J
Infektionssygdomme, systemiske midler
Virkemåde (antibiotika til systemisk brug)
J01
Jævnfør virkemåden på cellulært niveau inddeles de antimikrobielle midler i følgende grupper:
Midler, som hæmmer cellevægssyntesen
Fællesbetegnelse for
der alle indeholder den firleddede β-laktamring.
β-laktamer binder sig til enzymer (transpeptidaser) på cellemembranen og forhindrer tværbinding af peptidoglycanlagene, så cellevæggen bliver ustabil og bakterien går til grunde. β-laktamer virker dermed bactericidt.
Ikke alle følsomme bakterier går til grunde, fx vil bakterier ("persisters"), som ikke er i vækst (hvilefase eller dvaletilstand), være upåvirkelige af β-laktamantibiotika.
Glycopeptider (vancomycin, dalbavancinog teicoplanin)
Stofferne hæmmer opbygningen af de grampositive bakteriers cellevæg på et trin, der ligger før β-laktam antibiotikas hæmningssted. Virker baktericidt på bakterier i vækstfasen.
Midler, som hæmmer proteinsyntesen
Tetracycliner / glycylcykliner
Stofferne optages i mikroorganismerne ved en kombination af aktiv transport og passiv diffusion. De bindes reversibelt til 30S-delen af ribosomerne, hvorved proteinsyntesen hæmmes. Virkningen er bakteriostatisk.
Virker baktericidt, og hastigheden af bakteriedrabet stiger med stigende koncentrationer over mindste hæmmende koncentration (MIC). Aminoglykosiderne transporteres aktivt ind i bakteriecellen og bindes irreversibelt til receptorer på 30S-delen af bakteriernes ribosomer. Dette medfører dannelse af abnorme proteiner med en efterfølgende dysfunktion af bakteriecellen. Ud over effekten på ribosomniveau virker aminoglykosiderne gennem en direkte binding til celleoverfladen, hvorved den ydre membrans permeabilitet øges. Virkningen af aminoglykosiderne er stærkest ved pH 7,8 og aftager kraftigt ved sur reaktion. Aminoglykosider har ingen virkning på intracellulært lejred, virker ikke under anaerobe forhold og har derfor ikke effekt på anaerobe bakterier.
Bindes reversibelt til 50S-delen af bakteriernes ribosomer og blokerer transpeptideringen, hvorved proteinsyntesen hæmmes. Den reversible binding bevirker, at både makrolider og clindamycin får bakteriostatisk virkning.
Hæmmer den såkaldte elongeringsfaktor, der indgår i proteinsyntesen. Fusidin virker bakteriostatisk.
Virker ved at blokere dannelse af et funktionelt 70 S-initieringskompleks, som er en vigtig komponent i proteinsyntesen. Virkningen af oxazolidinoner er overvejende bakteriostatisk, dog baktericid over for streptokokker.
Midler med virkning på den cytoplasmatiske membran
Virker ved at interagere med lipopolysaccharider og fosfolipider på den ydre cytoplasmamembran hos gramnegative bakterier. Derved forstyrres både den aktive transport over membranen og permeabilitetsbarrieren. Stoffet er baktericidt.
Binder sig til cytoplasmamembranen hos grampositive bakterier. Virkningen er calciumafhængig og forårsager depolarisering af membranen med efflux af kalium til følge. Stoffet virker baktericidt.
Midler med virkning på DNA- og/eller RNA-syntesen
Virker baktericidt på bakterier både i hvilefase og i vækstfase. Fluorquinolonerne virker ved specifikt at hæmme enzymet DNA-gyrase, der bringer DNA-dobbeltstrengen i en form, der tillader replikation og transskription. Det tilsvarende enzym hos den menneskelige celle er ufølsomt over for quinolonernes aktivitet.
Passerer cellemembranen og trænger ind i mikroorganismerne. I mikroorganismer med obligat anaerobt stofskifte omdannes det til aktive metabolitter, som bindes til DNA og forårsager brud på DNA-strengene. En lignende omdannelse kan ikke finde sted i celler med aerobt eller fakultativt anaerobt stofskifte, og metronidazol har derfor ingen virkning på sådanne celler. Metronidazol er baktericidt.
Rifamyciner , ethambutol og isoniazid Se under de enkelte stoffer.
Antimetabolitter
Er analoger til para-aminobenzoesyre og virker kompetitivt hæmmende på indbygningen af para-aminobenzoesyre i folsyre. En del mikroorganismer kan selv syntetisere para-aminobenzoesyre, de er således sulfonamidresistente. Ved de koncentrationer, som kan opnås i blod og vævsvæsker, virker sulfonamiderne udelukkende bakteriostatisk. Ved de høje koncentrationer, som kan opnås i urin, ses en langsom baktericid effekt.
Hæmmer specifikt mikroorganismernes dihydrofolsyrereduktase, som har ca. 10.000 gange større affinitet til trimethoprim end menneskets tilsvarende enzym. Ved at afbryde folinsyresyntesen hæmmer trimethoprim mikroorganismernes syntese af purin og dermed af DNA og RNA. Trimethoprim alene virker bakteriostatisk i lave koncentrationer. Baktericid virkning opnås i høje koncentrationer eller i kombination med sulfonamider, der hæmmer et andet led i folinsyresyntesen.
