ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder/hyperkinetisk forstyrrelse)

Revideret: 23.03.2023

ADHD er en neuropsykiatrisk lidelse med forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. Lidelsens symptomer og følgevirkninger er under forskellige benævnelser beskrevet i lægelige skrifter siden 1775 (5552) (5553) (5554). I Danmark bruges benævnelsen hyperkinetisk forstyrrelse efter WHO’s klassifikation ICD-10. ICD-11 kommer til at ændre nomenklaturen og dette klassifikationssystem forventes ratificeret i Danmark i 2024/25. Dermed overgår vi til benævnelsen ADHD, som svarer til det amerikanske diagnosesystem DSM-5 (2883). Hyperkinetisk forstyrrelse er den sværest ramte undergruppe af ADHD: ADHD af kombinationstypen. 

 

Mellem 4 og 8 % af alle børn og unge og 2,5-5 % af voksne har ADHD (1686) (2285) (2280) (2884) (2885) (5554). Færre studier har undersøgt forekomsten af hyperkinetisk forstyrrelse hos børn og unge, men der regnes med, at 1-2 % af alle børn og unge har lidelsen (2281)

 

Sygdommen diagnosticeres dobbelt så hyppigt hos drenge som hos piger og hos voksne er forholdet mellem mænd og kvinder 1,6 til 1 (2883). Drenge henvises også langt oftere til udredning og behandling for ADHD end piger. Piger har oftere undertypen opmærksomhedsvanskeligheder uden hyperaktivitet samt et ko-morbiditetsmønster præget af angst og depression, mens drenge oftere har oppositionel, trodsig adfærdsforstyrrelse eller usocialiseret adfærdsforstyrrelse.  

Diagnostiske kriterier, børn

 

Tabel 1: Hyperkinetiske forstyrrelser - diagnostiske kriterier (ICD-10)  

A : Opmærksomhedsforstyrrelse gennem mindst 6 måneder med mindst 6 af følgende:  

  • Kan ikke fæstne opmærksomheden ved detaljer, laver skødesløse fejl.
  • Kan ikke fastholde opmærksomheden ved opgaver eller leg.
  • Synes ikke at høre, hvad der bliver sagt.
  • Kan ikke følge instrukser eller fuldføre opgaver.
  • Kan ikke tilrettelægge arbejde eller aktiviteter.
  • Undgår eller afskyr opgaver, som kræver vedholdende opmærksomhed.
  • Mister blyanter, bøger, legetøj eller andre ting, som er nødvendige for at udføre opgaver og aktiviteter.
  • Lader sig let distrahere af ydre stimuli.
  • Er glemsom i forbindelse med dagliglivsaktiviteter.

B: Hyperaktivitet gennem mindst 6 måneder med mindst 3 af følgende:  

  • Uro i hænder eller fødder, sidder uroligt.
  • Forlader sin plads i klassen eller ved bordet.
  • Løber, klatrer, farer omkring på utilpasset måde.
  • Støjende adfærd ved leg, har vanskeligt ved at være stille.
  • Excessiv motorisk aktivitet, som ikke lader sig styre.

C: Impulsivitet gennem mindst 6 måneder med mindst 1 af følgende:  

  • Svarer, før spørgsmål er afsluttet.
  • Kan ikke vente på, at det bliver deres tur.
  • Afbryder eller maser sig på.
  • Taler for meget, uden situationsfornemmelse.

Øvrige kriterier:  

D: Begyndelsesalder under 7 år.  

E: Forstyrrelserne optræder i flere forskellige situationer, fx både i skolen og hjemmet såvel som ved klinisk undersøgelse.  

F: Forstyrrelserne forårsager betydelige vanskeligheder eller vanskeliggør sociale, skole- og beskæftigelsesmæssige funktioner.  

G: Skyldes ikke affektive lidelser (F30-F39) eller angsttilstande (F40-41) og opfylder ikke kriterierne for F84. 

 

For at opfylde kriterierne for hyperkinetisk forstyrrelse (se tabel 1) (jf. ICD-10) skal symptomerne optræde i en grad, der ikke er alderssvarende, og som interfererer negativt på sociale, uddannelses- og arbejdsmæssige aktiviteter. 

