Parkinsonisme

Send

Print

• hypo- og bradykinesi (reducerede og langsomme bevægelser)
• rigiditet (tonusøgning i musklerne ved passive bevægelser)
• hviletremor
• postural instabilitet (kompromitteret gang og kompromitteret balancereflekser).
  

• tab af dopaminerge neuroner i substantia nigra (præsynaptisk parkinsonisme). Ses fx ved IPS inkl. hereditære former som udgør 2-5% af alle former for IPS, efter virusinfektion (postencefalitisk parkinsonisme) og efter toksisk påvirkning af cellerne
• tab af både dopaminerge præsynaptiske nigra-neuroner og postsynaptiske GABAerge neuroner i striatum (præ- og postsynaptisk parkinsonisme). Ses ved de "atypiske" parkinsonsygdomme, MSA, PSP og CBD. Tabet af de postsynaptiske receptorceller, som udtrykker dopamin D₁- og D₂-receptorer, forklarer, hvorfor den sædvanlige parkinsonmedicin på længere sigt kun har ringe eller ingen effekt ved disse lidelser. Demens med Lewy bodies (DLB) klassificeres også ofte som Atypisk Parkinsons sygdom. Der er tab af dopaminerge neuroner og i starten af sygdommen ofte effekt af levodopabehandling på de motoriske symptomer. Grundet demens bør levodopa administreres med forsigtighed i små doser for ikke at provokere psykotiske symptomer ⁽¹⁸³⁷⁾
• tab af postsynaptiske GABAerge receptorceller i striatum (postsynaptisk parkinsonisme). Ses ved kronisk manganforgiftning og ved følger af svær CO-forgiftning ⁽⁸¹³⁾
• medikamentel dopaminreceptorblokade (postsynaptisk parkinsonisme). Ses under behandling med antipsykotika eller andre D₂-receptorblokerende medikamina herunder metoclopramid. Ved seponering af antipsykotika er tilstanden ofte reversibel over 6-18 måneder.
  

• Dopaminagonister har længere halveringstid og dermed en længere virkningsvarighed end levodopa, hvilket formentlig er medvirkende til, at man kan udskyde tidspunktet for motoriske komplikationer ved at starte behandling med dopaminagonister.
• Grundet hyppigere forekomst af kardial valvulær fibrose ved behandling med de ergot-deriverede dopaminagonister anbefales non-ergotderiverede dopaminagonister som førstevalg.
• Til trods for komplikationerne kan patienterne ikke undvære levodopa i det årelange behandlingsforløb på grund af den symptomdæmpende virkning. Men dopaminagonister er ofte tilstrækkeligt effektive i sygdommens første år.
• Når tillæg af levodopa bliver nødvendig, opnås en betydelig levodopabesparende effekt i kombination med dopaminagonister.
• Undertiden vil bivirkninger til dopaminagonister, bl.a. i form af uvarslede søvnanfald og impuls kontrol sygdom ⁽¹⁸⁴⁰⁾, nødvendiggøre reduktion af dosis eller seponering med erstatning af dopaminagonister med levodopa på trods af risiko for tidligere udvikling af motoriske komplikationer.
  Behandling med levodopa uden dopaminagonister udelukker dog ikke helt risikoen for impulskontrol sygdom, og 3-4% af patienter behandlet med levodopa udvikler dopaminergt dysregulationssyndrom, som er kendetegnet ved et stigende krav fra patienten om øget medicinering, som ikke er begrundet i sygdomsprogression. Det betegnes også levodopaafhængighed⁽¹⁶¹⁴⁾.
• Behandlingen kan indledes med en MAO-B-hæmmer. Effekten er beskeden i monoterapi. Kan også anvendes som adjuvans til dopaminagonister og levodopa i hele sygdomsforløbet.
  Optræder der wearing-off-symptomer, kan behandlingen suppleres med en COMT-hæmmer, som forlænger levodopas virkningsvarighed.
  

• forventet kortere restlevetid
• ældre udvikler sjældnere end yngre parkinsonpatienter motoriske komplikationer
• hyppigere bivirkninger ved behandling med dopaminagonister
• ældre patienter uden kognitive forstyrrelser kan godt behandles med dopaminagonister i kombination med levodopa, forudsat man er meget opmærksom på evt. bivirkninger.