ADHD er en neuropsykiatrisk lidelse med forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. Lidelsens symptomer og følgevirkninger er under forskellige benævnelser beskrevet i lægelige skrifter siden 1775 ^{(5552) (5553) (5554)}. I Danmark bruges benævnelsen hyperkinetisk forstyrrelse efter WHO’s klassifikation ICD-10. ICD-11 kommer til at ændre nomenklaturen og dette klassifikationssystem forventes ratificeret i Danmark i 2024/25. Dermed overgår vi til benævnelsen ADHD, som svarer til det amerikanske diagnosesystem DSM-5 ⁽²⁸⁸³⁾. Hyperkinetisk forstyrrelse er den sværest ramte undergruppe af ADHD: ADHD af kombinationstypen. 

Mellem 4 og 8 % af alle børn og unge og 2,5-5 % af voksne har ADHD ^{(1686) (2285) (2280) (2884) (2885) (5554)}. Færre studier har undersøgt forekomsten af hyperkinetisk forstyrrelse hos børn og unge, men der regnes med, at 1-2 % af alle børn og unge har lidelsen ⁽²²⁸¹⁾. 

Sygdommen diagnosticeres dobbelt så hyppigt hos drenge som hos piger og hos voksne er forholdet mellem mænd og kvinder 1,6 til 1 ⁽²⁸⁸³⁾. Drenge henvises også langt oftere til udredning og behandling for ADHD end piger. Piger har oftere undertypen opmærksomhedsvanskeligheder uden hyperaktivitet samt et ko-morbiditetsmønster præget af angst og depression, mens drenge oftere har oppositionel, trodsig adfærdsforstyrrelse eller usocialiseret adfærdsforstyrrelse.  

Diagnostiske kriterier, børn

Tabel 1: Hyperkinetiske forstyrrelser - diagnostiske kriterier (ICD-10)  

For at opfylde kriterierne for hyperkinetisk forstyrrelse (se tabel 1) (jf. ICD-10) skal symptomerne optræde i en grad, der ikke er alderssvarende, og som interfererer negativt på sociale, uddannelses- og arbejdsmæssige aktiviteter. 

Hos børn stilles diagnosen først og fremmest på det kliniske billede og en omhyggelig anamnese med deltagelse af barnet og forældre. Der suppleres sideløbende med spørgeskemaer (se www.bupnet.dk) og interviews vedrørende symptomer og sværhedsgraden af disse (spørgeskema om ADHD symptomer for før-skolebørn og skolebørn; forældre og pædagog-/lærerversion - ADHD-RS (Attention Deficit Hyperactive Disorder-Rating Scale) ^{(1903) (1904)}).  

Diagnostiske kriterier, voksne

Hos voksne er diagnostikken i praksis en smule anderledes, idet diagnosen først og fremmest stilles på anamnesen, meget gerne med deltagelse af nære pårørende, suppleret med det kliniske billede og bedømmelsesskalaer - Adult ADHD Self-Report Scale (ASRS) v1.1. ⁽²²⁷⁸⁾ og et semistrukturetet diagnostisk interview, fx DIVA (se www.divacenter.eu). Hos voksne kompliceres diagnostikken af, at hyperaktivitet ofte træder i baggrunden og bliver til indre rastløshed. De voksne ADHD-patienter bliver bedre til at kompensere for nogle af deres vanskeligheder, men der resterer fortsat vanskeligheder med opmærksomhed. Dette medfører planlægningsvanskeligheder, uddannelses- og arbejdsmæssige problematikker samt sociale problemer, bl.a. i familielivet. Dertil ses ADHD oftere i kombination med andre psykiske forstyrrelser (komorbiditet) hos voksne, end tilfældet er hos børn. 

Det kan skabe udfordringer at anvende ICD-10´s hyperkinetiske forstyrrelser til diagnostik af voksne, da kriterierne er beregnet for børn, frem for DSM-5 ADHD-kriterier ⁽²⁸⁸³⁾, der er konstrueret til både børn og voksne.  

Ved diagnostik screenes initialt med Adult ADHD Self-Report Scale (ASRS) v1.1. eller evt. senere versioner ⁽²²⁷⁸⁾. Derefter bruges, som anført i både DPS´s og Sundhedsstyrelsens kliniske Retningslinjer for diagnostik og behandling af voksne med ADHD, DIVA-5 (diagnostisk interview til brug for udredning af ADHD hos voksne (3. version 2019), se endvidere: www.divacenter.eu). Det må understreges, at selvom sensitivitet af ASRS er høj er dens specificitet lav, især når der også er anden komorbiditet, hvorfor den primært tjener til at identificere de patienter, der bør udredes med fx DIVA-5 ⁽⁵⁸⁹³⁾. 