 

Hos børn stilles diagnosen først og fremmest på det kliniske billede og en omhyggelig anamnese med deltagelse af barnet og forældre. Der suppleres sideløbende med spørgeskemaer (se www.bupnet.dk) og interviews vedrørende symptomer og sværhedsgraden af disse (spørgeskema om ADHD symptomer for før-skolebørn og skolebørn; forældre og pædagog-/lærerversion - ADHD-RS (Attention Deficit Hyperactive Disorder-Rating Scale) (1903) (1904)).  

Diagnostiske kriterier, voksne

Hos voksne er diagnostikken i praksis en smule anderledes, idet diagnosen først og fremmest stilles på anamnesen, meget gerne med deltagelse af nære pårørende, suppleret med det kliniske billede og bedømmelsesskalaer - Adult ADHD Self-Report Scale (ASRS) v1.1. (2278) og et semistrukturetet diagnostisk interview, fx DIVA (se www.divacenter.eu). Hos voksne kompliceres diagnostikken af, at hyperaktivitet ofte træder i baggrunden og bliver til indre rastløshed. De voksne ADHD-patienter bliver bedre til at kompensere for nogle af deres vanskeligheder, men der resterer fortsat vanskeligheder med opmærksomhed. Dette medfører planlægningsvanskeligheder, uddannelses- og arbejdsmæssige problematikker samt sociale problemer, bl.a. i familielivet. Dertil ses ADHD oftere i kombination med andre psykiske forstyrrelser (komorbiditet) hos voksne, end tilfældet er hos børn. 

 

Det kan skabe udfordringer at anvende ICD-10´s hyperkinetiske forstyrrelser til diagnostik af voksne, da kriterierne er beregnet for børn, frem for DSM-5 ADHD-kriterier (2883), der er konstrueret til både børn og voksne.  

 

Ved diagnostik screenes initialt med Adult ADHD Self-Report Scale (ASRS) v1.1. eller evt. senere versioner (2278). Derefter bruges, som anført i både DPS´s og Sundhedsstyrelsens kliniske Retningslinjer for diagnostik og behandling af voksne med ADHD, DIVA-5 (diagnostisk interview til brug for udredning af ADHD hos voksne (3. version 2019), se endvidere: www.divacenter.eu). Det må understreges, at selvom sensitivitet af ASRS er høj er dens specificitet lav, især når der også er anden komorbiditet, hvorfor den primært tjener til at identificere de patienter, der bør udredes med fx DIVA-5 (5893)

 

Kriterierne i DIVA-5 er nu rettet og afstemt med DSM-5 og en ikke uvæsentlig diskrepans mellem DIVA-2 og DSM er dermed elimineret. For at få diagnosen ADHD som voksen kræves nu kun 5 ud af 9 uopmærksomhedssymptomer og/eller 5 ud af 9 hyperaktivitets-/impulsivitetssymptomer som voksen, og der skal i barndommen nu kun have været 3 eller flere uopmærksomhedssymptomer og/eller hyperaktivitets-/impulsivitetssymptomer før 12-års alderen. Et centralt aspekt i diagnostikken er, at symptomerne medfører et konkret nedsat funktionsniveau samt at symptomerne ikke bedre må kunne forklares af anden psykisk eller somatisk lidelse. Derfor vil en udredning for ADHD også indbefatte en udredning for anden psykisk lidelse, fx ved brug af et semi-struktureret diagnostisk interview som Present State Examination (PSE) og i nogle tilfælde vurdering af autisme og personlighedsforstyrrelser. 

 

Der kan i DSM-5 samtidigt kodes for autismespektrum forstyrrelse. De foreløbige ICD-11 kriterier for ADHD lægger sig tæt op ad DSM-5. 

 

Ved brug af ICD-10´s diagnosekoder skrives ved ADHD af kombinationstype og ved ADHD af overvejende hyperaktivitets/impulsivitetstype F90.0 (forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed). Ved ADHD af overvejende uopmærksomhedstype bruges F98.8 (opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet).  

