samlede varighed af behandlingen ved effekt afhænger af sygdom og præparattype. 

Behandlingen forestås af onkologiske og hæmatologiske afdelinger med speciale i indgivelse af cytotoksisk kemoterapi, og kun under ansvar af en læge med dokumenteret viden om brug af cytotoksiske lægemidler. Da cytostatika gives i doser på grænsen til det tolerable, er bivirkninger forventelige, herunder også alvorlige og livstruende bivirkninger. Af den grund er det essentielt, at patienterne også tilbydes den nødvendige understøttende behandling så bivirkningerne, fx kvalme og opkastning, blodmangel og elektrolytforstyrrelser, holdes på et minimum. 

Specifikke kliniske retningslinjer kan tilgås via Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG). Arbejdet med at skrive og opdatere retningslinjerne er systematiseret på tværs af sygdomsgrupper og er finansieret fra Kræftplan IV og Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP). 

Medicinrådet har udarbejdet en række behandlingsvejledninger, der indtil videre må anses som parallelle med vejledningerne udarbejdet af DMCG.  

Personalerisiko

For personer, der administrerer indgift af cytostatika, er det af særlig betydning, at specielt alkylerende midler og topoisomerasehæmmere håndteres med særlig omhu. Stofferne kan inducere kontaktallergi, og der er mulighed for absorption via hud eller slimhinder (fx efter inhalation) med deraf følgende cellulær beskadigelse. For disse midler må derfor anbefales særlig omhu ved håndtering, se evt. lokale retningslinjer, som orienterer om, hvordan man forsvarligt kan arbejde med cytostatika og visse lægemidler i forbindelse med patientpleje, -behandling og -undersøgelse.
Ovennævnte personalerisiko omfatter ikke ciclosporin, hormoner eller biologiske cytoregulatorer som interferon. 

Effekten af systemisk kræftbehandling skal løbende vurderes for at undgå virkningsløs behandling, og sikre at gevinsten (øget overlevelse og/eller bedre livskvalitet) overstiger toksiciteten. Standard er billeddiagnostisk responsvurdering efter 2‑3 behandlings-cykler (typisk 6‑12 uger), eller hurtigere ved klinisk mistanke om progression. Til solide tumorer anvendes RECIST (Response Evaluation Criteria in Solid Tumors), mens hæmatologiske sygdomme vurderes efter relevante sygdomsspecifikke kriterier (fx Lugano, ELN). 

Billeddiagnostik udføres med samme modalitet som baseline‑skanningen (fx CT/MR/PET‑CT). Derved kan targetlæsioner monitorers løbende. Resultatet klassificeres som komplet respons (CR), delvis respons (PR), stabil sygdom (SD) eller progression (PD). Ved tvivl gentages skanningen efter kort interval eller suppleres med yderligere diagnostik. For lymfekræft lægges der vægt på metabolisk aktivitet fremfor billeddiagnostik, og for leukæmier anvendes helt andre kriterier.  

Systematisk løbende monitorering af bivirkninger og performance status er vigtig for at sikre en rimelig balance mellem gavn af behandlingen og bivirkninger. Bivirkninger kvantificeres ved hver cyklus fx ved hjælp af Common Terminology Criteria for Adverse Events. Performance status vurderes fx efter ECOG Performance Status Scale. Monitoreringen er ligeledes vigtig for at afgøre om patienten kan forventes at være i stand til at tåle næste behandling. Her er det ofte knoglemarvsfunktionen (leukocytter, trombocytter og erythrocytter) der kan være begrænsende faktor, men fx også neuropatier, gastro-intestinale bivirkninger, og hudreaktioner. Afhængig af grad og varighed fortsættes behandlingen, eller der foretages dosisreduktion, behandlings--udskydelse eller seponering. For palliative forløb stoppes behandlingen typisk ved progression eller uacceptabel toksicitet. For potentielt kurativ behandling er det rationelt at acceptere langt højere grad af toksicitet. Den beskrevne monitorering passer bedst til behandlinger der gives i kortere tid som fx kemoterapi med ugers mellemrum. Monitoreringen tilpasses forholdene i de tilfælde hvor behandlingen strækker sig over længere tid fx fast tabletbehandling gennem måneder eller år.
Resultater af respons‑ og toksicitetsvurderinger dokumenteres i patientjournalen, ligesom beslutninger vedrørende fortsat behandling, ændringer eller ophør, sammen med plan for næste evaluering. 

Ældre og sårbare patienter 

Kræft opstår hyppigst hos ældre. Ældre har oftere reduceret organfunktion og kan have nedsat performance status. De har også oftere andre sygdomme, og er i behandling med andre lægemidler. Dette betyder at ældre tåler kemoterapi dårligere, har øget risiko for bivirkninger og øget risiko for lægemiddelinteraktioner. Af den grund er det vigtigt at afgøre, om den ældre patient kan forventes at tåle standardbehandlingen i standard doser, eller om det er nødvendigt at reducere dosis eller udelade enkelte lægemidler ved kombinationsbehandling. Dette er i høj grad relevant ved klassisk cytotoksisk kemoterapi hvor bivirkningerne er systemiske og kan være alvorlige og i visse tilfælde livstruende. For andre typer behandling fx targeteret behandling med terapeutiske antistoffer, proteinkinasehæmmere, og immunterapi tåler ældre patienter behandlingen på lige fod eller endda bedre end yngre patienter. 

