Skizofreni

Revideret: 14.08.2018

Skizofreni er en alvorlig psykisk lidelse med en kompleks ætiologi og en livstidsrisiko på ca. 1%. Sygdommen skyldes både arv og miljø. Hvis én af forældrene har skizofreni, er der 10% risiko for, at et af deres børn får sygdommen. Hvis begge forældre har skizofreni er risikoen 40-50%.
Symptomerne ved skizofreni varierer både fra person til person og gennem det enkelte sygdomsforløb. Symptomerne opdeles traditionelt i: 

  1. positive symptomer, fx vrangforestillinger, tankeforstyrrelser, hallucinationer
  2. negative symptomer, fx affektaffladning, manglende evne til at føle glæde, nedsat energi, social isolering
  3. kognitive forstyrrelser, fx nedsat opmærksomhed, hukommelse og evne til at planlægge.

Behandlingsvejledning

Antipsykotisk behandling reducerer symptomerne ved skizofreni, og ved tilbagefald forkorter antipsykotisk behandlingen tiden indtil symptomkontrol. Ofte er antipsykotisk behandling nødvendig for at gennemføre anden behandling, fx psykoterapi, social rehabilitering mv. Antipsykotisk behandling reducerer også risikoen for psykotisk tilbagefald.  

Antipsykotika fremkalder varierende grad af symptomdæmpning. Effekten er typisk mest udtalt for de såkaldte "positive" symptomer så som hallucinationer og vrangforestillinger, mens antipsykotika generelt har en mindre udtalt effekt på "negative" symptomer, såsom inaktivitet, tilbagetrukkethed og apati, samt på kognitive forstyrrelser, så som opmærksomhedsfunktion, hukommelse og planlægningsevne. Behandlingen er symptomatisk og symptomerne vender tilbage, hvis behandlingen ophører, evt. først efter flere måneder. 

 

Mange antipsykotika har desuden effekt på maniske tilstande og flere antipsykotika har forebyggende effekt ved maniodepressiv sindslidelse, specielt for de maniske faser. 

 

Samtlige antipsykotika binder sig til dopamin-D2-receptorer i hjernen. Det er blokeringen af disse receptorer, i de såkaldte limbiske hjerneområder, der primært antages at ligge bag den antipsykotiske effekt. D2-receptorblokade i de motoriske hjerneområder menes at inducere motoriske bivirkninger, ligesom D2-receptorblokade medfører øget prolaktinfrigørelse fra hypofysen med heraf relaterede bivirkninger.
Antipsykotika blokerer desuden serotonin-, acetylkolin-, noradrenalin- og histaminreceptorer i varierende grad. Blokade af serotonerge receptorer, specielt af 5HT2A-receptorsubtypen, menes at reducere de D2-inducerede motoriske bivirkninger. 

 

På samme måde menes den antikolinerge virkning også at reducere de motoriske bivirkninger, men øger også risikoen for antikolinerge bivirkninger, fx mundtørhed og obstipation, og hos ældre kan der komme konfusion og delir. 

Antihistaminerge effekter antages at bidrage til de vægtøgende og dysglykæmiske effekter af en række antipsykotika. 

Den antinoradrenerge og antihistaminerge effekt bidrager til sedation, hvilket i sagens natur ofte medfører mindre legemlig aktivitet med heraf følgende øget risiko for vægtøgning og dysglykæmi.  

 

Fraset clozapin ser det ikke ud til, at der er klinisk betydende terapeutiske effektforskelle mellem de eksisterende antipsykotika. Til gengæld er der klinisk betydende forskelle i præparaternes bivirkningsprofiler, hvilket således bør tillægges stor betydning ved valg af præparat. Se endvidere bl.a. Klassifikation af antipsykotika og Behandling med antipsykotika

For yderligere information se nedenstående links til RADS behandlingsvejledning og national klinisk retningslinje. 

 

Behandlingsvejledning og rekommandationer fra Medicinrådet/RADS: 

Behandlingsvejledning fra RADS. Se endvidere Medicinrådet, der fra 1. januar 2017 har overtaget RADS' opgaver. 

 

Nationale kliniske retningslinjer: 

NKR: Kompliceret skizofreni