Yderligere symptomer

Ud over ovennævnte symptomer observeres der hos såvel børn og voksne ofte også en række overlappende fænomener (2281) (2282) (2886)

  • Eksekutiv dysfunktion
    Vanskeligheder med at planlægge, organisere og gennemføre opgaver.
  • Emotionel labilitet
    Større emotionelle udsving end normalt. Ved ADHD kan udsvingene typisk skifte hurtigt (flere gange dagligt), i modsætning til udsvingene ved unipolar og bipolar sygdom, hvor der generelt ses udsving af uger til måneders varighed. Dertil er der oftest tale om affektsvingninger og ikke ændringer i stemningsleje som ved affektive lidelser (2281) (1686).
  • Mental hyperaktivitet
    At dagdrømme er et universelt menneskeligt fænomen. Mental hyperaktivitet/”excessively mind wandering” er uophørlig tankeaktivitet, der ikke kan stoppes. Tankerne springer fra et emne til et andet, der kan være flere tankesæt på en gang. Der kan være relevante og fokuserede tanker, men typisk også mange irrelevante, tilfældige og ufokuserede tanker. Tankerne giver ofte problemer med indsovningsbesvær. En god måde at påvise dette er anvendelsen af MEWS (The Mind Excessively Wandering Scale (4804).
    Mental hyperaktivitet/ “Excessively Mind Wandering” findes hos de fleste voksne med opmærksomhedsforstyrrelse, men kan ved børn være vanskeligere at registrere. Ved patienter med opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet kan det være nyttigt at bruge MEWS-skalaen for at stille diagnosen.
  • Attention dysregulation
    Vedrørende attention deficit er der stigende enighed om, at betegnelsen mere korrekt er attention dysregulation, idet man ud over hypofokusering også ser hyperfokusering, fx ved interessante eller belønnende opgaver, mens man ved kedelige opgaver hypofokuserer. Det optimale er relevant anvendelse af koncentration og tid på en given opgave (fx ikke at bruge 4-8 timer daglig på gaming, men gerne bruge tilsvarende antal timer på fx at læse op til en eksamen) (1686) (2881).
  • Spektrum/"highfunctioning ADHD"
    ADHD er ikke en binær lidelse (normal eller syg), men udtryk for vanskeligheder, der befinder sig på et spektrum eller kontinuum. Det vil sige, at de fleste genkender ADHD-træk/symptomer hos sig selv, men at det kun er de få, der har en markant tilstedeværelse af disse, der får diagnosen.
    Dette har medført interesse i ”high-functioning ADHD”. Det vil sige (4805) (4806):
    • voksne med svære ADHD-symptomer, som alligevel er højtfungerende, eller
    • voksne med milde ADHD-symptomer, som fungerer rimeligt vel, men på et lavere niveau end deres potentiale, eller
    • patienter som har udtalte symptomer og betydelig funktionsnedsættelse på nogle områder, men er højt fungerende på andre.
      Forskning i dette område er i sin vorden.
  • Kronobiologiske forstyrrelser
    Et ofte undervurderet eller overset symptombillede. Forstyrrelser i alt hvad der har med tid at gøre. Kronobiologiske problemer ses også i forbindelse med andre psykiske lidelser, men har da en anden karakter (5555).
    • Aftaler: Patienten har svært ved at håndtere aftaler. Aftaler glemmes fuldstændigt eller man møder op på forkerte tidspunkter.
    • Tidsfornemmelse: Patienten kan have svært ved at vurdere, om der er gået fx 2 minutter eller 2-3 timer og kan have svært ved at huske bl.a. måltider, tandbørstning og lign.
    • Overgange fra en tilstand til en anden: Fx indsovning, hvor patienten har svært ved at falde i søvn, ofte pga. vedvarende tankemylder eller indre/ydre uro.
    • Opvågning: Patienten har ofte besvær med at vågne og kommer kun langsomt i gang over 1-2 timer.
    • Hyperfokusering: Patienten kan opretholde koncentrationen i mange timer på aktivitet, der interesserer vedkommende meget (fx computerspil) også i situationer, hvor det ville være hensigtsmæssigt, at stoppe langt tidligere.
    • Søvnkvalitet: Patienten har en dårlig søvnkvalitet, evt. med opvågninger og problemer med at falde i søvn igen. Som følge af dette har patienten problemer med vågenhedsgrad om dagen (hyppig fornemmelse af træthed og risiko for at falde i søvn, hvis lejligheden byder sig).
    • Hormonelle ændringer.
      ADHD-symptomer kan mindskes under graviditet og forværres præmenstruelt (5556).
  • Perceptionsforstyrrelser
    Nogle patienter fortæller, at lyd, lugte, synsindtryk og berøring opleves kraftigt generende.