Kriterierne i DIVA-5 er nu rettet og afstemt med DSM-5 og en ikke uvæsentlig diskrepans mellem DIVA-2 og DSM er dermed elimineret. For at få diagnosen ADHD som voksen kræves nu kun 5 ud af 9 uopmærksomhedssymptomer og/eller 5 ud af 9 hyperaktivitets-/impulsivitetssymptomer som voksen, og der skal i barndommen nu kun have været 3 eller flere uopmærksomhedssymptomer og/eller hyperaktivitets-/impulsivitetssymptomer før 12-års alderen. Et centralt aspekt i diagnostikken er, at symptomerne medfører et konkret nedsat funktionsniveau samt at symptomerne ikke bedre må kunne forklares af anden psykisk eller somatisk lidelse. Derfor vil en udredning for ADHD også indbefatte en udredning for anden psykisk lidelse, fx ved brug af et semi-struktureret diagnostisk interview som Present State Examination (PSE) og i nogle tilfælde vurdering af autisme og personlighedsforstyrrelser. 

Der kan i DSM-5 samtidigt kodes for autismespektrum forstyrrelse. De foreløbige ICD-11 kriterier for ADHD lægger sig tæt op ad DSM-5. 

Ved brug af ICD-10´s diagnosekoder skrives ved ADHD af kombinationstype og ved ADHD af overvejende hyperaktivitets/impulsivitetstype F90.0 (forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed). Ved ADHD af overvejende uopmærksomhedstype bruges F98.8 (opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet).  

Yderligere symptomer

Ud over ovennævnte symptomer observeres der hos såvel børn og voksne ofte også en række overlappende fænomener ^{(2281) (2282) (2886)}: 

• Eksekutiv dysfunktion
  Vanskeligheder med at planlægge, organisere og gennemføre opgaver.
• Emotionel labilitet
  Større emotionelle udsving end normalt. Ved ADHD kan udsvingene typisk skifte hurtigt (flere gange dagligt), i modsætning til udsvingene ved unipolar og bipolar sygdom, hvor der generelt ses udsving af uger til måneders varighed. Dertil er der oftest tale om affektsvingninger og ikke ændringer i stemningsleje som ved affektive lidelser ^{(2281) (1686)}.
• Mental hyperaktivitet
  At dagdrømme er et universelt menneskeligt fænomen. Mental hyperaktivitet/”excessively mind wandering” er uophørlig tankeaktivitet, der ikke kan stoppes. Tankerne springer fra et emne til et andet, der kan være flere tankesæt på en gang. Der kan være relevante og fokuserede tanker, men typisk også mange irrelevante, tilfældige og ufokuserede tanker. Tankerne giver ofte problemer med indsovningsbesvær. En god måde at påvise dette er anvendelsen af MEWS (The Mind Excessively Wandering Scale ⁽⁴⁸⁰⁴⁾.
  Mental hyperaktivitet/ “Excessively Mind Wandering” findes hos de fleste voksne med opmærksomhedsforstyrrelse, men kan ved børn være vanskeligere at registrere. Ved patienter med opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet kan det være nyttigt at bruge MEWS-skalaen for at stille diagnosen.
• Attention dysregulation
  Vedrørende attention deficit er der stigende enighed om, at betegnelsen mere korrekt er attention dysregulation, idet man ud over hypofokusering også ser hyperfokusering, fx ved interessante eller belønnende opgaver, mens man ved kedelige opgaver hypofokuserer. Det optimale er relevant anvendelse af koncentration og tid på en given opgave (fx ikke at bruge 4-8 timer daglig på gaming, men gerne bruge tilsvarende antal timer på fx at læse op til en eksamen) ^{(1686) (2881)}.

• Spektrum/"highfunctioning ADHD"
  ADHD er ikke en binær lidelse (normal eller syg), men udtryk for vanskeligheder, der befinder sig på et spektrum eller kontinuum. Det vil sige, at de fleste genkender ADHD-træk/symptomer hos sig selv, men at det kun er de få, der har en markant tilstedeværelse af disse, der får diagnosen.
  Dette har medført interesse i ”high-functioning ADHD”. Det vil sige ^{(4805) (4806)}:
  • voksne med svære ADHD-symptomer, som alligevel er højtfungerende, eller
  • voksne med milde ADHD-symptomer, som fungerer rimeligt vel, men på et lavere niveau end deres potentiale, eller
  • patienter som har udtalte symptomer og betydelig funktionsnedsættelse på nogle områder, men er højt fungerende på andre.
    Forskning i dette område er i sin vorden.

• Kronobiologiske forstyrrelser
  Et ofte undervurderet eller overset symptombillede. Forstyrrelser i alt hvad der har med tid at gøre. Kronobiologiske problemer ses også i forbindelse med andre psykiske lidelser, men har da en anden karakter ⁽⁵⁵⁵⁵⁾.
  • Aftaler: Patienten har svært ved at håndtere aftaler. Aftaler glemmes fuldstændigt eller man møder op på forkerte tidspunkter.
  • Tidsfornemmelse: Patienten kan have svært ved at vurdere, om der er gået fx 2 minutter eller 2-3 timer og kan have svært ved at huske bl.a. måltider, tandbørstning og lign.
  • Overgange fra en tilstand til en anden: Fx indsovning, hvor patienten har svært ved at falde i søvn, ofte pga. vedvarende tankemylder eller indre/ydre uro.
  • Opvågning: Patienten har ofte besvær med at vågne og kommer kun langsomt i gang over 1-2 timer.
  • Hyperfokusering: Patienten kan opretholde koncentrationen i mange timer på aktivitet, der interesserer vedkommende meget (fx computerspil) også i situationer, hvor det ville være hensigtsmæssigt, at stoppe langt tidligere.
  • Søvnkvalitet: Patienten har en dårlig søvnkvalitet, evt. med opvågninger og problemer med at falde i søvn igen. Som følge af dette har patienten problemer med vågenhedsgrad om dagen (hyppig fornemmelse af træthed og risiko for at falde i søvn, hvis lejligheden byder sig).
  • Hormonelle ændringer.
    ADHD-symptomer kan mindskes under graviditet og forværres præmenstruelt ^(5556).
• Perceptionsforstyrrelser
  Nogle patienter fortæller, at lyd, lugte, synsindtryk og berøring opleves kraftigt generende.

