Opioider (analgetika)

N02A

Revideret: 14.02.2017

Opioidreceptorer findes i centralnervesystemet i stor koncentration. Receptorerne findes imidlertid også perifert i bl.a. plasma, hvorfra receptorerne kan rekrutteres til områder med inflammatoriske processer, samt i hjertet og i gastro-intestinalkanalen. Der findes tre hovedtyper af opioidreceptorer, nemlig μ-, қ- og δ-receptorer. De perifere opioidreceptorer har uden den store succes været forsøgt udnyttet behandlingsmæssigt som mål for agonister med henblik på at opnå fx perioperativ smertelindring. De perifere opioidreceptorer har dog på det seneste fået fornyet bevågenhed, idet der nu er præparater på markedet, som fungerer som perifere μ-antagonister, der signifikant kan reducere den obstipation, der er en følge af så godt som al behandling med opioider. 

  

Opioiderne er traditionelt blevet inddelt i såkaldt højpotente opioider, fx morphin, og lavpotente opioider, fx tramadol. Klinisk er der imidlertid ikke signifikante forskelle på de forskellige præparaters virkning og bivirkningsprofiler. Tramadol har en uspecifik monoaminerg virkning og tapentadol noradrenerg virkning parallelt med deres opioidagonistiske virkning og nævnes derfor separat i nedenstående liste. I den følgende beskrivelse af brugen af opioider vil de alle være betragtet under et. De markedsførte opioider har alle overvejende, men i varierende grad, affinitet til μ-receptorerne. 

  

Opioidernes inddeling

Nedsat lever- og/eller nyrefunktion

Oversigt over opioider, som er kontraindicerede ved moderat til stærkt nedsat nyre- og/eller leverfunktion: 

Indholdsstof  

Kontraindiceret ved moderat til stærkt nedsat nyrefunktion  

Kontraindiceret ved moderat til stærkt nedsat leverfunktion  

Morphin 

Nej 

Ja 

Codein 

Nej 

Nej 

Fentanyl 

Nej 

Nej 

Hydromorphon 

Nej 

Ja 

Ketobemidon 

Nej 

Nej 

Methadon 

Nej 

Nej 

Nicomorphin 

Nej 

Ja 

Oxycodon 

Nej 

Nej 

Pethidin 

Nej 

Ja 

Buprenorphin

Nej 

Ja 

Nalbuphin 

Ja 

Ja 

Tapentadol 

Ja 

Ja 

Tramadol 

Ja 

Ja 

* kun ved stærkt nedsat leverfunktion. 

 

For yderligere information om kontraindikationer, se de enkelte præparatbeskrivelser. 

Forsigtighedsregler

Risikoen for udvikling af psykisk afhængighed af opioider givet på korrekt indikation ved behandling af akutte smertetilstande og ved cancersmerter er negligeabel. I en sygdoms terminale stadier kan problemet ligeledes negligeres. Når opioider lejlighedsvis findes indiceret gennem lang tid hos patienter med normal livsprognose, kræver indikationen grundig overvejelse og snævert samarbejde mellem patient og behandler. Insufficient smertebehandling, der skyldes frygt for psykisk afhængighed, må imidlertid betragtes som en fejl.
Patienter med åndedrætslidelser må observeres for respirationsdepression med forværring af hypoxi og hyperkapni, især ved start af behandling.
Ved svære lever- og nyrelidelser er der risiko for hæmmet elimination med forlænget halveringstid og toksiske plasmakoncentrationer. En morphin-metabolit, morphin-3-glucuronid (M3G), som elimineres renalt, kan nå toksiske koncentrationer ved nyreinsufficiens. Dette kan give anledning til generel allodyni (let berøring af huden medfører smerte), myoklonier, fascikulationer, smerter og bevidsthedssvækkelse. Ved svær nyreinsufficiens bør man ved kroniske smerter skifte til methadon eller et fentanyl. Buprenorphin kan også overvejes, men der foreligger utilstrækkelige kliniske data i denne sammenhæng. Ved akutte smerter kan oxycodon anvendes. Opioidbehandling af børn er for den enkelte læge så sjældent forekommende, at den bør varetages af særligt kyndige. 

