Vacciner anvendes både rutinemæssigt og forud for særlige risikosituationer. Risikosituationer kan skyldes en øget risiko for eksposition, fx for hepatitis A i forbindelse med udlandsrejse, eller når en person pga. alder eller kronisk sygdom har en særlig risiko for at få et alvorligt forløb af den pågældende sygdom, fx influenza. 

I nogle situationer kan der være krav om at kunne dokumentere vaccination mod visse sygdomme, fx gul feber ved indrejse til en række lande. Endelig kan visse vacciner, fx hepatitis A-vaccine og rabiesvaccine, også anvendes som postekspositions profylakse efter udsættelse for smitte. 

De anbefalede doseringer og intervaller for de enkelte vacciner bør generelt følges. For raske og immunkompetente voksne gælder dog, at der sædvanligvis ikke skal startes forfra på en vaccinationsserie, selvom det anbefalede interval mellem vaccinationerne er overskredet. Derimod bør de anbefalede minimumsintervaller kun undtagelsesvis afkortes. 

Allergi over for den/de aktive komponent(er), hjælpestoffer eller tidligere alvorlige bivirkninger efter vaccination med vaccinen er en kontraindikation mod vaccination. 

Vacciner mod mæslinger, fåresyge, influenza, gul feber, rabies (Rabipur®) og skovflåtbåren encephalitis (Tick-Borne-Encephalitis, TBE) er fremstillet ved dyrkning af virus på kyllinge-embryofibroblastceller eller befrugtede hønseæg og kan indeholde restmængder af æggeprotein. Inden vaccination med disse vacciner skal det sikres, at modtageren ikke tidligere har reageret allergisk over for hønseæg. Risikoen for allergiske reaktioner regnes for beskeden selv blandt personer med æggeallergi, se vejledning fra Epinyt 46/2015. 

I forbindelse med vaccination skal man, som ved anden forebyggende behandling, vurdere, om fordele ved at vaccinere opvejer ulemper, hvilket betyder, at risikoen for at få alvorlige bivirkninger efter vaccination ikke må være større end risikoen for at blive smittet og få et svært forløb af sygdommen. 

Før vaccination bør der udspørges om allergi, tidligere bivirkninger efter vaccination, graviditet, amning og medicinsk behandling. 

Anafylaksi efter vaccination er meget sjælden < 1:1.000.000, men der bør altid være adgang til anafylaksi-beredskab. De alvorligste reaktioner ses normalt straks efter vaccinationen. Sundhedsstyrelsen anbefaler en observationsperiode på 15 minutter efter vaccination. I almindelighed bør vaccination udskydes i tilfælde af akut febril sygdom. Almindelig øvre luftvejsinfektion uden feber giver ikke anledning til at udskyde vaccination. Man bør så vidt muligt undgå at give intramuskulære injektioner til personer, der er i AK-behandling. I stedet kan de fleste vacciner gives subkutant. Dette gælder dog ikke de mRNA- og vektor-baserede vacciner mod COVID-19, som skal gives intramuskulært. Efter nøje afvejning af fordele og ulemper ved vaccination kan personer i stabil og velreguleret AK-behandling dog vaccineres i m. deltoideus.  

Aluminiumsholdige vacciner (2894)

• Vaccination med aluminiumsholdige vacciner bør foretages dybt intramuskulært for at mindske risikoen for granulomer (anbefaling fra Statens Serum Institut siden 1999).
• Risikoen for gendannelse af granulomer ved forsat vaccination synes ud fra svenske studier beskeden. Således udviklede 2 (8 %) af 25 børn med aluminiumsallergi igen granulomer ved revaccination, mens de øvrige tålte vaccinationen ⁽²⁸⁹⁵⁾.
• Det er vigtigt at opveje risikoen for gendannelse af granulomer mod risikoen for at blive smittet med en potentiel livsfarlig infektion.
• Der kan være forskel på aluminiumsindholdet og aluminiumssaltet i den samme type vaccine fra forskellige producenter. Der findes ikke nogen direkte sammenlignende undersøgelser af risikoen for granulomdannelse ved de forskellige præparater.

Alvorlige vaccinationsbivirkninger er meget sjældne. Milde bivirkninger som lokalreaktion på injektionssted, fx kortvarig ømhed og hævelse på injektionsstedet, ses så hyppigt, at de må betragtes som forventelige. Systemiske reaktioner med feber kan ses efter de fleste vacciner. Allergiske reaktioner over for indholdsstoffet, specielt anafylaksi, forekommer relativt sjældent, hvorimod vasovagale anfald ses jævnligt. Der er ikke evidens for, at der er større risiko for flere alvorlige lokale eller systemiske bivirkninger ved samtidig administration af flere vacciner. 