Differential diagnostik og co-morbiditet

Diagnostikken af ADHD kompliceres i høj grad af den psykiatriske co-morbiditet, der hos børn er op imod 70 % og hos voksne op imod 85 %. Hos voksne regner man med, at ADHD-patienter i gennemsnit har 3 andre psykiatriske diagnoser. Et tilbagevendende problem er stillingtagen til, om der foreligger differential diagnostiske symptomer eller ko-morbiditets symptomer. Se evt. tabel 2.9 i Kooij JJS. Adult ADHD. Diagnostic Assessment and Treatment vedr. forskelle og ligheder mellem ADHD, bipolar forstyrrelse og borderline personality disorder (1686)

 

Hos børn ses ofte ko-morbiditet i form af: 

  • Adfærdsforstyrrelse (især oppositionel adfærdsforstyrrelse)
  • Søvnforstyrrelse (børn med ADHD har ofte svært ved at falde i søvn og vil nødigt i seng, når det er fornuftigt. Som konsekvens har de svært ved at komme op om morgenen, søvnkvaliteten er nedsat og de er ofte søvnige i løbet af dagen)
  • Indlæringsvanskeligheder
  • Enuresis
  • Motoriske vanskeligheder
  • Angstforstyrrelse
  • Depressiv forstyrrelse (1686)
  • Tics og Tourette
  • Autismespektrumforstyrrelse (ca 40 % af børn med autismespektrumlidelser har også mange ADHD-karakteristika og ca. 20 % af dem med ADHD-karakteristika har også autismespektrumforstyrrelser (1686)).

 

Hos voksne ses ofte ko-morbiditet i form af: 

  • Søvnforstyrrelse (samme problematik som ved børn)
  • Indlæringsvanskeligheder (dysleksi ses hos 3-4 % af befolkningen og ses hyppigt sammen med ADHD (1686))
  • Affektive lidelser (tilbagevendende depressive perioder ses hos ca. halvdelen af voksne med ADHD, bipolar affektiv sindslidelse)
  • Angstlidelser (26-63 % har en eller flere angstlidelser)
  • OCD (patienter med ADD-symptomer udvikler ofte OCD-symptomer som kompensering (1686))
  • Afhængighedslidelser (hash, (cannabinol), alkohol, andet misbrug) (1686)
  • Personlighedsforstyrrelse (emotionelt ustabil og dyssocial personlighedsforstyrrelse)
    Vedr. differential diagnostik mellem borderline og ADHD; borderline har hverken hyperaktivitet eller opmærksomhedsproblemer. Ved borderline søges emotionel spænding, mens patienter med ADHD søger kognitiv spænding (Kirley A, Chapter 3: Diagnosis and Classification of ADHD in Adulthood, s 45) (5553).
  • Tics og Tourette (ved tics forstyrrelser mindskes de som regel med alderen, men persisterer hos ca. 20 % (1686) (1086))
  • Autismespektrumforstyrrelser (se ovenfor under komorbiditet hos børn)
  • Spiseforstyrrelser (især Binge Eating Disorder (BED - tvangsoverspisning) og overvægt ses hyppigt hos unge og voksne med ADHD (1686) (4808)).

Ætiologi

Ætiologien til ADHD er uafklaret, men udvikling af det fulde syndrom sker i et samspil mellem genetiske og miljømæssige faktorer. 60-80 % af variansen for ADHD skyldes genetiske faktorer (1686) (2881) (4809)

 

En del af kernesymptomerne kan forklares ved en ændret funktion i hjernens frontallapper på grund af relativ dysfunktion af transmitterstofferne dopamin og noradrenalin i synapsespalterne. Desuden ses dysfunktion svarende til parietallapper, basalganglier og cerebellum samt tegn på en afvigende neurofysiologisk reaktion på stress. 

Det er også påvist at hjernens modning (myelinisering) i barndommen er forsinket 2-3 år i forhold til raske kontrolindivider.  

Prognose

Prognosen afhænger af graden af egne ressourcer, støtte fra omgivelserne, socialisering og evt. følgetilstande i form af komorbiditet (fx angst, depression, OCD og afhængighedstilstande). 