Patientsikkerhed

Opioider er ofte involverede i utilsigtede medicineringshændelser bl.a. på grund af: 

  • Manglende vurdering af risikopatienter (bl.a. skal dosis nedsættes hos ældre eller sygdomssvækkede patienter)
  • Forveksling af de forskellige typer af opioider og deres anvendelse (herunder p.n. ordination og i.v. opioidbehandling)
  • Problemer med skift mellem forskellige præparater (ækvianalgetiske doser)
  • Bivirkninger (bl.a. afhængighed)
  • Gamle plastre bliver ikke fjernet før nye påsættes
  • Manglende dobbeltkontrol ved administration
  • Forveksling mellem hurtigt- og langsomtvirkende opioid (bl.a. med oxycodon).

 

Under de enkelte præparater findes et patientsikkerhedsfelt med korte beskrivelser af de mest almindelige alvorlige fejl, de pågældende lægemidler har været involveret i. 

 

Ønsker du yderligere information, kan du læse mere om: 

 

Bivirkninger

Opioiderne giver anledning til kvalme og opkastninger. Almindeligvis ses en toleransudvikling mod den emetogene effekt efter 1-2 ugers behandling. Symptomerne kan afhjælpes med antiemetika, visse antipsykotika i meget lav dosering eller 5-HT3-antagonister.
Kognitive funktioner kan påvirkes og give anledning til konfusion, sedation og hallucinationer. Dosisændring, præparatskift eller ophør af behandling rekommanderes.
Opioider øger tonus i den glatte muskulatur og hæmmer peristaltisk aktivitet gastro-intestinalt, i galdevejene og i urinvejene. Dette fører til formindsket ventrikeltømningshastighed, obstipation og evt. urinretention. Der ses ingen toleransudvikling mod opioidernes obstiperende effekt, og behandling med laksantia er derfor obligatorisk.
Hudkløe er normalt forekommende efter opioider, specielt i forbindelse med epidural tilførsel. Dette kan behandles med 5-HT3-antagonister eller en meget lav dosis opioidantagonist naloxon (0,02-0,04 mg s.c.), en dosis, der ikke påvirker analgesien.
  
Af øvrige bivirkninger kan nævnes svimmelhed og mundtørhed. Terapeutiske doser har ringe eller ingen virkning på det kardio-vaskulære system. Pethidin kan dog give anledning til takykardi.
Methadon i høje doser kan give anledning til udvikling af alvorlige kardielle overledningsforstyrrelser, men for methadon er der for døgndoser < 100 mg ikke påvist hjerteproblemer.

Toleransudvikling mod opioidernes analgetiske effekt er ved behandling af akutte smerter og cancersmerter sjældent et problem.

Langtidsbehandling kan give anledning til forstyrret libido, impotens og amenoré som følge af reduceret østrogen-/testosteronudskillelse.

Psykisk afhængighed forekommer, men når opioider gives på korrekt indikation og i snævert samarbejde mellem patient og læge, er det meget sjældent forekommende.
Fysisk afhængighed er almindelig efter nogle ugers indtagelse og viser sig ved abstinensfænomener ved pludselig seponering. Efter seponering af depotpræparater sker abstinensudviklingen betydeligt langsommere end med korttidsvirkende præparater, hvilket kan give anledning til differentialdiagnostiske problemer.

Abstinenssymptomer er almindeligt ubehag, uro, gaben, tåreflåd, snue, nysen, svedudbrud, gåsehud, palpitationer, cyanose af læber, koliksmerter, diarré, tremor, feber og hovedpine. Ophør af symptomerne ved indgift af opioid er et diagnostisk kriterium.
Behandling af abstinenssymptomer: Genoptagelse af sædvanlige opioidbehandling og efterfølgende langsom nedtrapning under samtidig indgift af clonidin, der formindsker abstinenssymptomer. Andre behandlingsprincipper ved behandling af abstinenssymptomer, se Opioider (iatrogen afhængighed).

Afvænning af narkomaner følger "Vejledning om afhængighedsskabende lægemidler og substitutionsbehandling af personer med opioidafhængighed", Sundhedsstyrelsen, 07.01.2014. 

