Akut højdesyge er et symptomkompleks, der ses i forbindelse med opstigning til større højder på grund af det lavere partialtryk af ilt. 

Graden af symptomer er i høj grad korreleret til opstigningshastigheden, varigheden af ophold i højde samt den absolutte højde. Således varierer hyppigheden fra 9 % ved 2.850 m til 53 % ved 4.550 m. Personer, der én gang har haft højdesyge, har større risiko for dette ved reeksponering. 

Den præcise patofysiologi er uklar, men der er bred enighed om, at hypoxi grundet lavt partialtryk af ilt i højderne er grundårsagen. Den lave ilttension medfører hyperventilation og heraf følgende respiratorisk alkalose, som efter nogle dage kompenseres renalt. Desuden øges det kardielle output for at opretholde tilstrækkelig vævoxygenering. Hypoxien kan medføre kontraktion i pulmonale kar og resultere i pulmonal hypertension, som på grund af væskeudsivning fra karbanen kan medføre lungeødem. Cytotoksiske mediatorer og ændringer i blod-hjernebarrieren kan medføre øget intrakranielt tryk, som kan udvikles til hjerneødem. 

Den interindividuelle variabilitet i tilbøjeligheden til at få akut højdesyge hidrører med god sandsynlighed fra enten kroppens reaktion på hypoxien eller kroppens reaktion på de dannede signalmolekyler og mediatorer. Genetisk polymorfisme er således vist at være associeret med både udvikling af akut højdesyge samt fysiologiske variable (som fx flow i arteria basilaris), som kan tænkes at have en betydning. 

Symptomerne kan være lettere bestående af utilpashed, søvnproblemer, hovedpine, kvalme og opkastning. I mere udtalte tilfælde intensiveres symptomerne. Ved manifest lungeødem ses tiltagende dyspnø udviklende sig til cyanose og evt. koma. Neurologiske udfald, bevidsthedssløring, hallucinationer og kramper kan ses ved hjerneødem.