Leishmaniasis
Leishmaniasis forårsages af infektion med en protozo, Leishmania spp., som overføres fra dyr eller mennesker med sandfluer.
Leishmania findes i store dele af verden (kort over udbredelsen kan findes på WHO’s hjemmeside.
Leishmania kan inddeles i mange subtyper, hvilket bestemmer de kliniske symptomer (kutan -, mukokutan- og visceral leishmaniasis).
Kutan leishmaniasis, CL
Inkubationstiden er ofte nogle måneder, men kan være ned til et par uger. Ofte ses et langsomt voksende, ikke smertende crustøst sår eller en papel. Diagnosen mistænkes på baggrund af ophold i endemiske områder, og verificeres vha. skrab eller biopsi fra læsionen undersøgt med mikroskopi eller PCR. CL findes i Middelhavslandene, herunder Italien, Sydfrankrig, Spanien, Balkan, Tyrkiet og Grækenland, hvor hunde er reservoir, i en række tilfælde vil individer smittet med CL kunne udvikle VL, især ved erhvervet immundefekt.
Mukokutan leishmaniasis, ML
Sjælden i forhold til kutan- og visceral leishmaniasis. Symptomerne er langsomt voksende, væskende ulcerationer, som ofte er lokaliseret i ansigtet og/eller nasopharynx. Artsbestemmelse med PCR og sekventering bør altid foretages, da der mikroskopisk ikke kan skelnes mellem former, der giver CL eller den prognostisk alvorligere ML, der kræver systemisk behandling.
Visceral leishmaniasis, VL
Inkubationstiden er ofte måneder til år. VL kan ligge latent i kroppen og blive klinisk manifest, hvis patienten bliver immuninkompetent fx i forbindelse med transplantation, biologisk behandling, kemoterapi eller HIV-associeret immundefekt. Globalt erhverves de fleste tilfælde i troperne (især Sudan, Indien, Brasilien), men VL findes i Middelhavslandene herunder Italien, Sydfrankrig, Spanien, Balkan, Tyrkiet og Grækenland, hvor hunde er reservoir. Symptomerne er snigende i form af træthed, anæmi, vægttab, hepato-splenomegali, hypersedimentatio, forhøjet total IgG, trombocytopeni . Diagnosen stilles ud fra ophold i endemiske områder, påvisning af specifikke antistoffer, mikroskopi og PCR af glandelbiopsi, miltbiopsi eller knoglemarv.
Behandlingsvejledning
Miltefosine (Impivado®)
Er første valg til behandling af de fleste tilfælde af kutan leishmaniasis (CL), hvor patienten er smittet i Mellemøsten eller Asien. For patienter smittet i Syd- og Mellemamerika bør miltefosine ikke anvendes som førstevalgs præparat. Der er varierende effekt af miltefosine alt efter, hvilken Leishmania subspecies patienten er smittet med i Syd- og Mellemamerika, og behandling bør oftest anvende subspecies-diagnostik.
Behandling af Leishmaniasis er en specialistopgave, og patienten bør henvises til infektionsmedicinsk afdeling.
Miltefosine (Impavido) er ikke registreret i Danmark, men kan med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvireres fra apotek/sygehusapotek.
Liposomal amphotericin B (Ambisome®)
Liposomal amphoterIcin B er førstevalg ved VL og ML. Hos immunkompetente gives en totaldosis på 18-21 mg/kg legemsvægt. Der er forskellige regimer, fx 3 mg/kg legemsvægt/dag i 5 dage samt på dag 10 og 21.
Hos immuninkompetente patienter kan der gives daglige doser over længere perioder (28 dage eller mere), og dosis kan øges til 5 mg/kg legemsvægt/dag. Totaldosis bør være ca. 40 mg/kg legemsvægt til immunsupprimerede. Hos disse patienter kan det i visse tilfælde være nødvendigt med livslang vedligeholdelsesbehandling, fx med en månedlig infusion.
Andre behandlingsmuligheder er pentamidin intramuskulært og paromomycin creme ved KL, især forårsaget af visse leishmaniasis subtyper i Sydamerika (L. guyanensis) og oral fluconazol ved visse typer af CL i Europa.
Referencer
3579. Ponte-Sucre A, Gamarro F,Dujardin J-C et al. Drug resistance and treatment failure in leishmaniasis: A 21st century challenge. PLoS Negl Trop Dis. 2017; 11(12), https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/29240765 (Lokaliseret 22. februar 2022)