Behandlingsvejledning

Diagnostik og iværksættelse af behandling er en specialistopgave og må hos børn kun varetages af børne- og ungdomspsykiater; hos voksne kun af en voksenpsykiater, jvf. Sundhedsstyrelsens vejledninger Vejledning om medikamentel behandling af børn og unge med psykiske lidelser og Vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler. Behandlingen er multifacetteret og indeholder såvel pædagogiske som farmakologiske tiltag. Formidling af viden om tilstandens årsager, prognose og behandling (samlet betegnet "psyko-edukation") bør altid tilbydes patienten, familie og netværket omkring patienten. Som forældre og lærer/pædagog til et barn med ADHD er det vigtigt at skabe overskuelighed og struktur i hverdagen. Man skal være tydelig, klar og konsekvent i sine krav til barnet og skabe så enkel en hverdag som muligt. Hos voksne er tilsvarende bevidstgørelse og effektuering af struktur lige så vigtigt som den farmakologiske behandling. 

Den medicinske behandling bør overvejes i tilfælde med middelsvær og svær funktionshæmning som følge af ADHD. 

 

Den kliniske erfaring er, at centralstimulerende medicin er mest effektiv for hovedparten af patienterne, hvilket understøttes af større litteraturgennemgange (5894)

 

Methylphenidat er førstevalg. Hvis methylphenidat ikke tåles eller ikke har effekt, kan lisdexamfetamin eller dexamfetamin forsøges. Ved alle CNS-stimulerende midler ses effekten umiddelbart. Dvs. den indtræder i løbet af 15-45 minutter og ophører, alt efter præparat, efter 2-12 timer. Dog bør der regnes med dosis-titrering og symptom-registrering (observation) af ugers varighed for at finde rette præparat og rette dosis. 

 

Atomoxetin kan anvendes ved: 

  • Særlige komorbiditetsmønstre (fx ved samtidigt optrædende tics eller angst).
  • Behandlingsresistens for CNS-stimulerende midler.
  • Misbrug eller øget risiko for misbrug.
  • Bivirkninger ved methylphenidat eller andre CNS-stimulerende midler.
  • Behov for døgndækning, når patientens symptomer ikke kan reguleres i morgen- og aftentimerne.
  • Store vanskeligheder ved at huske at tage CNS-stimulerende midler, som oftest doseres flere gange dagligt.
    Maksimal effekt af atomoxetin nås først efter 1-3 måneder, men effekten vedvarer i uger efter behandlingsophør. Enkelte glemte doser under behandlingen vil derfor ikke have betydende indvirkning på effekten.

 

Guanfacin kan anvendes, hvis der ikke er effekt af- eller patienten ikke tåler hverken methylphenidat, lisdexamfetamin, dexamfetamin eller atomoxetin. Endvidere anbefales guanfacin hvis traditionel behandling medfører belastning af hjertet - høj puls eller forhøjet blodtryk. 

 

I sjældne tilfælde, ved manglende behandlingseffekt eller intolerans over for registrerede præparater, kan bupropion eller modafinil (ikke-registreret indikation for begge midler) anvendes. 

 

Den medicinske behandling bør evalueres med rating-scales (2884) (2885). Flere informanter som forældre, lærere, ægtefælle/samlever/søskende og selvrapport bør inddrages. 

Sufficient behandling reducerer risikoen for udvikling af misbrug. 

 

Det anbefales også at evaluere effekten på patientens funktion, enten ved anvendelse af standard globale funktionsskalaer (GAF/GAPD/CGAS) eller specifik funktionsskala udviklet til patienter med ADHD (WFIRS) (5892)

 

Den medikamentielle behandling bør løbende evalueres - og det skal sikres, at der fortsat er effekt. Hvis symptomerne ikke viser sig ved medicinpause eller når patienten glemmer at tage medicinen, bør man holde planlagt pause og evaluere symptomerne (rating med ADHD-RS/ASRS). Man kan stoppe med centralstimulerende medicin og atomoxetin uden udtrapning.  