Alvorlige allergiske reaktioner, som mistænkes udløst af vaccination, bør altid udredes på allergologisk specialafdeling/allergicenter.
Udtalte eller uventede vaccinationsreaktioner skal anmeldes til Lægemiddelstyrelsen efter gældende regler. 

Sager om vaccinationsskader er siden 1. januar 2004 blevet administreret af Patienterstatningen Skader før 1. januar 2004 blev varetaget af Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. 

Flere vaccinationer kan gives samtidig, men to eller flere vaccinationer skal gives som separate injektioner og gerne i adskilte anatomiske regioner. Der kan gives multiple injektioner i m. deltoideus, dog adskilt med minimum 2,5 cm. 

Ikke-levende vacciner påvirker, som hovedregel, ikke immunresponset på andre ikke-levende eller levende vacciner og kan gives samtidig eller på et hvilken som helst tidspunkt før eller efter andre vaccinationer. 

To eller flere levende virusvacciner bør gives enten samtidig eller med et interval på mindst 4 uger, da en levende virusvaccine ellers kan påvirke responset på andre levende virusvacciner. 

Immundæmpende behandling kan svække immunresponset på vacciner og medføre, at den vaccinerede ikke serokonverterer og dermed ikke er beskyttet efter vaccination. 

Antibiotika kan påvirke effekten af levende bakterielle vacciner, fx den orale tyfus vaccine (Vivotif®), ligesom aciclovir kan hæmme effekten af vaccination mod varicella-zostervirus (VZV). 

Erfaring med vaccination af gravide stammer primært fra databaser, for de enkelte vacciner, hvor der indgår kvinder, der er vaccineret på et tidspunkt, hvor de ikke var erkendt gravide. 

Den tilgængelige evidens tyder ikke på, at der er risiko ved at vaccinere gravide med inaktiverede/dræbte vacciner. Datamængden er dog beskeden, og vaccination mod difteri og tetanus bør principielt kun gives i forhold til en konkret eksposition. 

Sundhedsstyrelsen anbefaler aktuelt (med baggrund i kighosteepidemien 2019/2020), at gravide i 3. trimester bliver vaccineret med DiTeKiBooster for at beskytte nyfødte børn mod kighoste ⁽⁵³⁴⁰⁾.  

Vaccination mod influenza anbefales til raske gravide i 2. og 3. trimester samt i hele graviditeten hos gravide med medicinske risikofaktorer for alvorlig influenza. 

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide og ammende bliver vaccineret mod COVID-19 med enten Cominarty eller COVID-19 Vaccine Moderna (Spikevax). Det vurderes, at det er sikkert og effektivt at blive vaccineret med en af mRNA-vaccinerne, når man er gravid eller ammende. Ud fra et forsigtighedsprincip foretrækkes vaccination af gravide i 2. eller 3. trimester, da der foreligger flest data fra gravide, der er vaccineret i 2. og 3. trimester. 

Inaktiverede polysaccharid-, toksoid- eller konjugerede vacciner kan gives, helst i 2. eller 3. trimester, hvis der foreligger en konkret risikosituation. 

Vacciner, der indeholder levende bakterier (BCG, oral tyfus) eller virus (MFR, gul feber, skoldkopper/herpes zoster, levende influenza) udgør en teoretisk risiko for fosteret og bør generelt ikke anvendes (se Rejseråd til gravide hos SSI). 

Selv om risikoen for føtal infektion fra levende vacciner er teoretisk, anbefales det at undgå graviditet de første fire uger efter vaccination med levende vacciner (især parotitis, rubella og varicella). Vaccination af en ikke erkendt gravid kvinde, giver uanset vaccinen eller tidspunktet i graviditeten aldrig anledning til overvejelser vedrørende abort. 

Amning er generelt forenelig med vaccination. Der er dokumenteret transmission af gul feber-vaccine fra mor til barn ved amning. Derfor bør gul feber vaccine kun gives til ammende mødre, hvis der er en konkret risiko for gul feber. Desuden bør andre levende vacciner mod tyfus, tuberkulose eller MFR kun anvendes i konkrete risikosituationer, da der ikke findes tilstrækkelig erfaring med anvendelse til ammende. 

Uden for børnevaccinationsprogrammet kan visse risikogrupper blive vaccineret gratis mod hepatitis B og influenza. 

Der tilbydes gratis vaccination efter eksposition mod hepatitis A, hepatitis B, meningokoksygdom og rabies. 

Desuden giver Lægemiddelstyrelsen klausuleret tilskud til vaccination af visse risikogrupper mod pneumokokker med den konjugerede pneumokokvaccine (Prevenar 13®). Vacciner, der ikke falder inden for nogle af disse bestemmelser, herunder vaccination i forbindelse med udlandsrejse, er for egen regning.