Bivirkninger hos patienter i kræftbehandling kan skyldes kemoterapi, men kan også skyldes sygdommen, være forårsaget af tidligere kemoterapi eller anden ikke-antineoplastisk behandling. Hyppigheden af bivirkninger kan derfor ikke fastslås entydigt. I en opgørelse af 51 randomiserede afprøvninger, hvor enkeltstof kemoterapi blev sammenlignet med placebo, var frekvensen af alvorlige bivirkninger 19,8 %, og død 0,8 % blandt patienter, der fik aktiv behandling. Til sammenligning var frekvensen 5,6 % og 0,3 % for henholdsvis alvorlige bivirkninger og død for patienter, der fik placebo. En forekomst af alvorlige bivirkninger på ca 20 % svarer til det niveau, der gælder for tolerabilitet i registreringsstudier, men som det fremgår, sandsynligvis lidt overestimeret. 

Bivirkninger kan inddeles i akutte og sene samt i generelle og specifikke. Disse forårsages af en påvirkning af cellerne i de normale væv. De mest følsomme er væv med relativt stor celleproliferation, dvs. især knoglemarv, det gastro-intestinale epitel, hårsække samt kimepitelet i gonaderne. 

Typiske akutte generelle bivirkninger er knoglemarvssuppression (anæmi/trombocytopeni/leukopeni), kvalme, opkastninger, slimhindegener (ulcerationer), diarré og/eller obstipation, hårtab, træthed og almen utilpashed. De akutte bivirkninger er almindeligvis reversible. Visse cytostatika kan give neuropati med føleforstyrrelser, enten som akutte og/eller sene bivirkninger. Bivirkninger fra midler fra andre klasser end cytostatika er mere specifikke og knytter sig til de enzymer eller signalerings/metaboliseringsveje, de er rettet imod. Terapeutiske monoklonale antistoffer kan medføre akutte reaktioner i forbindelse med infusion der skyldes frigørelse af cytokiner. Tilstanden kan forveksles med genuin lægemiddelallergi, men håndteres på anden vis. Infusionsreaktion betyder kun sjældent, at patienten ikke fortsat kan behandles med det pågældende lægemiddel. 

Specifikke bivirkninger relaterer sig til specielle stoffer eller stofklasser. Både akutte og specifikke bivirkninger kan medføre pausering, dosisreduktion eller seponering af behandlingen. 

Hvis kemoterapi medfører et hurtigt og stort cellehenfald, kan der opstå hyperurikæmi (ses fortrinsvis ved højmaligne hæmatologiske sygdomme). Ubehandlet kan hyperurikæmi medføre uræmi pga. uratudfældninger i nyretubuli (tumorlysesyndrom). Profylaktisk behandling med allopurinol eller rasburikase er ofte nødvendig. Udover hyperurikæmi, kan stort cellehenfald medfører alvorlig hyperkaliæmi og hypocalciæmi. Det er vigtigt at tage forholdsregler mod tumorlysesyndrom ved visse særligt aggressive hæmatologiske cancere.  

Senfølger efter kræftbehandling omfatter både fysiske og psykiske forandringer, der kan opstå under eller efter kræftbehandling, og som kan vare ved i måneder eller år. Senfølger kan ses hos ca. halvdelen af alle patienter. Senfølgerne kan forårsages direkte af den givne behandling, men kan også skyldes sygdommen eller en kombination af begge dele. Senfølger omfatter fx nervebetændelse, nedsat syn eller hørelse, hjerteproblemer, lungeskader, nedsat nyrefunktion, vandladnings-/afføringsproblemer, slimhindeproblemer, nedsat immunforsvar, knogleskørhed, kunstig overgangsalder, tandskader, depression, angst og kronisk træthed/fatigue. Dertil ses risiko for udvikling af sekundær cancer og infertilitet (ufrivillig barnløshed). Der er aktuelt fokus på området med oprettelse af senfølgeklinikker. 

Må kun anvendes i særlige situationer, hvor den gavnlige effekt for kvinden anses for større end de mulige risici for barnet.
Cancer udvikles i 1 af 1.000 gravide kvinder (brystkræft, cervixcancer, lymfom og melanom) ⁽⁶⁹¹⁾. Almindeligvis bør abort alvorligt overvejes, hvis sygdommen konstateres i 1. trimester ⁽⁶⁹²⁾. Generelt er der meget få data for anvendelsen af stort set alle antineoplastiske lægemidler under graviditeten. I praksis er det derfor ikke muligt at give et meningsfyldt risikoestimat ved anvendelse af de enkelte lægemidler, og beslutningen om abort versus behandling er derfor baseret på en vurdering af det enkelte sygdomstilfælde, og i høj grad patientens/familiens graviditetsønske og etiske overvejelser i forhold til abort. 

Kemoterapi bør om muligt undgås i 1. trimester. Såfremt graviditet skulle indtræde under behandling med cytostatika eller andre antineoplastiske midler, er det en specialistopgave at vurdere, i hvilken grad dette bør inddrages i overvejelser om abort, idet de forskellige cytostatika og andre antineoplastiske midler har forskelligt teratogent potentiale. De stærkt begrænsede data for eksponering senere i graviditeten tyder ikke på nogen væsentlig overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning, som kan tilskrives lægemidlerne. 

Selv om sæd- og ægceller kan skades af kemoterapi og stråling, har der ikke kunnet påvises øget forekomst af genetiske defekter og medfødte misdannelser blandt børn med forældre, der opnår graviditet efter endt kemoterapi eller strålebehandling.
Pga. risikoen for recidiv af sygdommen tilråder nogle centre patienten at vente med graviditet 1-2 år efter endt behandling. Under alle omstændigheder tilrådes anvendelse af sikker antikonception under behandlingen samt 3 måneder efter endt behandling. Dette gælder både mænd og kvinder. 

Da virkningsmekanismen for disse lægemidler medfører et potentiale for alvorlig påvirkning af det ammede barn, bør man entydigt fraråde amning ved behandling med disse lægemidler.