 

Nationale kliniske retningslinjer:  

  • National klinisk retningslinje for udredning og behandling af ADHD hos børn og unge (2884)
  • National klinisk retningslinje for udredning og behandling af ADHD hos voksne (2885)

 

Behandlingsvejledning og rekommandationer fra RADS:  

Behandlingsvejledning for medicinsk behandling af ADHD. 2016

Referencer

5892. Weiss MD. A Paradigm for Targeting Functional Impairment as an Outcome in Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder. Brain Sci. 2022; 12(8):1014, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/36009077/ (Lokaliseret 23. marts 2023)

 

2281. Sundhedsstyrelsen. Faglig retningslinje vedr. udredning og behandling af ADHD hos børn og unge. 2021, https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2021/NKR-ADHD-boern-og-unge/NKR-udredning-og-behandling-af-ADHD-hos-boern-og-unge.ashx (Lokaliseret 26. april 2023)

 

5554. Faraone SV, Banaschewski T, Coghill D et al. The World Federation of ADHD International Consensus Statement: 208 Evidence-based conclusions about the disorder. Neurosci Biobehav Rev. 2021:789-818, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/33549739/ (Lokaliseret 1. december 2021)

 

2282. Kooij JJS, Bijlenga D, Salerno L et al. Updated European Consensus Statement on diagnosis and treatment of adult ADHD. Eur Psychiatry. 2019; 56:14-34, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/30453134 (Lokaliseret 26. april 2023)

 

2285. NICE. Attention deficit hyperactivity disorder: diagnosis and management (NG87). Nice. 2019, https://www.nice.org.uk/guidance/ng87 (Lokaliseret 26. april 2023)

 

4804. Mowlem FD, Skirrow C, Reid P et al. Validation of the Mind Excessively Wandering Scale and the Relationship of Mind Wandering to Impairment in Adult ADHD. J Atten Disord. 2019; 23:624-34, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/27255536 (Lokaliseret 3. marts 2022)

 

4805. Sedgwick JA, Merwood A, Asherson P. The positive aspects of attention deficit hyperactivity disorder: a qualitative investigation of successful adults with ADHD. Atten Defic Hyperact Disord. 2019; 11:241-53, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/30374709 (Lokaliseret 3. marts 2022)

 

2884. Sundhedsstyrelsen. National klinisk retningslinje for udredning og behandling af ADHD hos børn og unge. 2018, https://www.sst.dk/da/udgivelser/2018/nkr-adhd-hos-boern-og-unge (Lokaliseret 4. maj 2023)

 

4806. Lesch KP. 'Shine bright like a diamond!': is research on high-functioning ADHD at last entering the mainstream?. J Child Psychol Psychiatry. 2018; 59:191-92, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/29442378 (Lokaliseret 3. marts 2022)

 

4808. Schmidt Petersen MN, Houmann TB, Olsen EM. Overvægt og spiseforstyrrelser hos patienter med ADHD. Ugeskr Læger. 2018; 180:2-5, https://ugeskriftet.dk/videnskab/overvaegt-og-spiseforstyrrelser-hos-patienter-med-adhd (Lokaliseret 3. marts 2022)

 

5552. I. Barkley RA (editor). Attention-Deficit Hyperactivity Disorder, Fourth Edition, A Handbook for Diagnosis and Treatment. Guilford Press. New York, NY. 2018, https://www.guilford.com/books/Attention-Deficit-Hyperactivity-Disorder/Russell-Barkley/9781462538874 (Lokaliseret 1. december 2021)

 

5894. Cortese S, Adamo N, Del Giovane C et al. Comparative efficacy and tolerability of medications for attention-deficit hyperac-tivity disorder in children, adolescents, and adults: a systematic review and net-work meta-analysis. Lancet Psychiatry. 2018; 5(9):727-38, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/30097390/ (Lokaliseret 23. marts 2023)

 

2882. Nyboe L, Johanssen S, Jørgensen P. Psykiatri. Munksgaard. 2016, https://psykiatri.digi.munksgaard.dk/ (Lokaliseret 4. maj 2023)

 

2885. Sundhedsstyrelsen. National klinisk retningslinje for udredning og behandling af ADHD hos voksne - med forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed samt opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet. 2015, https://www.sst.dk/da/nyheder/2015/~/media/91742BB2537F480E9481E415144C3687.ashx (Lokaliseret 4. maj 2023)

 