Graviditet

For opioider som gruppe er der mange tusinde eksponerede gravide, og der ikke fundet tegn på væsentlig overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. Visse data antyder en lille overhyppighed (1%), men der er mange mulige confoundere forbundet med disse data.
Opioider passerer let placenta, og abstinenssymptomer hos den nyfødte kan forekomme ved langvarig behandling og forekommer hyppigt ved børn født af opioidafhængige kvinder. Ved anvendelse lige før og under fødslen er der risiko for påvirkning af det nyfødte barn i form af respirationsdepression, og opioider bør generelt undgås i 2 uger før terminen. Der bør kun anvendes morphin (ikke i kombinationspræparater), hvor datamængden er størst. 

Forgiftning

Farmakokinetik


Tabel 1. Udvalgte klinisk-farmakologiske data for opioider ved oral, sublingual, nasal og transdermal administration 

Generisk navn Biotilgæn-
gelighed oral
 

Tid til 

max. effekt 

Plasma-
halverings-
tid
Virknings-
varighed

Vejl. oral enkeltdosis 

  

Tid til steady state 
  % minutter timer timer mg timer

  

Ikke-depotpræparater 

Morphin 20-60 60-904) 2-3 4-5 10-15 10-20
Buprenorphin 30-50 60-2404) 20-36 4-8 0,2-0,4 15
Codein 70 1204) 2-4 3-6 25-50 10-20
Fentanyl 35

20-40 

Nasal adm:
15-20 

7
Nasal adm: 

3-4 

2 0,2 ikke relevant
Hydromorphon 17-62 120 3 4 1,3 24
Ketobemidon1)    25-50 60-904) 2-3 3-5 5-10 8
Methadon2)    40-100 60-904) 15-22 4-5(8) 5-15 75
Nicomorphin Ukendt 60-904) 1½-4 3-5 10-15 Ukendt
Oxycodon 60-87 30-40 3 6-8 7,5-10 24
Pethidin 40-60 60-1204) 2-5 2-4 100 10-20
Tramadol 70 120-2404) 5-6 6 50-100 30-36

  

Depot−præparater3) 

Morphin 20-60 200-300 2-3

10-12 

Contalgin® Uno: 24 

10-30 24-48
Buprenorphin

-
 

Norspan®: 

3 døgn
Transtec®: 

2,5 døgn 

Norspan®: 

12-26
Transtec®: 

22-36 

Norspan®: 

168
Transtec®: 

96 

-

Norspan®: 

130
Transtec®: 

180 

Fentanyl - Ca. 1 døgn 17 72 - Ukendt
Hydromorphon

Jurnista: 

25
Palladon®: 

50 

Jurnista: 

360-480
Palladon®: 

240 

3  

Jurnista: 

8
Palladon®: 

36-48
Oxycodon5)    60-87 180 4-6½ 12 10-20 24-36
Tapentadol 32 180-360 4 12 50 Ca. 18 timer
Tramadol 70 240-360 5-6 8-12 100-200 30-36
1) I kombination med spasmolytikum.
2) Husk methadons særlige eliminationsforhold ved henholdsvis akut og kronisk dosering.
3) Virkning 8 timer og derover.
4) Begyndende effekt ses oftest først efter 30-60 min.
5) Gælder også for oxycodon i kombination med naloxon.
Data stammer fra mange forskellige kilder, og deres store variationsbredde understreger, at der ikke findes en medikamentel standardbehandling.
Individuel "titrering" er uomgængeligt nødvendig.

'Extensive metabolizers' og 'poor metabolizers'  

Metaboliseringen af de fleste opioider reguleres af cytochrom P450-enzymer, hvoraf de vigtigste er CYP3A4 og CYP2D6. Polymorfier af genotypen CYP2D6 giver anledning til en øgning respektive en mindskning af codeinmetaboliseringen til morphin, hvilket ses hos henholdsvis 4-5% af befolkningen. Lignende forhold i CYP2D6-systemet er vist for tramadol, hvor "poor metabolizers" har en dårligere analgesi end "extensive metabolizers". 


Efter oral indgift absorberes lægemidlerne sædvanligvis godt. Det må dog erindres, at stærke smerter medfører en reflektorisk hæmmet ventrikeltømning, og at opioider i sig selv svækker ventrikelmotiliteten. Plasmahalveringstiden veksler fra person til person og hos samme person til forskellig tid. En tilfredsstillende analgetisk behandling må således altid individualiseres. Omtrentlige doser med ensartet virkning (ækvianalgesi) ses i tabel 1, 2, 3 og 4 i Rene agonister

 
 
Gå til toppen af siden...