Differential diagnostik og co-morbiditet

Diagnostikken af ADHD kompliceres i høj grad af den psykiatriske co-morbiditet, der hos børn er op imod 70 % og hos voksne op imod 85 %. Hos voksne regner man med, at ADHD-patienter i gennemsnit har 3 andre psykiatriske diagnoser. Et tilbagevendende problem er stillingtagen til, om der foreligger differential diagnostiske symptomer eller ko-morbiditets symptomer. Se evt. tabel 2.9 i Kooij JJS. Adult ADHD. Diagnostic Assessment and Treatment vedr. forskelle og ligheder mellem ADHD, bipolar forstyrrelse og borderline personality disorder ⁽¹⁶⁸⁶⁾. 

Hos børn ses ofte ko-morbiditet i form af: 

• Adfærdsforstyrrelse (især oppositionel adfærdsforstyrrelse)
• Søvnforstyrrelse (børn med ADHD har ofte svært ved at falde i søvn og vil nødigt i seng, når det er fornuftigt. Som konsekvens har de svært ved at komme op om morgenen, søvnkvaliteten er nedsat og de er ofte søvnige i løbet af dagen)
• Indlæringsvanskeligheder
• Enuresis
• Motoriske vanskeligheder
• Angstforstyrrelse
• Depressiv forstyrrelse ⁽¹⁶⁸⁶⁾
• Tics og Tourette
• Autismespektrumforstyrrelse (ca 40 % af børn med autismespektrumlidelser har også mange ADHD-karakteristika og ca. 20 % af dem med ADHD-karakteristika har også autismespektrumforstyrrelser ⁽¹⁶⁸⁶⁾).

Hos voksne ses ofte ko-morbiditet i form af: 

• Søvnforstyrrelse (samme problematik som ved børn)
• Indlæringsvanskeligheder (dysleksi ses hos 3-4 % af befolkningen og ses hyppigt sammen med ADHD ⁽¹⁶⁸⁶⁾)
• Affektive lidelser (tilbagevendende depressive perioder ses hos ca. halvdelen af voksne med ADHD, bipolar affektiv sindslidelse)
• Angstlidelser (26-63 % har en eller flere angstlidelser)
• OCD (patienter med ADD-symptomer udvikler ofte OCD-symptomer som kompensering ⁽¹⁶⁸⁶⁾)
• Afhængighedslidelser (hash, (cannabinol), alkohol, andet misbrug) ⁽¹⁶⁸⁶⁾
• Personlighedsforstyrrelse (emotionelt ustabil og dyssocial personlighedsforstyrrelse)
  Vedr. differential diagnostik mellem borderline og ADHD; borderline har hverken hyperaktivitet eller opmærksomhedsproblemer. Ved borderline søges emotionel spænding, mens patienter med ADHD søger kognitiv spænding (Kirley A, Chapter 3: Diagnosis and Classification of ADHD in Adulthood, s 45) ⁽⁵⁵⁵³⁾.
• Tics og Tourette (ved tics forstyrrelser mindskes de som regel med alderen, men persisterer hos ca. 20 % ^{(1686) (1086)})
• Autismespektrumforstyrrelser (se ovenfor under komorbiditet hos børn)
• Spiseforstyrrelser (især Binge Eating Disorder (BED - tvangsoverspisning) og overvægt ses hyppigt hos unge og voksne med ADHD ^{(1686) (4808)}).

Ætiologi

Ætiologien til ADHD er uafklaret, men udvikling af det fulde syndrom sker i et samspil mellem genetiske og miljømæssige faktorer. 60-80 % af variansen for ADHD skyldes genetiske faktorer ^{(1686) (2881) (4809)}. 

En del af kernesymptomerne kan forklares ved en ændret funktion i hjernens frontallapper på grund af relativ dysfunktion af transmitterstofferne dopamin og noradrenalin i synapsespalterne. Desuden ses dysfunktion svarende til parietallapper, basalganglier og cerebellum samt tegn på en afvigende neurofysiologisk reaktion på stress. 

Det er også påvist at hjernens modning (myelinisering) i barndommen er forsinket 2-3 år i forhold til raske kontrolindivider.  

Prognose

Prognosen afhænger af graden af egne ressourcer, støtte fra omgivelserne, socialisering og evt. følgetilstande i form af komorbiditet (fx angst, depression, OCD og afhængighedstilstande).