5893. Deberdt W, Thome J, Lebrec JJ et al. Prevalence of ADHD in nonpsychotic adult psychiatric care (ADPSYC): A multinational cross-sectional study in Europe. BMC Psychiatry. 2015; 15:242, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/26462666/ (Lokaliseret 23. marts 2023)

 

2883. American Psychiatric Association. Diagnostiske kriteriet DSM-5. 2014, https://www.hogrefe.dk/shop/diagnostiske-kriterier-dsm-5.html (Lokaliseret 4. maj 2023)

 

1686. Kooij JJS. Adult ADHD. Diagnostic Assessment and Treatment. Springer. 2013; 3rd Edition, https://link.springer.com/book/10.1007/978-1-4471-4138-9 (Lokaliseret 15. december 2021)

 

2280. Dansk Psykiatrisk Selskab. Retningslinjer for diagnostik og behandling af ADHD hos voksne. 2013, https://www.dpsnet.dk/wp-content/uploads/2021/02/2013-06-23-retningslinjer-adhd.pdf (Lokaliseret 26. april 2023)

 

2881. UKAAN. Handbook for Attention Deficit Hyperactivity Disorder in Adults. Springer. 2013, http://www.springer.com/us/book/9781908517500 (Lokaliseret 4. maj 2023)

 

2886. Brown TE. A new understanding of ADHD in children and adults. Executive Functioning impairments. Taylor & Francis. 2013, https://www.taylorfrancis.com/books/mono/10.4324/9780203067536/new-understanding-adhd-children-adults-thomas-brown (Lokaliseret 4. maj 2023)

 

1903. Szomlaiski N, Dyrborg J, Rasmussen H et al. Validity and clinical feasibility of the ADHD rating scale (ADHD-RS) A Danish Nationwide Multicenter Study. Acta Paediatr. 2009; 98(2):397-402, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/18775056 (Lokaliseret 7. februar 2022)

 

1904. Poulsen L, Jørgensen SL, Dalsgaard S et al. Dansk standardisering af attention deficit/hyperactivity disorder-ratingskalaen. Ugeskr Læger. 2009; 171(18):1500-4, http://ugeskriftet.dk/videnskab/dansk-standardisering-af-attention-deficit-hyperactivity-disorder-ratingskalaen (Lokaliseret 7. februar 2022)

 

5555. Wirz-Justice A, Benedetti F, Terman M. Chronotherapeutics for Affective Disorders, A Clinician’s Manual for Light and Wake Therapy. Karger, Basel. 2009, https://www.karger.com/Book/Home/244116 (Lokaliseret 1. december 2021)

 

5553. Fitzgerald M, Bellgrove M, Gill M. Handbook of Attention Deficit Hyperactivity Disorder. John Wiley & Sons, Hoboken, NJ. 2007, https://www.wiley.com/en-us/Handbook+of+Attention+Deficit+Hyperactivity+Disorder-p-9780470032152 (Lokaliseret 1. december 2021)

 

1086. Doyle BB. Understanding and Treating Adults with Attention Deficit Hyperactivity Disorder. American Psychiatric Association. 2006, https://www.appi.org/Understanding_and_Treating_Adults_With_Attention_Deficit_Hyperactivity_Disorder (Lokaliseret 10. december 2021)

 

2279. Adler LA, Spencer T, Faraone SV et al. Validity of pilot Adult ADHD Self-Report Scale (ASRS) to Rate Adult ADHD symptoms. Ann Clin Psychiatry. 2006; 18(3):145-8, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16923651 (Lokaliseret 26. april 2023)

 

2278. Kessler RC, Adler L, Ames M et al. The World Health Organization Adult ADHD Self-Report Scale (ASRS): a short screening scale for use in the general population. Psychol Med. 2005; 35(2):245-56, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/15841682 (Lokaliseret 26. april 2023)

 

4809. Faraone SV, Perlis RH, Doyle AE et al. Molecular genetics of attention-deficit/hyperactivity disorder. Biol Psychiatry. 2005; 57:1313-23, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/15950004 (Lokaliseret 3. marts 2022)

 

5556. Nadeau KM, Quinn PO (editors). Understanding Women With AD/HD. Advantage Books. 2002, https://books.google.dk/books/about/Understanding_Women_with_AD_HD.html?id=Wr1JNQAACAAJ&redir_esc=y (Lokaliseret 1. december 2021)