Behandling med naturlige østrogener omfatter både hormonsubstitution (se Præmatur ovariel insufficiens, POI) og hormonterapi (se Naturlig menopause). 

Naturlige østrogener administreres transdermalt som plastre, gel og kutanspray, oralt (som tabletter til systemisk brug) eller vaginalt (som vagitorier, vaginalindlæg og vaginalcreme til lokal brug). 

Vedrørende p-piller som kan indeholde enten syntetiske eller naturlige østrogener, se hormonale kontraceptiva. 

Østrogener (systemiske) er kontraindicerede ved akut eller tidligere leversygdom, hvor levertal endnu ikke er normaliserede.  

For yderligere information om kontraindikationer henvises til de enkelte præparatbeskrivelser. 

• Kvinder, som får diagnosticeret endometriecancer eller brystkræft, bør ophøre med systemisk østrogenbehandling.
• Systemisk østrogenbehandling bør ikke anvendes af kvinder med tidligere endometriecancer eller brystkræft. Lokal, vaginal østrogenbehandling kan anvendes med omtanke og under forudsætning af at kvinden ikke samtidig er i behandling med aromatasehæmmer for brystkræft.
• Påvist genetisk eller familiær disposition til brystkræft og ovariecancer hos kvinden selv er ikke kontraindikation for systemisk behandling med østrogen. Der bør gives substitution med østrogen (og gestagen/progesteron hos kvinder med livmoder) ved profylaktisk salpingo-oophorektomi før 50-års-alderen. Lokal, vaginal østrogenbehandling kan også anvendes.
• Kvinder med tidligere venøs tromboemboli, myokardieinfarkt, cerebrovaskulær tromboemboli eller kendte trombofile sygdomme kan ofte anvende transdermal østrogenbehandling efter vejledning af specialister. Lokal, vaginal østrogenbehandling kan anvendes ⁽⁶⁹¹¹⁾.

• Vaginalblødning af ukendt årsag bør afklares før behandlingsstart.
• Forsigtighed med systemisk østrogenbehandling ved kronisk leverlidelse. Der bør anvendes transdermal østrogen i relativt lav dosis suppleret med intrauterint gestagen.
• Under systemisk østrogenbehandling kan uterusfibromer vokse og fibroadenomatosis mammae forværres. Kvinder med disse lidelser bør derfor følges med regelmæssig undersøgelse, fx en gang årligt.
• Transdermalt østrogen kan anvendes ved svær overvægt, udtalte varicer og familiær disposition til dyb venetrombose efter vurdering af specialister. Lokal. vaginal østrogenbehandling kan anvendes.
• Kvinder med manifest aterosklerose eller kendte kardiovaskulære risikofaktorer (herunder diabetes, hypertension, alder > 65 år) har en øget risiko for myokardieinfarkt eller apopleksi i forbindelse med peroral postmenopausal hormonbehandling men transdermal behandling kan anvendes efter vurdering af specialister. Lokal, vaginal østrogenbehandling kan anvendes.
• Kvinders risiko for brystkræft afhænger af, hvor mange år brystvævet har været under indflydelse af såvel endogene kønshormoner som behandling med østrogen. Kvinder med sen menopause har en statistisk øget risiko for brystkræft, som stiger yderligere med hormonterapi efter overgangsalderen.
• Østrogenpræparater beregnet til hormonel substitution har utilstrækkelig virkning som kontraception.
• Forværring af endometriose kan forekomme under østrogenbehandling men denne effekt kan modvirkes med gestagen.
• Angioødem: Hos kvinder med hereditært eller erhvervet angioødem kan eksogene østrogener forårsage eller forværre symptomerne.

Kvalme, hovedpine, ødemtendens og brystspænding kan forekomme og vil typisk være dosisafhængig. Behandling med systemisk østrogen alene medfører øget risiko for blødningsforstyrrelser, endometriehyperplasi og -cancer. Disse problemer undgås eller mindskes ved at kombinere østrogenbehandlingen med gestagen eller progesteron administreret cyklisk eller kontinuerligt (systemisk eller intrauterint). 

Blødningsforstyrrelser under østrogenbehandling bør altid udredes. 

Som udgangspunkt bør østrogenbehandling kun gives til kvinder under 60 år, dvs. indenfor 10 år efter naturlig menopausealder. Dette er vejledende og bør tilpasses individuelt. Indikation for postmenopausal østrogenbehandling bør derfor revurderes med års mellemrum.  

Arteriel tromboemboli 

Der skelnes mellem kvinder med præmatur menopause, og peri- eller postmenopausale kvinder med naturlig menopause.  

Kvinder med udsættende østrogenproduktion og præmatur menopause før 40-års alderen (Premature Ovarian Insufficiency, POI) har en øget risiko for hjerte-kar-sygdom og øget kardiovaskulær mortalitet. Dette kan forebygges med østrogensubstitution, idet østrogen blandt andet beskytter endothelet, styrker karvæggen og forbedrer de hæmodynamiske forhold og således hæmmer tidlig udvikling af aterosklerose.  

Til gengæld påvirker østrogen de hæmostatiske faktorer i protrombotisk retning. Postmenopausale kvinder med manifest aterosklerose eller kendte kardiovaskulære risikofaktorer får derfor en øget risiko for arterielle tromboembolier ved peroral østrogenbehandling, men transdermal behandling kan anvendes efter vurdering af specialist. Postmenopausale kvinder tæt på naturlig menopause og uden kendt hjerte-kar-sygdom har ikke øget risiko for arteriel tromboemboli med østrogenbehandling og kan anvende dette både peroralt og transdermalt.  

Venøs tromboemboli 

Risikoen for dyb venetrombose og lungeemboli øges med peroral postmenopausal østrogenbehandling, men ikke ved transdermal østrogenbehandling. 

Endometriecancer 

Ikke-hysterektomerede kvinder, som anvender systemisk østrogen alene uden supplerende gestagen, har 2-6 gange øget risiko for at udvikle endometriecancer. Derfor skal alle kvinder med en livmoder ved østrogenbehandling have gestagen eller progesteronbehandling for at modvirke denne effekt.  

Kontinuerlig behandling med gestagen eller progesteron beskytter endometriet bedst. Til dette kan gestagenspiral anvendes. Sekventiel behandling med gestagen eller progesteron giver ringere beskyttelse af endometriet; HR 1.88 ved mere end 10 års brug postmenopausalt. 

Der er ikke påvist øget risiko for endometriecancer ved lokal vaginal østrogenbehandling. 

Ovariecancer 

Postmenopausal hormonterapi, både østrogen alene og i kombination med gestagen, medfører en lille øget risiko for ovariecancer (RR = 1,3). 

Brystkræft 

Postmenopausal hormonterapi øger risikoen for udvikling af brystkræft. Risikoen øges med dosis og varighed af behandlingen, og afhænger desuden af sammensætningen af hormoner. Risikoen er højere med kontinuerligt kombineret østrogen-gestagen end med østrogen kombineret med sekventiel gestagenbehandling. Risikoen er mindst ved hormonterapi med østrogen alene. Lokal vaginal behandling med østrogen øger ikke risikoen for brystkræft, se behandlingsvejledning ved den naturlige menopause. 

Den relative risiko for brystkræft hos postmenopausale kvinder, som har anvendt kontinuerligt kombineret østrogen-gestagen i mere end 5 år efter menopausen, er RR=2.08. Hvis man tager højde for incidensen af brystkræft hos kvinder i alderen 50-55 år svarer dette til en absolut risikoøgning på 2 % eller 1 ekstra tilfælde per 70 kvinder. Risikoen er først signifikant øget efter 5 års behandling. Fem år efter ophørt hormonbrug er risikoen den samme, som hvis man aldrig havde taget hormoner. 

Hormonsubstitution med østrogen og gestagen til kvinder med præmatur menopause før 40-års alderen øger ikke risikoen for brystkræft i forhold til jævnaldrende kvinder med normal ovariefunktion. 

Af tabel 1 fremgår den absolutte mer-risiko for brystkræft ved postmenopausal hormonterapi, hvor estimaterne er konstrueret ud fra en syntese af de foreliggende væsentlige studier (randomiserede og observationsstudier). Postmenopausal hormonterapi med østrogen og gestagen i kombination medfører 5 ekstra brystkræfttilfælde blandt 1.000 kvinder ved behandling i 5 år, 13 ekstra tilfælde ved behandling i 10 år. 

Tabel 1: Risiko for mammacancer med MHT behandlingsregime og varighed 

Kilde: Menopausal Hormon Terapi (MHT). Guideline 

• Antiepileptika (carbamazepin, phenobarbital, phenytoin og muligvis oxcarbazepin) og rifampicin samt naturlægemidler indeholdende perikon øger ved enzyminduktion metaboliseringshastigheden af østrogener.
• Østrogen hæmmer den hypoglykæmiske virkning af orale antidiabetika (sulfonylurinstoffer).
• Østrogenbehandling kan medføre reduktion af frit thyroxin samt øgning af TSH hos hypothyroide kvinder i behandling med levothyroxin. Dosisjustering kan være nødvendig.
• Rygning øger leverens metabolisme af orale østrogener.